Big matters

Mange arkitekter kender Italo Calvinos De usynlige byer. Han er imidlertid også forfatter til en langt mindre kendt bog, Klatre­baronen, som kan ses som en komplementær version til de usynlige byers urbane univers. Den foregår i 1600-tallets Syd­italien, hvor ældste teenagesøn i en adelig familie bliver så sur på sin far, at han springer op i et træ og proklamerer, at han aldrig mere vil sætte sin fod på jorden. Man skal forestille sig, at der på det tidspunkt var mange flere træer og mange meget større træer end nu. Og at det derfor var muligt at vandre fra krone til krone, sove i grengaflerne osv. Vi følger gennem bogen klatrebaronens lange liv deroppe i kronerne, hvorfra han ser livet på landjorden udfolde sig i kontrast til grenenes smidighed, årstidernes rytme og træernes langsomme vækst. 

Jeg forestiller mig ikke, at vi i dag skal leve som klatrebaroner, men kan blot konstatere, at store træer har vi ikke mange af, og at de mange træer ikke er store. Og hvad værre er: Dem, der faktisk har nogle af de unikke kvaliteter, der følger med de store træer, er vi ikke sene til at fjerne. Tænk bare på Carlsberg-alleen. Eller på de driftsprincipper for bynære skove, der tilsiger at fælde de største træer, så der bliver mere lys til vækst i underskoven. Eller på nogle af de senere års træpolitikker, der blot hævder, at de vil plante to træer for hvert fældet træ. Sådan kan vi ikke regne. Vi kan ikke undvære de store træer, og de kvantificeres ikke så let.

Hvad er da værdien af et stort træ? Hvordan sætter vi de erindringer, vi tilsammen har om et gammelt træ, på formel? Hvordan kan vi orientere os uden de karakterfulde træer? Hvordan skal vi forstå, at andre levende væsener har været her så meget længere end os? Og hvor skal vi høre vinden suse i bladene og søge skygge? Eller som biologen kan vi spørge til træets alder og dets voksested for at forstå dets biodiversitet. For nogle år siden lavede forskere ved Københavns Universitet en undersøgelse af træers værdi. Det var imidlertid deres indvirkning på huspriserne, de undersøgte. Og her nærmer vi os givetvis sagens kerne. Måske er vanskelighederne ved at måle træers værdi ligefrem proportionale med, hvor svært det åbenbart er at passe på dem, når kombinationen af særlige interesser krydser deres vej. Der er en slags Bermudatrekant i kombinationen af vores planlægningsapparat og økonomiske interesser i mødet med træer. I vore nærmeste nabolande derimod, Tyskland og Sverige, er de langt mere offensive i at varetage træers værdi. Hvor vi i Danmark kan udpege enkelttræer eller en given beplantning, er træer i Tyskland forlods lovmæssigt beskyttede, og i Sverige forstår man endvidere, at det ikke er nok at se på den del af træet, der er synlig for det blotte øje, man skal også se på dets rodnet. Symptomatisk for vores underudviklede danske trækultur er imidlertid også, at selv en udpegning ikke har værdi, hvis kræfterne, den er oppe imod, er stærke nok. 

I 1972 udgav Christopher Stone i tidsskriftet Yale Law Review sin ikoniske artikel: “Should Trees Have Standing?” Heri argumenterer han for, hvorfor træer, oceaner, dyr og miljøet bør have juridiske rettigheder på linje med andre ‘stemmeløse individer’ i vores samfund, som f.eks. virksomheder og stater. Stone udfordrede det antropocentriske udgangspunkt og forestillingerne om, hvad det egentlig vil sige at varetage naturobjekter fra et non-humant perspektiv. Og det er sådan set den øvelse, som vores økologiske krise – også kaldet det anthropocæne – kalder på. Vi kan jo passende starte med de store træer. Dertil kommer, at skove er det mest effektive og gennemprøvede ‘system’ til at ‘støvsuge’ atmosfæren for CO₂. Helst som en ny global skov på størrelse med Indien – lidt som i Calvinos skovunivers. Der er derfor al mulig grund til at passe på de store træer, have mange af dem og dermed også et mål om i fremtiden fortsat at kunne springe op i trækronerne og se det hele lidt fra oven.