Arkitekter, forén jer!

Ane Cortzen: Arkitekter, forén jer!

Da jeg startede på Arkitektskolen i 1995, var det helt uden forudsætninger af nogen som helst art. Som barn af journalister havde jeg aldrig beskæftiget mig synderligt med arkitektur – aldrig rigtig bemærket det eller hørt nogen tale om det. Jeg startede udelukkende på skolen, fordi jeg kunne komme ind på mit karaktergennemsnit og ikke havde noget bedre at tage mig til. 

Jeg fik virkelig min sag for, kan man roligt sige. Det var som at lande på en fremmed planet uden parlør – og rumvæsenerne var ikke venligtsindede. Jeg var meget tæt på at give op, men jeg holdt ud, og efter et par måneder blev jeg grebet af den hellige ild. Jeg forstod pludselig, hvor vigtig god arkitektur er – ikke bare for arkitekter eller for de heldige brugere eller beboere – men for hele samfundet. Arkitekturen former vores byer, vores liv, vores tankegang. Den har både et socialt og et menneskeligt ansvar, som det kræver stor omhu og dedikation at leve op til. De store, hedengangne arkitekter, hvis værker vi nøje studerede – Arne Jacobsen, Le Corbusier, Vilhelm Lauritzen, Utzon – opfattede jeg som mænd af stor idealistisk styrke. De var ikke blot ude på at styrke deres eget ego eller tjene en masse penge – de var ude i et langt større ærinde. Nemlig at skabe det gode liv og dermed et bedre samfund.

Nu om dage synes jeg, det står sløjt til med idealismen. Den har trange kår i en benhård markedsøkonomi, hvor bygherrer og entreprenører ikke bare skærer ind til benet, men helt ind i knoglemarven. Arkitekterne kan have nok så fine visioner, lave de smukkeste tegninger og tænke de flotteste tanker – det er bare meget, meget sjældent, at de tanker ligner sig selv, når bygningerne står færdige. Den arkitektoniske integritet bliver brændt på de økonomiske interessers bål. Og det skaber vrede og frustration – ikke bare blandt arkitekterne selv, men også generelt ude blandt folk, som ikke kan gennemskue den komplekse byggeproces og blot tror, at arkitekter er verdensfjerne typer, som har misforstået opgaven. 

Det er en ond cirkel, som skal brydes, hvis vi ikke skal efterlade en helvedes masse bygninger af rystende lav kvalitet til eftertiden. Den eneste mulighed er, hvis arkitektbranchen forener sig og sammen nægter at arbejde under så urimelige vilkår. En strejke, simpelthen. En forenet, stærk stand, som stiller sig op imod økonomiske krav, der tvinger dårlige løsninger frem. Problemet er, at det ikke kommer til at ske lige foreløbig. Aldrig har jeg oplevet en mere usolidarisk branche end arkitekternes. Ingen tør råbe op af frygt for miste den næste kunde. Ingen tør holde på deres principper og bede kunden om at gå et andet sted hen – for hvordan skal der så betales for den dyre frokostordning fra Meyers? Hvordan skal der udbetales løn til alle de mange medarbejdere? Hvordan skal vi kunne deltage i den næste konkurrence? Alle er deres egen lykkes smed – og det kommer der ikke særligt godt smedearbejde ud af. 

Hvad kan der gøres? Det lader ikke til, at arkitekternes egen forening har tænkt sig at gøre andet end at udgive dette blad (tidsskriftet Arkitekten, red.) og i øvrigt forholde sig ganske passivt til den triste udvikling. Jeg har faktisk en idé: De store, toneangivende tegnestuer skulle sætte sig ned og skabe et sæt regler – som vi har set det med filmbranchens dogmer og modebranchens etiske charter – der skal overholdes for at sikre kvalitet i byggeriet. Både æstetisk, socialt og klimamæssigt. Og så skal alle, der overhovedet påtænker at besøge arkitekturens planet, skrive under inden landing.