Boganmeldelse: Offentlig ustyrlighed

Det er sjældent at få en bog i hænderne, der er så seriøst legende og undersøgende som denne.

Alle bogens blade kan foldes ud til dobbelt størrelse, skiftevis mod højre eller venstre, og således blander de sig utidigt og overraskende med hinanden under læsningen. Det kan være en pointe i forhold til bogens indhold, der kredser om det private rums udfoldelse i det offentlige. Men lige så meget er dette udfordrende boghåndværk nysgerrighedsbefordrende for læseren, der selv må gøre en indsats for at komme ind i bogens mange parallelle rum. Den lette baglæns gennembladring af bøger, som man ofte forfalder til, obstrueres. Under læsningen kommer man ofte i tvivl om, hvornår et afsnit slutter eller begynder. Hvad hænger sammen? Hvad er for, og hvad er bag? Det offentlige rum har mange øjne, og de ser alle noget forskelligt.

De mange små tekst- og billedreservater er så forskellige, at læserytmen hele tiden skifter puls. Der er eftertænksomhed på siderne. Indkogte statements. Teori. Gadeklogt natursyn. Billedanalyse. Oplevelser. Bogens sider er et mylder af liv. Nogle steder antager udgivelsen karakter af poetik, når kunstnerne reflekterer over egen praksis og deres kunstværkers indvirkning på byens rum. Kunstner Steinunn Thórarinsdóttir fortæller, at nogle dyr, ofte små hunde, bliver skræmte over hendes skulpturer. Fordi de ligner mennesker, men samtidig er frataget de levendes bevægelser. Hvis man tør, kan man gå helt tæt på og røre ved dem. Skulpturerne selv er ikke bange for nogen, siger hun og peger på, at det offentlige rum, der befolkes af mange andre levende organismer end mennesket, også er en risikozone, hvor vi kan komme faretruende tæt på ‘De andre’, som er en af bogens fem afsnitsoverskrifter. Her finder vi den forrygende tekst “At sove i det offentlige og læne hovedet mod ham, du elsker” af forfatter Frode Grytten, der tager udgangspunkt i et fotografi af Vivian Maier fra 1960ernes USA af et ældre par, der er faldet i søvn i en bus. Teksten hylder offentlig ømhed, dét at give slip på sig selv, tillidsfuldt, for øjnene af de andre. Jeg kommer uvægerligt til at tænke på alle de gange, jeg fascineret har betragtet et andet menneskes søvn i stillekupeen mellem Aarhus og København. Et øjeblik af nærhed, man ikke har bedt om, og hvor man ikke bare kan rykke væk fra den pludseligt opståede intimitet, som på en bænk i en park.

Steder i det offentlige rum kan være os så velkendte, at vi indlemmer dem i vores private domæne. At komme hjem handler for mig også om forløbet hen til min gadedør. Måden, hvorpå jeg kører ind mellem bilerne og videre op på fortovet for at nå hen til porten i en perfekt, blød bue. Det er den relation, arkitekterne Dominique Hauderowicz og Kristian Ly Serena giver opmærksomhed i deres meget fine tekst om gadens porøsitet. Teksten tager fat i det intime forhold mellem gade og hus både bygningsfysisk og mentalt. Som de smukt beskriver det, trækker vi gadens rum med os op i lejlighederne og omvendt. Læg dertil billeder af Olafur Eliasson, teori af Juhani Pallasmaa, bykaoslængsel formuleret af Dorte Mandrup og Ólöf Nordals billede af en fuglebanke. Og meget mere.

Det offentlige rum er en stor og ustyrlig samarbejdsøvelse. Det samme er denne lille, viltre bog.