10 anbefalinger til fremme af diversitet og ligestilling i arkitektfaget

I løbet af 2021 har en arbejdsgruppe bestående af 9 medlemmer udarbejdet 10 anbefalinger til, hvordan Arkitektforeningen kan arbejde med at fremme diversitet og ligestilling i faget. Her kan du se anbefalingerne og foreningens tilbagemelding.

Foto: Alonso Mayo

Sussi Heimburger

+45 24 46 81 61

sh@arkitektforeningen.dk

De 10 anbefalinger til fremme af diversitet og ligestilling i arkitektfaget

  1. Arkitektforeningen bør gå foran i udviklingen af det igangværende paradigmeskift.
  2. Arkitektforeningen bør have en permanent arbejdsgruppe forankret i Arkitektforeningen – ideelt nedsat som et fast udvalg.
  3. Arkitektforeningen bør tage initiativ til konkrete og forskelligartede undersøgelser sammen med branchens andre organisationer.
  4. Arkitektforeningen bør etablere tværgående nationale samarbejder.
  5. Arkitektforeningen bør etablere nordisk samarbejde og orientere sig internationalt.
  6. Arkitektforeningen bør aktivt udvikle og afholde arrangementer, debatter, interviews m.m.
  7. Arkitektforeningen bør videreudvikle kommunikationsmaterialer.
  8. Arkitektforeningen bør løbende sikre, at alle medlemmer kender til anbefalingerne.
  9. Arkitektforeningen bør sikre at anbefalingerne opdateres løbende.
  10. Arkitektforeningen opfordres til at aktivere idékataloget, som opdateres løbende fra den permanente arbejdsgruppe m.fl.

Læs baggrund, vision og uddybning af de 10 anbefalinger her.

Arkitektforeningens svar

Arkitektforeningens bestyrelse blev præsenteret for 10 anbefalinger til fremme for diversitet og ligestilling i arkitektfaget i september 2021. Både bestyrelse og sekretariat ser meget positivt på anbefalingerne – og ser en stor nødvendighed i at holde momentum for at skabe en grundlæggende kulturforandring.

1) Arkitektforeningen bør gå foran i udviklingen af det igangværende paradigmeskift.

Arkitektforeningen er enige I, at vi som standsforeningen har en unik position i forhold til at gå foran i udviklingen af det igangværende paradigmeskift mod en mangfoldig og inkluderende kultur på tværs af faget.

Vi tror på, at det er en udvikling, der skal bæres frem af foreningens medlemmer (fx i regi af arbejdsgruppen), hvilket Arkitektforeningen fortsat vil understøtte med hjælp fra sekretariatet. Desuden vil sekretariatet fortsat have et kontinuerligt fokus på diversitet i de aktiviteter, som vi initierer.

Vi ser indsatsen delt op i to ben:

Fagets kultur og sammensætning

Dette handler om den måde vi agerer sammen i vores fag, og hvordan vi gennem viden, samtale og kontinuerligt fokus arbejder for at fremme diversitet og ligestilling i faget. Arkitektforeningen vil kommunikere og understøtte dette på en række forskellige områder (se besvarelserne som forholder sig til anbefalingerne 2, 3, 7 og 8).

Diversitetens betydning, for det vi skaber som arkitekter

Dette spiller direkte ind i temaet for UIA’s verdenskongres den 2.- 6- juli 2023 i København – ”Leaving no one behind” med særligt henblik på forskningssporet ”Design for inclusivity”, som diversitet tapper godt ind i. [https://uia2023cph.org/science-track ]

2) Arkitektforeningen bør have en permanent arbejdsgruppe forankret i Arkitektforeningen – ideelt nedsat som et fast udvalg

Arkitektforeningen anbefaler at arbejdet med diversitet fortsætter i en ad hoc nedsat arbejdsgruppe frem mod UIA 2023. Derefter vil der være bedre grundlag for at vurdere, om der er basis for et mere permanent udvalg. Opgavens omfang og indhold defineres af arbejdsgruppen selv. Det kunne f.eks. udmønte sig i konkrete principper eller et manifest for diversitet i arkitekturen/faget, som kan præsenteres under verdenskongressen. Det kunne også være udvikling af en programskitse for en Gender & Diversity session under verdenskongressen.

For at etablere et fast diversitetsudvalg på linje med foreningens andre faste udvalg, skal bestyrelsen have et klart oplæg på, hvad gruppens opgave og mandat skal være, for at kunne vurdere det nærmere.

Det foreslås i øvrigt at arbejdsgruppen taler med de øvrige udvalg og opfordrer til, at de har fokus på diversitet i deres arbejde – og eller selv melder sig ind for at påvirke udvalgene indefra.

3) Arkitektforeningen bør tage initiativ til konkrete og forskelligartede undersøgelser sammen med branchens andre organisationer

Arkitektforeningen arbejder på at bære anbefalingen frem og løbende skubbe på for mere vidensindsamling i samarbejde med de øvrige organisationer og skolerne. Foreningen bidrager også gerne til de fælles undersøgelser, som man kan blive enige om på tværs, men har ikke ressourcerne til at være tovholder på undersøgelserne alene. En mulighed kunne også være at indgå et samarbejde med FBSA (Foreningen for Byggeriets Samfundsansvar), hvor der sættes særligt fokus på arkitektfaget.

4) Arkitektforeningen bør etablere tværgående nationale samarbejder

Samme svar som ovenfor (anbefaling 3)

5) Arkitektforeningen bør etablere nordisk samarbejde og orientere sig internationalt

Arkitektforeningen er i løbende kontakt med Sveriges Arkitekter, hvis formand har arbejdet med diversitetsdagsordenen i mange år og foreslår at arbejdsgruppen inviterer ham / Sveriges Arkitekter med til et møde, debat eller lignende. Dette kunne både være i forhold til erfaringsudveksling og et evt. samarbejde op mod verdenskongressen, hvor Finland og Norge også kan tages med.

Det er foreningens holdning, at det er vigtigt for udviklingen, også i forhold til det internationale samarbejde og udsyn, at initiativet og arbejdet er forankret hos medlemmerne. Initiativerne vil blive understøttet af sekretariatet.

6) Arkitektforeningen bør aktivt udvikle og afholde arrangementer, debatter, interviews m.m.

Sekretariatet vil fortsat kommunikere om arbejdsgruppens arbejde og gribe oplagte og aktuelle begivenheder som krog hertil. Som grundlag for kommunikationen, er det vigtigt, at arbejdsgruppen såvel som andre medlemmer byder ind med indhold og ideer.

7) Arkitektforeningen bør videreudvikle kommunikationsmaterialer

Arkitektforeningen vil bygge videre på den temaside om diversitet, der er oprettet på arkitektforeningen.dk blandt andet med anbefalingerne og hvordan vi vil arbejde videre med dem. Sitet vil løbende blive opdateret med nyheder, når der er en krog hertil og opdatering af egne diversitetstal, som offentliggøres i vores årsrapporter. Desuden vil vi linke til andre organisationernes relevante materialer, guides mv. fra Arkitektforeningens webside om diversitet.

8) Arkitektforeningen bør løbende sikre, at alle medlemmer kender til anbefalingerne

Arkitektforeningen vil kommunikere bredt til vores medlemmer om anbefalingerne – og i den løbende kommunikation med interessenter. Desuden vil der være behov for, at arbejdsgruppen bærer anbefalingerne frem gennem egne netværk, så vi sikrer, at de kommer så langt ud som muligt i faget.

9) Arkitektforeningen bør sikre at anbefalingerne opdateres løbende

Da anbefalingerne er og skal være medlemsforankrede vil ansvaret for de løbende opdateringer ligge hos arbejdsgruppen eller lignende forsamling.

10) Arkitektforeningen opfordres til at aktivere idékataloget, som opdateres løbende fra den permanente arbejdsgruppe m.fl.

Arkitektforeningen lægger op til at arbejdsgruppen udbygger og konkretiserer idekataloget, som en del af arbejdsgruppens fortsatte virke, før der kan tages stilling til de enkelte forslag, som de foreligger i første omgang.- Ifht forslaget om at få sociale problemstillinger med i fagbladet Arkitekten henvises til redaktionsudvalget.

Sussi Heimburger

+45 24 46 81 61

sh@arkitektforeningen.dk

Anbefalingerne er udarbejdet af:

Christine Bjerke, leder af arbejdsgruppen
Khadidja Monica Ouis
Martine Seedorff
Mette Johanne Hubschmann
Michael Asgaard Andersen
Randi Dürr Harpøth
Simen Sorthe
Sylvester Bajda

Filtrér: Arkitektforeningen

Nyhed

Se 12 mere +

Kalender

Se 12 mere +

Debat

Se 12 mere +

Kurser

Se 12 mere +

Job

Se 12 mere +

Andet

Se 12 mere +

Artikler

Se 12 mere +