Klik for at kopiere
https://arkitektforeningen.cwstg.e-typ.es/job/arkitekt-eller-bygningskonstruktoer/
Rønnow Arkitekter søger erfaren arkitekt eller bygningskonstruktør til byggeledelse og projektering.
Er du en erfaren arkitekt eller bygningskonstruktør, som kan varetage byggeledelse og projektering inden for et bredt felt af opgaver? Så er det måske dig vi søger til en spændende og alsidig stilling.
Rønnow Arkitekter er i fortsat vækst og oplever øget tilgang af spændende opgaver inden for alle vores virkefelter lige fra restaurering til nybyggeri. Vi har derfor behov for forstærkninger til vores team af fagligt dygtige og engagerede medarbejdere og søger lige nu en erfaren arkitekt eller bygningskonstruktør til vores tegnestue i hjertet af København.
Det er en afgørende forudsætning, at du har solid erfaring med byggeledelse – ideelt set gerne fra både nybyggeri og istandsættelse af eksisterende bygninger i drift. Derudover har du en baggrund som projekterende arkitekt eller bygningskonstruktør og trives med en afvekslende hverdag, hvor tyngden i perioder vil ligge på byggeledelse og i andre perioder på projektering.
Vi forventer, at du har interesse og flair for det enkelte projekts detaljer og bygbarhed samt erfaring med projektgranskning og kvalitetssikring, udarbejdelse af tidsplaner, udbud og kontrahering, projektøkonomistyring og afholdelse af byggemøder. Du varetager effektivt og konstruktivt det løbende samarbejde og koordineringen med bygherre, brugere, eksterne rådgivere, entreprenører og øvrige interessenter i et byggesagsforløb. Derudover har du erfaring med myndighedskontakt, fagtilsyn, sikkerhed og sundhed i udførelsesfasen samt aflevering og 1-års eftersyn.
Du er en erfaren bruger af MS Office, og har du erfaring med Autocad eller BIM og 3D-projektering i Revit er det en fordel. Du er fortrolig med god projekteringspraksis og har solid erfaring med Molio/bips beskrivelsessystem.
I forhold til personlige kompetencer søger vi en kollega med et godt overblik, der kan håndtere flere projekter og forskellige typer opgaver samtidigt. Du arbejder struktureret og engageret, er grundig, handlingsorienteret og tager gerne ansvar. Du yder god service overfor vores bygherrer, har gode kommunikationsevner, er velformuleret i både skrift og tale, og så har du indgående kendskab til det danske bygningsreglement, ydelsesbeskrivelserne og øvrigt teknisk fælleseje. Derudover har du gennemslagskraft og formår at gøre både vores bygherrer og samarbejdspartnere trygge ved dit samarbejde.
Da flere af vores opgaver ligger uden for hovedstaden, er det en forudsætning, at du har kørekort og eventuelt gerne egen bil.
Vi tilbyder en spændende stilling i en ambitiøs men uhøjtidelig tegnestue med høj faglighed. Vi arbejder i skiftende teams af fagligt engagerede kollegaer, hvor der er mulighed for at opnå stor indflydelse på egne arbejdsopgaver og gode muligheder for faglig udvikling. Vi prioriterer et godt og kreativt arbejdsmiljø præget af arbejdsglæde, vidensdeling og fællesskab – og har en flad struktur med en uformel omgangstone.
Tegnestuen løser en bred vifte af projekter og opgavetyper med meget varieret kompleksitet. Vi arbejder bevidst med bæredygtige løsninger på tværs af bygningsarv og nybyggeri i vores tilgang til æstetik og funktion.
Er du interesseret i at blive en del at vores team bedes du sende en mail mærket ”Byggeledelse og projektering” med din motiverede ansøgning og CV til job@ra.dk
Vi afholder samtaler løbende og tiltrædelse sker efter nærmere aftale.
Har du spørgsmål vedrørende stillingen, er du velkommen til at kontakte arkitekt MAA og partner Mette Prip Bonné på mpb@ra.dk eller direkte telefon 41 74 00 74 eller adm. direktør Martin Bloch på mbl@ra.dk eller direkte telefon 24 81 71 24.
Rønnow Arkitekter planlægger og udfører vedligehold, istandsættelse og nybyggeri i høj kvalitet – ofte i særligt værdifulde kultur- og læringsmiljøer – og som en af landets førende rådgivere inden for restaurering og transformation udvikler og fremtidssikrer vi en lang række kulturhistoriske og arkitektonisk betydningsfulde bygninger.
Gennem den brede opgavevariation stræber vi efter at skabe arkitektur, der giver langtidsholdbar merværdi, hvor nyt harmonerer med det eksisterende, og hvor kvaliteten kan aflæses i både det æstetiske og funktionelle resultat.