Metro: Frederiksberg Allé

Under jorden fortolkes Frederiksberg Allés grønne identitet som knaldgrønne glaserede fliser i et horisontalt og metrokonservativt aflangt format. Anderledes dristigt og opløftende er COBE’s facetterede spejlloft for enden af rulletrappen. Det fanger både lyset fra dybet og fra himlen, og spejler samtidig gadens og de rejsendes bevægelser ind mellem hinanden. Virkningen er som at se gennem uroligt løv i en trækrone. Se, dét er en anden og mindre bogstavelig homage til de stolte grønne lindetræer, der kanter Frederiksbergs Champs-Élysées.

Samtidig sender glitterloftet en lystig hilsen til traktør-, teater- og forlystelseskvarterets sidste scener, Betty Nansen og Aveny T, der ligger længere oppe ad gaden.

Ankomsten til alleen adskiller sig fra de øvrige metrostationspladser, ved at man kommer op under et hus, der netop færdiggøres i løbet af oktober, og dermed lander i en slags urban entré, eller foyer, hvorfra man kan tage det nære byrum i øjesyn, inden man bevæger sig videre ud i alleens store retningsklare rum. Metrostationen får altså meget forærende ved at kunne tilbyde en overdækket mellemstation under den nye hjørneejendom, og det samme gør underetagens butikker, der får et væld af rejsende vindueskiggere.

Vi lander på en platform af teglklinker, der virker som et rart, fastvævet gulvtæppe, når man kommer fra metroens underverden af store klinkestykker af den samme slags. Butikker og madhus i to etager er endnu ikke åbnet, men man får allerede fornemmelse af, at dette torv vil videreføre gadens og bydelens selvforståelse som leverandør af urban luksus og overskudsforretning.

Metroens standardelevator er, som den plejer, og den støder næsten hovedet op i spejlloftet og tager næsten udsynet fra rulletrappen, men fordi der er så meget lys og luft omkring den, strander blikket ikke i irritation, men går i stedet på opdagelse. Omgivelserne overdøver heldigvis metervaren. Den luftighed, der kendetegner alleen i byen, præger også pladsen.

I samme hus kan man længere nede ad gaden gå ind i et hul i husvæggen, der leder til metrostationens cykelkælder. Den lyser ud i gaden. Det er stærkt og enkelt.

Alleens sidste villa blev revet ned for at give plads til metrostationen. Dermed forsvandt en rest af velhaverkvarterets historie mellem de høje etageejendommes spir og karnapper, men blev vekslet til en flot optakt til enten en tur under jorden eller en tur på promenaden.