Mange nyuddannede arkitekter savner et fagligt fællesskab. I Arkitektforeningens netværk for nyuddannede får du indblik i alle de mange forskellige måder, man kan være arkitekt på, du får et fortroligt rum, hvor du kan dele faglige udfordringer og muligheder – og måske du møder din kommende chef, kollega eller samarbejdspartner. Netværket tilbydes i både Aarhus og i København.
Er du nyuddannet arkitekt står du over en spændende, men også udfordrende tid, og der er mange ting at forholde sig til: Du skal opbygge en portfolio, finde dit første job, udvide dit netværk og profilere dig selv professionelt på LinkedIn og andre platforme. Og har du allerede fundet dig et arbejde, kan du have brug for hjælp til at knække de uskrevne koder på arbejdspladsen, løse en udfordrende opgave eller søge ny inspiration.
Derfor har Arkitektforeningen startet et faciliteret netværk, som er skræddersyet nyuddannede MAA’er og giver dig mulighed for at dele udfordringer og muligheder med andre i samme situation.
Netværket er et fortroligt rum, som hjælper dig med at finde fodfæste i faget, lære af andres erfaringer og dele ud af dine egne.
Helt konkret får du mulighed for at deltage i workshops, foredrag og sociale arrangementer, hvor du kan møde erfarne arkitekter og udvide dit netværk. Du vil også kunne drage fordel af vores karrierevejledning og rådgivning om portfolioopbygning, jobansøgninger og professionel profilering, så du kan blive bedre til at skabe synlighed om dig selv i faget. Udover muligheden for at skabe nye professionelle relationer og få inspiration og sparring, kan du også få indflydelse på, hvilke emner vi tager op i netværket.
Netværket er for dig, der er MAA’er, nyuddannet og kan se værdien i at dykke ned i forskellige måder at bruge sin faglighed på og få inspiration og sparring med andre i et fortroligt rum. Sammen kan I gøre jer fælles overvejelser, om hvordan I bedst sætter jeres faglighed i spil.
Netværket ledes af en projektleder i Arkitektforeningen med ansvar for møderne, så du kan koncentrere dig om indholdet og dialogen med de andre deltagere.
Vi tilbyder tre møder á to intensive timer i grupper á ca. 14 deltagere. Har I efterfølgende lyst til at fortsætte som et selvkørende netværk, har I mulighed for det.
Møderne afholdes i Aarhus på Dokk1 og i København i Åbenrå 34. Lige bag Nørreport Station.
Vi lægger løbende møderne op i vores kalender, men du kan allerede nu se lidt af indholdet og tilmelde dig på chg@arkitektforeningen.dk
København
11. september
2. oktober
23. oktober
Alle dage kl. 16-18.
Aarhus
20. september
11. oktober
1. november
Alle dage kl.16-18.
Første møde – Sæt ord på din faglighed
På dette første netværksmøde lægger vi fra land med at lære hinanden at kende og præsentere de udfordringer, som presser sig på. Vi vil også diskutere, hvad ligger der i begrebet faglighed, tale om ombygning af et personligt/fagligt netværk, Arkitektforeningens tilbud til nyuddannede, din LinkedIn-profil og dine forventninger til netværket.
Andet møde – Et arbejdsliv som tegnestuearkitekt
Andet netværksmøde sætter fokus på arbejdslivet på en tegnestue og overvejelser om, om man skal vælge at gå efter et job på en lille eller en stor tegnestue eller måske starte for sig selv.
Vi taler om, hvad faget forventer, om opgaver, ansvar og kollegaskab, om samarbejdspartnere og mødet mellem arkitektfagligheden og relaterede fagligheder.
Tredje møde – Arkitektfagligheden i forskellige roller
På tredje og sidste netværksmøde beslutter deltagerne selv indholdet for mødet.