Beton-forstoppelse

København har vokseværk. Byen skyder i vejret med nye himmelstræbende tårne, men vokser også i bredden og drøjden med nye tætte bydele. I de huller, som tidligere industriområder har efterladt i byvævet, stables boliger og kontorer oven på hinanden i lange baner. Det er højt og tæt og indimellem så monotont, at man pludselig kan få åndenød og synes, det ligner noget, man har set før. Nemlig de boligblokke, der står til at blive revet ned i de udsatte boligområder, som har fået ghetto-stemplet. Da de blev bygget, var tanken ellers at give beboerne plads og udsigt til træer og himmel. Dengang gjaldt det om at komme væk fra byens trængsel og larm, dårlige luft og mørke baggårde. Nu gælder det tilsyneladende om for enhver pris at komme tilbage igen. For når beboerne flytter ind i de nederste etager af den nye lange og høje boligblok langs Vasbygade i Københavns Sydhavn, er det ikke umiddelbart træer og himmel, der præger udsigten, men snarere hjulkapslerne på de lastbiler, der drøner forbi kun få meter fra ruden.

Tæthed er det nye sort og byliv den magiske kraft, som vi forestiller os kan redde både forstæderne og de fattige. Hvor planlæggere og arkitekter tidligere kæmpede for at sikre lys og luft til alle byens borgere, har branchen nu fået øjnene op for, at tæthed rimer på byliv og bæredygtighed. Og det giver ved gud god mening at skabe en by baseret på cykler og offentlig transport. Men til tider opstår der en uhellig alliance mellem markedets pres på byens byggegrunde og den nye tro på tæthed som garant for bæredygtighed og byliv. Og så er der fare for at ofre vores fine danske tradition for boligarkitektur med mennesket i centrum i iveren efter at skrue op for bebyggelsesprocenten, så byrummet kan myldre vækstvenligt og bæredygtigt med børnefamilier på ladcykler. Desværre er en høj bebyggelses­procent bare ikke altid ensbetydende med en høj befolkningstæthed. I mange af de nye byområder er lejlighederne store og dyre, og det betyder, at beboerne – og der er ofte kun en eller to i hver bolig – ikke er af den slags, som drysser rundt og skaber billedskønt byliv. De går på arbejde og kommer hjem og falder i søvn foran fjernsynet. Hvis den tætte by ikke bare skal føles som betonforstoppelse, men også være bæredygtig og levende, må første skridt være, at vi interesserer os for befolkningstæthed og ikke kun bebyggelsestæthed. Hvis den også skal være socialt bæredygtig og menneskevenlig, eller liveable, som det hedder på nudansk, skulle vi måske udvikle en form for kvalitativ stedsbiopsi, der kan undersøge stedets sammensætning af beton, biomasse, himmel, trafikforurening, fuglekvidder, forskellige materialer, funktioner og socialgrupper. Endnu bedre, hvis den også kunne indfange, hvordan de forskellige elementer og mennesker interagerer og omgås.

Den tætte by viser sig jo ikke kun i bygningsmassen, men også nede mellem husene, hvor vejvreden aktuelt stiger i takt med hovedstadens indbyggertal. Når flere skal færdes på samme smalle cykelsti, skal der ikke meget slinger til for at udløse gedigne møgfald fra de lycraklædte pedaldjævle – nu med elmotor! Der er dybe kulturelle koder på spil i måden, vi indtager og deler byrummet på. Eller måden hvorpå vi netop ikke gør det, men rethaverisk higer om vores eget ‘space’. Her til lands er vi jo i vid udstrækning ligusterfacister, og selv om vi ikke bor i forstaden, bor den i en eller anden forstand i os. Se bare vores kirkegårde: Selv i døden har vi hvert vores velafgrænsede territorie adskilt af små, nysselige hække. Vi opgiver ikke nødvendigvis den tilbøjelighed til at sætte hegnspæle op, bare fordi vi flytter ind på 27. sal i Carlsberg Byen, så det kræver både omhu og nytænkning, hvis vi for alvor skal urbaniseres. Pointen er langtfra, at der ikke kan skabes plads til flere i hovedstaden – naturligvis kan vi lære at rykke en balle. Byvæksten behøver jo så langtfra kun at finde sted i Fingerplanens håndflade, der er en hel hovedstadsregion, hvor vi kan øve os i at fortætte på fremsynede, bæredygtige og menneskevenlige måder. Men vi får brug for kvalificeret hjælp fra dygtige arkitekter og planlæggere, ansvarlige investorer og modige politikere. Der ikke bare tyr til jubeloptimistiske bylivsregnskaber og fremlægger det som en entydig succes, at flere færdes på udvalgte gader og pladser, men tør udvikle by- og boligområder, som tåler at blive underlagt en mere dybdegående stedsbiopsi.