Klik for at kopiere
https://arkitektforeningen.cwstg.e-typ.es/job/byplanlaegger-til-lokalplaner-i-hilleroed/
Har du lyst til at være en del af et stærkt fagligt miljø i en kommune i rivende udvikling? Så se her! Vi søger en byplanlægger med kompetencer inden for lokalplanlægning og miljøvurdering.
Virksomhed:
Hillerød Kommune
Arbejdssted:
Trollesmindealle 27, 3400 Hillerød
Ansøgningsfrist:
30/08/2021
Kommunen er præget af stærk vækst med nye boligområder og erhvervsvirksomheder. Den nye bydel Favrholm skal udvikles over det kommende årti med både erhvervs-, center- og boligområder omkring Nyt Hospital Nordsjælland og en ny Favrholm Station. Byrådets vision er at Hillerød Kommune skal være en attraktiv kommune midt i det grønne, med boliger og erhverv, som skiller sig positivt ud i forhold til bæredygtighed og arkitektur. Byrådet ønsker at udvikle bylivet i ”mødestaden” gennem et aktivt handelsliv, flere boliger og kulturelle tiltag i bymidten. I byplanlægningen skal du medvirke til at realisere visionen.
Dine opgaver bliver at skabe kvalitet og bæredygtighed i byudviklingen gennem lokalplanlægning, kommuneplanlægning og miljøvurderinger af planer og projekter. Du skal kunne tilrettelægge inkluderende processer og deltage i aktive samarbejder med bygherrer og andre interessenter.
Du er byplanlægger og har en faglig baggrund som arkitekt, geograf, sociolog eller lignende. Vi ønsker at du har teoretisk og praktisk erfaring med fysisk planlægning og miljøvurdering af planer og projekter. Gode kompetencer inden for planjura er nødvendige, og kendskab til GIS og digitale lokalplaner er en fordel.
Vi lægger vægt på at du som planlægger kan medvirke til at inspirere bygherrer, politikere og kolleger med kreative idéer til design og udformning af lokalplaner. Desuden skal du have flair for de samskabende processer med borgere og interessenter.
Vi løser vores opgaver gennem tværfagligt samarbejde i By og Miljø – og med rådhusets øvrige afdelinger. Du skal kunne styre processen sikkert igennem fra idé til endelig plan, i dialog med borgere og interessenter. Derfor er det nødvendigt at du har kendskab til projektledelse og erfaring med projektarbejde, og at du som person er åben og imødekommende. Samtidig skal du også kunne arbejde selvstændigt og styre din egen opgaveløsning. Det vil være en fordel, hvis du har erfaring med at arbejde i en politisk ledet organisation.
Du bliver en del af det faglige miljø i sektion Byudvikling, som består af 15 dygtige kolleger, der har forskellige uddannelser. Sektionen er placeret i afdelingen By og Miljø, og du vil referere til sektionsleder Hans Brigsted.
Vi holder til på et moderne rådhus, hvor videndeling og samarbejde på tværs er i fokus. Et godt arbejdsmiljø er vigtigt for os, så alle bidrager til – og er en del af – fællesskabet.
Ansættelse sker efter gældende overenskomst og lønnen aftales med den forhandlingsberettigede organisation. Stillingen ønskes besat senest 1. november 2021.
Du kan læse mere om Hillerød Kommune på kommunens hjemmeside.
Har du spørgsmål om stillingen, er du velkommen til at kontakte sektionsleder Hans Brigsted på telefon 72 32 21 30.
Vi skal have din ansøgning senest 30. august 2021, kl. 9.00. Indsend din ansøgning med relevante bilag via link her på siden.
Vi holder ansættelsessamtaler 7. og 15. september.
Hillerød Kommune er en dynamisk og udviklingsorienteret kommune centralt placeret i det skønne Nordsjælland. Vi er en stor arbejdsplads med mere end 5.000 ansatte, og vi servicerer ca. 50.000 borgere. Vi opfordrer alle kvalificerede ansøgere uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen. I Hillerød Kommune har vi røgfri arbejdstid fra 1. januar 2021.