Byggeriet står for 35 procent af al affald, og sammen med produktionen af byggematerialer udgør det, ifølge Bolius, 10-15 procent af Danmarks CO2-udledning. Derfor er der akut behov for at undersøge, udvikle og eksperimentere med biogene og genanvendelige materialer i samarbejde mellem arkitekter, materialeproducenter, kunstnere, bygherrer mfl.
For at reducere byggeriets klimaaftryk er der behov for udvikle- og opskalere brugen af genanvendte, lokale og fornybare materialer i den gængse byggeskik. I 2023 undersøgte projektet #MATERIALER, og den deraf følgende udstilling Reset Materials – Towards Sustainable Architecture, derfor potentialet i en række biogene og genavendte materialer, som blev udstillet på Copenhagen Contemporary.
Projektet MATERIALER fortsætter, som en del af Agenda Earth og blev lanceret i foråret 2024 med en fase to; Implement Materials. Målet med projektet er at styrke arkitekter og beslægtede aktører, der med høj motivation og en veludviklet materiale- og detaljesans formår at udvikle brugbare løsninger af høj arkitektonisk kvalitet. Og som en vigtig del af projektet vil viden, erfaringer og resultater blive delt med resten af branchen. Projektet lægger ud med et åbent call med fokus på de groede materialer, der udstilles i foråret 2025.
I spidsen for projektet står Sidsel Gelting Hodge, projektleder og fagkonsulent i Arkitektforeningen.
Om Agenda Earth
Agenda Earth er et initiativ, der sætter ord og billeder på fremtidens byggede miljø og landskaber og afsøger de lovgivningsmæssige rammer, der skal muliggøre det. Initiativet drives af Arkitektforeningen og udvikles løbende i samarbejde med Dreyers Fond og Advokatsamfundet – og er støttet af Dreyers Fond.
Med initiativet Agenda Earth har Arkitektforeningen i samarbejde med Dreyers Fond og Advokatsamfundet skabt en platform, der rammesætter og understøtter samtalen om- og udviklingen af den bæredygtige forandring. Det gør vi inden for de tre spor NATUR, MATERIALER og TRANSFORMATION. Desuden vil Agenda Earth danne ramme om projekter og tiltag på tværs af sporene, der tager fat i temaer som lovgivning, adfærd og etik.
Agenda Earth er således mere end et projekt – det er en platform og en dagsorden, der adresserer og kobler arkitekt- og advokatstandens kompetencer til henholdsvis at skabe billeder og drømme om det gode bæredygtige liv og afsøger de lovgivningsmæssige rammer, der skal muliggøre det.
Foto: Hampus Berndtson
I sommeren 2023 udstillede 10 hold bestående af arkitekter, kunstnere og producenter eksperimenterende nye biogene og genanvendelige materialer i den anmelderroste udstilling Reset Materials.
Se mere