Arkitektur­politikkens betydning 2

Kan du ikke beskrive en klassisk proces?

PBN: Jeg synes, vi har fået ændret processerne på en sådan måde, at vi hylder dialogen og opfordrer boligselskaber og developere til at komme tidligt med sagen og snakke om det. Dem, der kender os – ikke kun arkitektfirmaer fra Aalborg – de kommer i god tid. Developerne er med på, at de nok hellere må komme ind og snakke med stadsarkitekten og hans folk.

I begyndelsen handlede det om lokalplaner og deres ofte rigide paragraffer. Selv om det ikke var middelalderbyen, så var det alligevel udpenslet med nogle helt faste bestemmelser om, hvad for et materiale, der skulle benyttes. Så gik vi over til at være lidt løsere i formuleringen af paragrafferne. Men når vi så skriver i paragraffen om materialevalg: “tegl”, “træ”, “beton” eller en eller anden form for aluminiumsbeklædning, så læser man kun “beton”. Der har vi i den tætte by, vi bygger i øjeblikket, fået nogle kampe, vil jeg næsten kalde det. Hvor man suboptimerer økonomien ved bare at stable nogle betonelementer oven på hinanden.

Jeg har i den forbindelse oplevet arkitekter blive hammer-sure over, hvor langt vi gik for at ændre på arkitekturen. Vi har fået nogle lange mails om, at vi langt overskred vores juridiske mulighed, fordi vi i lokalplanen ikke havde skrevet det præcist. Det var sådan nogle betonelementer, der var stablet, og huset er ved at skyde op i dag. Det blev en lille smule bedre, men jeg synes ikke, at det er blevet godt. Den mail sendte jeg i øvrigt til bygherren og skrev: “After a long day at the office, and then this”. Det er jo superkort sagsbehandling.

Og så fik jeg en god snak med ham om arkitekturen og byrummene og økonomi etc. Men reelt er vi jo kommet for sent i gang med dialogen. Det gælder om at begynde med en god arkitektur, så kan vi nøjes med at justere lidt og ende med et godt resultat. Når vi starter under 0-stregen, så når vi aldrig op til noget godt. Fordi vi skal kæmpe så mange kampe. Vi skal diskutere det så meget. Men jeg er da ikke bange for at afsløre, at jeg er kommet i den lykkelige situation, at nogle developere nu spørger mig om, hvem jeg vil foreslå til en bygning. Jeg tror nemlig ikke, at developeren altid går efter de billige materialer og den billige bygningsform. Jeg savner lidt, at rådgiverne i højere grad tør udfordre dem, at arkitekterne tør RÅDGIVE. Det gælder både de store og de små arkitektfirmaer.

Hvordan forholder I jer til konkurrencer?

PBN: Vi har særligt oplevet to former for konkurrencer. Den ene er omkring byudvikling. Ved det store område i Nørresundby, der hedder Stigsborg, lavede vi et parallelopdrag. Der var 16 hold – heraf to internationale – der meldte sig. Vi valgte at give hvert af de tre hold, vi tog fat i, 450.000 kr. Og vi gør det samme igen i samarbejde med regionen nu efter udflytning af Sygehus Nord til det nye universitetshospital. Så synes jeg, det andet, der kan nævnes, er, at der er nogle udviklere og boligselskaber, der har været gode til at udskrive konkurrencer. Ude i Aalborg Øst – vores tidligere ghettoområde – har jeg siddet i dommerkomiteen med beboere. For pokker da for en dejlig, demokratisk og åben tilgang til, hvordan det skal se ud, og hvordan udearealerne skal være! 

Du siger, at I er røget af ghettolisten?

PBN: Ja, vi har haft en enkelt eller to, der har været på og af. Vi er heller ikke med i regeringens sidste loop. I en af de renoveringer, som Himmerland Boligforening stod for, lavede vi en lokalplan, for at der midt i alment boligland kom seks punkthuse à syv etager til privat udlejning og private ejerlejligheder.

Dem er der altså nogle investorer, der har købt nu og opfører i forventning om at leje dem ud. Og det giver jo så en diversitet. En diversitet, som er enormt afgørende for at komme væk fra ghetto-situationen og få skabt de blandede boligområder.

Hvad siger efterspørgslen?

PBN: Den siger, at de bliver revet væk, når de kommer op.

Hvordan arbejder I med den tætte by i Aalborg?

PBN: Vi er til stadighed i en læringsproces omkring det. Jeg har været nede og tjekke nogle steder på godsbanearealet, hvor folk sagde til mig: “for fanden, det der er alt for tæt!”. Og heldigvis synes jeg ikke, at de havde helt ret, da jeg så det. Men jeg må godt nok indrømme, at altanerne sidder tæt. Jeg synes, vi har været i en periode, hvor vi har givet den gas. Jeg tror, det har været nødvendigt, fordi vi har fået skabt kritisk masse i antal borgere i de forskellige bydele. Og det skaber liv. Nu er vi i en periode, hvor vi skal forfine. Og sørge for, at bl.a. de nederste par etager får et andet og blødere udtryk. Jeg kan ikke sige, at vi har løst det endnu. 

‘Spritten’ skal have nyt liv; det er et større projekt?

PBN: Ja, den blev udnævnt for mange år siden som en af de bedst bevarede industribygninger i Danmark. Så den blev fredet. Vi er dybt involveret og har arbejdet på den måde, at vi ikke bare har været myndighed. Jeg har så at sige serviceret bygherren – nok mere end, hvad man som kommunal embedsmand gør normalt. Vi kontaktede tidligt Kulturstyrelsen, og dialogerne mellem alle involverede har været meget positive for udviklingen af projektet.

Jeg har lige været en tur i Cannes til MIPIM sammen med borgmesteren, Thomas Kastrup-Larsen (A), og Aalborgs tekniske direktør. Når vi fortæller om Spritfabrikken, så begynder investorerne for alvor at spidse ører. For det er dét, der skal til i udviklingen af byen. Det er fint med vækst i befolkningstallet, men væksten i arbejdspladser skal følge med. Og kulturtilbuddene skal også udvikles. Derfor investerer vi mere end myndighedstid i et sådant projekt.

Har Aalborg en højhuspolitik?

PBN: Vi er ved at lave den om nu. Vi har tænkt os at kalde den en ‘fortætningspolitik’ i stedet. I øjeblikket er bygninger over ti etager eller 35 meter et højhus. Men et seks-etages hus kan være forkert placeret og virke meget højt og anmassende. Og et 12-etages hus kan næsten råbe på fem etager mere. Så det arbejder vi meget med, og jeg er meget interesseret i, hvordan huset lander, og hvordan kroppen og bunden hænger sammen. Hvad er dimensionerne? Lille og tyk eller høj og tynd? Det arbejder vi med. Politikerne siger, de vil have en ny højhuspolitik, inden de giver lov til flere. Og det må jeg indrømme, at de har ret i.

Hvis der kommer en privat developer og siger, han vil bygge et højhus på 300 meter, hvad kan du så gøre?

PBN: Jeg kan ikke styre det på anden måde end ved at fremføre mine synspunkter. Og sætte det ind i en sammenhæng og kigge på konteksten. Jeg har faktisk et eksempel ude på kanten af vestbyen, hvor nogen kom med et 22 etager højt hus, som lignede lidt en fortyndet udgave af Spreckelsens Triumfbue i Paris (La Grande Arche 1989, tegnet af den danske arkitekt Johan Otto von Spreckelsen, red.). Egentlig et flot, solitært hus. Det sagde vi nej til. Set i sammenhæng med middelalderbyen og dermed konteksten passede det ikke.

Hvor meget har I fået bygget op af principper osv.?

PBN: Jeg synes, at Aalborgs gamle arkitekturpolitik fra 2005 havde lidt for meget af ‘det er fint på papiret, men hvad så med virkeligheden?’. Den nye, som vi ikke har vedtaget endnu, er mere løsningsorienteret. Men enhver arkitekturpolitik afhænger også altid af de personer, som arbejder med den. Måske ryger der en finke af panden engang imellem, men jeg synes, jeg kan være det meste bekendt!