Studenterklumme: I dialogens ånd

Der er få ting, der kan få sindene i kog som arkitekturen. Er udviklingen gal eller genial? Debatten kører på højtryk, og med Arkitekturoprørets tilbliven er fronterne blot trukket endnu tydeligere op. Situationen rummer et stort potentiale, for forstår vi som fagstand at indgå i debatten og dialogen, vil lægmænds engagement ikke blot blive en opposition til vores virke. Det vil kunne fungere som selve fundamentet for arkitekturudviklingen.

I dagens debat er der skruet så højt op for kontrasterne, at alt reduceres til sort/hvide spørgsmål. Er værket flot eller grimt? Er det dyrt eller billigt? Er det bygget til tiden eller forsinket? Arkitektonisk kvalitet er langt mere facetteret end det, og derfor er vigtige nuancer og diskussioner gået tabt. Her har vi som arkitekter et stort ansvar. Det er på tide at imødekomme den frustration over den arkitektoniske kvalitet, der har rodfæstet sig og blandt andet har resulteret i Arkitekturoprøret. Jep Loft, formand for Arkitekturoprøret, efterspørger arkitektur i stedets ånd frem for tidens ånd. Jeg drømmer om arkitektur i dialogens ånd, og i mine øjne er opgaven, der foreligger, simpel: Arkitekturdialogen har brug for førstehjælp: mund til mund.

Kan selv. Vil selv.

En arkitekt, der ikke vil lytte til den generelle befolknings overvejelser om vores byggede landskab, er som et lille barn, der ikke vil have hjælp til at få tøjet på. Værdifuld rådgivning og hjælp går tabt, og udviklingen bliver besværliggjort og mindre kvalificeret. Jeg er klar over, at vi arkitekter må lægge ryg til meget kritik. Noget er berettiget, andet det modsatte. I stedet for at gå i forsvarsposition eller afvise kritikken skal vi forstå at tage ordet og åbne dialogen.

Det er så nemt at feje kritikere af banen, blot fordi de ikke er fagfolk, med argumenter som, at de ikke forstår sig på arkitektonisk kvalitet, æstetik eller design. Og bevares – det er sikkert rigtigt, at doktor Hansen ikke forstår sig på æstetiske overvejelser, som en arkitekt gør. Men han ved trods alt mere om virkeligheden på et sygehus end arkitekten. Så uden doktor Hansen, intet SUPER-sygehus.

Brugerinddragelse, debat og samskabelse er nøgleordene. At vi åbner vores processer op, byder ind til dialog og kultiverer en saglig og konstruktiv arkitekturdebat. Vi skal forstå at stå op for vores fag og kommunikere vores ambitioner for udviklingen af arkitekturen og byrummene sideløbende med samfundsudviklingen. Landets tegnestuer bugner med engagement og idealisme, og det er en skam, at vi ikke i højere grad aktiverer dette i en offentlig dialog om arkitekturen og samfundet.

Det er helt vildt privilegeret for os som fagstand, at der er så bred en interesse for vores arbejde, og det bør vi værne og kere os om. Vi skal forstå at omsætte opmærksomheden til et aktiv i vores arbejde og lade dialogen bære arkitekturudviklingen. På den måde sikrer vi kvalificeret arkitektur, som ikke kun arkitekterne, men også den generelle befolkning kan spejle sig i.

Derfor er det på tide, at vi som fagstand bliver mere lydhøre over for omverdenen. Vi skal turde dialogen og vidensdelingen med alle fra bøllerne på gadehjørnet til politikerne i fine jakkesæt. For det er sådan, vi sikrer en god og kvalificeret arkitekturdebat. En debat med øje for ambitionerne, omstændighederne for realiseringen og politikken, hvor nuancerne får rum. Vi skal som fagstand klædes på til dialogen, og vi skal klæde lægmand på til at tage den med os. For vi skal arbejde sammen mod et fælles mål: et bedre sted at være til end det, vi overtog. Og ingen af os kan selv. Uanset, hvor gerne vi vil.