Børneløse byrum – ufarlig og billige i drift

Der blev trukket på smilebåndet blandt de politiske kommentatorer, da regeringen i efteråret fremlagde sit finanslovsforslag. Ét af forslagene lød på at afsætte 10 mio. kr over tre år til en opgradering af legepladserne i Slots- og Kulturstyrelsens haver og parker. Forslaget, fremsat af Venstres Jan E. Jørgensen, udsprang direkte af hans forargelse over legepladsen i Frederiksberg Have, der ifølge Jørgensen simpelthen var under lavmålet.

Legepladsen på Frederiksberg har hverken flere hundelortefyldte sandkasser eller faldefærdige legehuse end andre steder. Den er langtfra gammel og nedslidt. Faktisk er der tale om et mindre end ti år gammelt anlæg, udført af solide materialer og på et areal, hvor flere hundrede børn kan boltre sig ad gangen. I princippet. For begrebet ‘boltre sig’ rimer ikke rigtigt her. Som ved alle andre offentlige anlæg har der været en djøf’er med et regne­ark ind over, da stedet skulle projekteres. Hvilket der for så vidt ikke er noget odiøst i – det bemærkelsesværdige ved legepladsen i Frederiksberg Have er, at det eneste succeskriterium tilsyneladende har været, at stedet skal kunne driftes og vedligeholdes for under en hundredemand om måneden. ‘Vedligeholdelsesfri’ stod der garanteret som et lokkende mantra i skitseforslagets rosenrøde renderinger. Hvorefter vinderteamet smed 20 stubbe, en bunke træstammer og et par gynger ind på det store areal og overlod ungerne til ‘selv at bruge fantasien’. Godmorgen! End ikke det mest kreative barn vil kunne bruge mere end 10 minutter i den udørk.

Legepladsen på Frederiksberg er ingen undtagelse. Og djøf’erne er ikke de eneste, der er skyld i, at børn i dag foretrækker iPad’en fremfor gyngestativet. Kombinationen af grundangste curlingforældre og fedtede bygherrer har nemlig efterhånden eroderet selve hovedformålet med en legeplads – nemlig leg. Og dette i en grad, så fordums Narnia-lignende oaser nu er skygger af sig selv – en skygge af alt dét, dansk børneopdragelse og -pædagogik engang repræsenterede: Børns ret til udfoldelse uden for forældrenes formanende blikke.

Personligt forsøger jeg altid at undgå Hauser Plads på min færd gennem Indre By i København. Pladsen i sig selv er skam smuk nok, især hvis man ankommer fra vest med ryggen mod Knud Højgaards Hus. Men legepladsen her er en påmindelse om, hvordan det går, når prisen presses så hårdt, og kravene til sikkerhed og driftsoptimering bliver så urimelige, at det hele ender med at være ligegyldigt. Heldigvis er mine egne børn langt forbi legepladsalderen, for Hauser Plads er et synligt vidnesbyrd om, hvor ringe status børns leg reelt har – bortset altså fra, hvis legeelementerne ser blærede ud. Engang var legepladserne storbyens små oaser. Udflugtsmål for familier med børn fra tidligere morgen til sen eftermiddag. Ofte anlagt oven på gamle beskyttelsesrum, der udgjorde et bakket landskab, hvor man kunne falde og slå sig. Med store gamle træer, der smed bunker af blade ned om efteråret, som man kunne lege med. Og buskads, hvor børn fór vild eller skvattede i ispapir og brugte kondomer. Og solfyldte pletter med slidte Københavner-bænke, hvor forældre søvndrukkent tilbragte søndag morgener, mens afkommet brændte energi af inden middagsluren.

På Hauser Plads er vildnisset erstattet af et klinisk månelandskab af spejlkugler på en bund af gummi. Ingen steder at udforske. Intet hjørne, hvor man kan være i fred for de voksnes blikke. Ingen mulighed for farlig leg. Men helt sikkert billigt i drift og med sikkerheden i top.

I dag er der måske mere end nogensinde brug for, at arkitekturen tilbyder alternativer til børns digitale universer. Men dette kan kun for alvor lykkes, hvis både bygherrer og arkitekter anerkender, at børns leg kræver vedligeholdelse. Ligesom at væggene skal males lidt oftere, og sofabetrækket udskiftes hyppigere hos børnefamilierne, så skal byrum til børn også driftes og vedligeholdes lidt mere end så meget andet. Det bliver samfundet nødt til at prioritere, hvis vi ikke skal ende med at få fuldstændig børneløse byrum.