Østerport II – igen igen

Billederne taler for sig selv.
Nu giver det hele mening!

Mange undrede sig over de røde glasafskærmninger, som sidste sommer dukkede op på facaden af kontorbyggeriet Østerport II, og massive kritiske stemmer reagerede meget kraftigt herimod.

Byggeriet, med eller uden uforklarligt påhæftet glas, kaldte i forvejen hele vejen rundt på meget, meget stærke negative reaktioner.

Ikke alene landede den uforklarligt grove udformning midt i et arkitektonisk følsomt og fornemt område af København, men den samtidige renovation af den fredede stationsbygning blev over-tromlet ufølsomt flad.

Jeg behøver vel ikke igen opremse de nærmeste naboer: Nyboder, Den Frie Udstillingsbygning, Den svenske kirke, Glacisbygningen, Østerport stationsbygning, Kastellet, Esplanaden, Hotel Østerport, Østre Anlæg.
Listen taler for sig selv.

Nybygningens skræmmende brutale ankomst midt i de historiske og vidunderlige omgivelser tegnede allerede fra starten et voldsomt omrids af fuldbyrdet voldtægt.
Og så kom det røde glas! Meningsløst som dekoration og uforståeligt som funktion.

Men glasset forsvandt igen i sommeren 2019.

Direktøren for det ansvarlige arkitektfirma KHR, Lars Kragh, forklarede i et interview med TV Lorry 13. august, at det var sket som følge af tekniske justeringer fra leverandørens side. Adspurgt, hvad der var galt, svarede den ansvarlige arkitekt/direktør: “Det ved jeg ikke!”.
Godt svar!

Alt det kan man repetere på nettet.
Det kalder i al sin patetiske afmagt ikke på yderligere kommentarer!

Det var altså ikke den massive kritik, der fik arkitekterne til at afblæse en funktion??
Den ikke mere så hvide facade, allerede nu strimet af forurenet regnvand og bilernes ætsende udstødning, blev ladt tilbage uden den formentlig påkrævede solafskærmning.
Hvordan skal det dog gå for eventuelle blændede lejere?

Og så kom nu, vel i anledning af julen, som en slags forklarende åbenbaring, det svar, som dette foto så fint viser.

Facaden er nu opstået som reklameplads, hvor de første beboere fintfølende har klasket deres markskrigeriske navnetræk op.

Trafikskole, og Fitness World er forløberne. Men både Spejdersport og Irma, stationsbygningens Joe and the Juice, 7-Eleven, Espresso House osv. følger formentlig trop?

Det bliver flot og alt for synligt og minder om Industriens kaotiske namedropping på facaden på Rådhuspladsen:
Se bare: Vi er her alle sammen!

(Jeg kan godt gætte mig til, at der formentlig er tale om midlertidig vejvisning ind til beboere, der måske drukner i byggeplads. MEN det illustrerer alligevel, så længe denne facadeløsning så varer, en foruroligende mangel på omhu, æstetisk konsekvens og detaljeret planlægning).

Hele fremtoningen samler sig nu til noget, der ligner en krakket suburban amerikansk fallit af et lurvet indkøbscenter fra 1952.
Slidt og beskidt allerede før indvielsen og uden den kvalitet i sprog og udformning, der kunne lade bygning og funktioner tage del i den kvalificerede diskussion med omgivelserne.

Her er det ikke de fine fornemmelser, der regerer, hverken i forholdet til placering eller fremtoning.

Gennem 25 års samarbejde med Norman Fosters tegnestue har jeg lært, at det virkelige mesterskab (og den største udfordring) viser sig dér, hvor en ny tilbygning møder en eksisterende.
Den store udfordring er: Hvordan artikuleres dette ‘møde’?

Drej her ned mod den svenske kirke af Folke Bernadottes Alle og se det altafslørende klumpedumpe-formulerede sammenstød mellem overbygningens Swinoujsciefærge-agtige elementer og hældninger og den eksisterende murstensbygnings gumpetunge sokkel-banalitet.
Så ubegavet kan det gøres!