Fra 0-energi-ø til bropille på Samsø

Lige så længe, jeg kan huske, er drømmen om en bro over Kattegat jævnligt blevet hevet op af skuffen, for hver gang at blive lagt tilbage igen. Denne gang ser det noget lysere ud for tilhængerne af den såkaldte Kattegatforbindelse, da en privat investor vil skyde et større milliardbeløb i projektet, og staten kun skal finansiere arbejdet på land.

Men hvad går det egentlig ud på, det med at forbinde Aarhus og København? Ifølge Kattegatforbindelsens hjemmeside er der mange gode argumenter:

– Rejsetid på én time mellem Aarhus/Horsens og København og to timer mellem f.eks. Aalborg og København

– Sammenkædning af landets to store byområder, hovedstaden og Østjylland, der vil gøre Danmark til ét metropolområde, med nye vækstmuligheder både her og i resten af landet.

Kvalitetstid?

Det lyder selvfølgelig besnærende i en verden, hvor tid er vores knappeste ressource, og vækst svaret på alt. Men er det en kvalitet at nå en halv time før frem, når prisen er kilometervis af gennemskårede infrastrukturelle restarealer?

Hvad er det, man vinder? 30 minutters transporttid på bekostning af enestående og fredede kulturlandskaber og samfund på Røsnæs, Samsø og i Odderområdet, for ikke at tale om det marine miljø, der ændres for altid både visuelt og fysisk.

Vores kyster er vores guld – eller Grand Canyon, som Rikke Juul Gram (landskabsarkitekt MAA, partner i Schønherr, red.) kaldte dem i debatten om planloven for et par år siden. Her lykkedes det at få politikerne til at lytte til diverse opråb fra interesseforeninger og eksperter ift. den foreslåede lempelse af planloven omkring byggerier ved kysterne. Og heldigvis, for det er her, vi kan noget særligt i Danmark. Takket være fremsynede politikere, der for over 100 år siden indførte den første naturfredningslov i 1917. Af samme grund har vi en enestående kyst i Danmark, fra det vilde Vesterhav til næs, nor og fjord i resten af landet. I mange andre lande er de samme landskaber plastret til med sæsonbyggeri.

Et indgreb som Kattegatforbindelsen vil med fire spor skære sig diagonalt gennem land og vand og forårsage uoprettelige skader på vores frimærke. Er det særligt visionært eller bæredygtigt at ofre fremtidens dyrebareste ressource? Og hvad med de samfund, den pløjer sig igennem og hen over hovedet på?

Fra energi-ø til bropille

Samsø vandt i 1997 konkurrencen om at blive udnævnt til Danmarks Vedvarende Energi-Ø. På bare ti år lykkedes det øboerne at blive 100% selvforsynende via vind, sol og biomasse.

Samsø er alletiders gode historie om at vende en udvikling, at vise en alternativ og bæredygtig vej, der bruges som eksempel vidt og bredt. Øen har sit eget Energiakademi med Søren Hermansen i spidsen. Han rejser verden rundt med sit road show om øen, vedvarende energi, og om at det hele kun er lykkedes gennem et lokalt fællesskab. Energiakademiet tilbyder kurser, afholder konferencer og bliver hvert år besøgt af 5.000 politikere, ambassadører og forskere etc. fra hele verden.

Det er lykkedes øen at brande sig på bæredygtighed, råvarer, mad, økoturisme m.m. Ud over at byde på en enestående og varieret natur med fredede bakker og fjordlandskaber.

Historien om Samsøs vækst burde være lige noget for regeringen… Men den fortælling synes desværre ikke at veje på vægtskålen. Jeg tvivler på, at øens størrelse efterlader så mange andre muligheder end at blive reduceret til en bropille, hvis Kattegatforbindelse bliver en realitet. Det er svært at forestille sig, at alt det, der er i gang, og som øen er lykkedes med, kan overleve med en buldrende motorvej som permanent gæst.

De mange turister, der i dag besøger øen, kan måske hurtigere komme dertil med en bro – men roen, naturen og den identitet, de formentlig er rejst efter, findes ikke længere.

Metrolpolområde eller perler på en snor?

Er de sammenhængende metropolområder den eneste vej frem, hvis det betyder, at alt udenfor udvandes? Tendensen ses allerede på flere niveauer. Aalborg Universitet har f.eks. en filial i Københavns Sydhavn. Men hvorfor er det egentlig, at de unge, der vil studere lige netop den linje inden for bæredygtighedsinnovation, kommunikationsdesign, eller hvad ved jeg, ikke skal flytte til Nordkraftland? Hvem ved, måske bliver de hængende, dem fra København eller Rødekro, efter at have tilbragt de formative
studieår i Nordens Paris. Jeg tror, vi opnår en større udveksling mellem landets byer ved at styrke og udbygge dem som selv-
stændige enklaver, der byder på noget forskelligt. Med den forelagte strategi risikerer vi, at de i forvejen udsatte yderområder hægtes endnu mere af, hvis de skal konkurrere med en sammenhængende metropol.

Kræfterne bag projektet argumenterer for, at det er en investering i hele landet, men med et tydeligt fokus på Aarhus og København. Gad vide, hvad der kommer til at ske med Fyn, Lolland og Sønderjylland?

Fra unik natur til overskudslandskab

Vi indtager og ødelægger noget dyrebart til fordel for en endimensionel og oldnordisk vækststrategi på bilismens præmisser. Det er hverken visionært eller bæredygtigt at lave så stort et indgreb for at imødekomme nutidens umiddelbare ønsker og lige-nu-og-her-strømninger.

Det synes heller ikke hensigtsmæssigt at gennemskære et i forvejen lille fodaftryk for at få endnu flere infrastrukturelle mellemzoner eller overskudslandskaber, som Tom Nielsen kalder dem i sin bog Formløs fra 2001 om den moderne bys uplanlagte konsekvenser.

Hvad med de kommende generationer – hvilket land er det, vi efterlader til dem ved dette irreversible træk? Gad vide, om man om 50 år vil kunne drømme om at gennemskære landet og ødelægge de åbenlyse herligheder og ressourcer? Gad vide, om det ikke til den tid er gået op for os, at vi skal værne om den natur, vi har tilbage.

Med Kattegatforbindelsen har man forspildt muligheden for, at fremtidige generationer kan nyde de smukke naturområder og bygge videre på det alternative liv og vækstpotentiale, der folder sig ud i de små samfund på øer og næs.

Bæredygtig fremtid

Fremtiden er nødt til at være bæredygtig – ellers findes den ikke. Samsø har bevist, at man kan overleve ved at finde alternative veje. Jeg tror, fremtidens store vækstpotentialer ligger lige netop her – i vores natur, vores yderområder og i et Danmark som bæredygtighedslaboratorium. Vi har en så lille størrelse, at vi måske netop kan have EN fælles overskrift, ET fælles mål, der løses forskelligt, alt efter om det er i byer, på rev eller mark, man bor. Tænk, hvis vi kunne lykkes med det – en udvidet Samsø-fortælling for vores egen skyld og som givtig indtægtskilde. I slipstrømmen ville turister, der ønsker et alternativ til overplastrede strande og for høje temperaturer, blive endnu flere. Turister, der gerne går 5 km langs en uspoleret kyst for at spise et måltid tilberedt af lokale råvarer.

Rækken af bekymringer og undren over Kattegatforbindelsen er lang, for lang til at skrive om i en klumme. Er det f.eks. i orden, at private investorer donerer et milliardbeløb til vores fælles infrastruktur? Hvis en fredning kan ophæves, hvad er så værdien af den? Er en hurtigere tilbagebetaling, som bilbroen udløser, virkelig vigtigere end at investere i kollektiv trafik?? Etc.

Mens vi venter på resultatet af regeringens arbejdsgruppes analyser, vil jeg nyde naturen og roen og håbe på, at projektet bliver skrinlagt, endnu en gang.