Klik for at kopiere
https://arkitektforeningen.cwstg.e-typ.es/job/fondsraadgiver-med-indsigt-i-byggeri/
Virksomhed:
A.P. Møller
Arbejdssted:
Esplanaden 50, 1263 København K
Ansøgningsfrist:
19/01/2026
A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal søger en dygtig og erfaren kollega med indsigt i særligt byggeri og som kan indgå i teamet med at behandle samt kvalificere ansøgninger og idéoplæg.
Vi ønsker at styrke vores team med yderligere en kollega med dyb indsigt i processer og opgaver som er relateret til byggeri og anlæg. Du skal gerne have en flydende ”pen”, så du kan lave oplæg til indstillinger til bestyrelsen forud for bevilling af nye sager. Du vil tillige få til opgave at sikre, at allerede meddelte bevillinger kommer godt i mål i forhold til tidsplan, økonomi og kvalitet.
Fonden er drevet på baggrund af stærke værdier og på et fundament med en tydelig ”stifters vilje”. Vi har respekt for vores historie, og sætter ordentlighed samt kvalitetsbevidsthed højt.
Fonden støtter aktiviteter i hele Danmark, Norden og Sydslesvig. Vi er først og fremmest en ansøgningsdrevet Fond, men arbejder også med at kvalificere ansøgningerne gennem dialog. Enkelte gange tager Fonden selv initiativ.
A.P. Møller Fondene favner mange forskellige typer af sager og bevillinger – fra Operaparken i Københavns Havn, Zero Carbon Fonden, nye boformer til socialt udsatte, til et nyt formidlingscenter om natur og kultur på Rømø. Fonden støtter tillige mange mindre projekter initieret af det danske samfunds ildsjæle. Der er således en del mindre projekter, herunder byggeri, spredt ud over hele Danmark.
Vi er godt 20 kolleger, som arbejder i fleksible og uformelle teams alt efter bevillingens karakter. Vores nye fondsrådgiver skal, i tæt samarbejde med direktøren og de øvrige kolleger, kunne sagsbehandle ansøgninger og bidrage til at kvalificere og vinkle nye aktiviteter.
Vores nye kollega forstår og værdsætter A.P. Møller Fondenes værdier, og har en solid indsigt i og erfaring med byggeri i forhold til projektledelse, økonomistyring og forhandling. Du kan være arkitekt eller have en samfundsvidenskabelig eller teknisk baggrund.
Det er således vigtigere, at du kender til de faglige opgaver, der er nævnt, end til livet i en fond. Men du skal have mod på at lære og trives med en bredde i opgaveporteføljen samt ikke mindst, at mange flere opgaver løses fra kontoret end på en byggeplads eller tegnestue.
Du vil indgå i et mindre team af byggefaglige kolleger med faglig reference til direktøren og daglig personalemæssig reference til sekretariatschefen.
Vi foretrækker en kortfattet ansøgning, da vi i den første screening lægger størst vægt på dit CV. Har du søgt os tidligere, er du velkommen til at søge os igen. Ansøgningen modtages kun digitalt. Løn og ansættelsesforhold efter aftale.
Direktør Mads Lebech, mads.lebech@apmollerfonde.dk eller sekretariatschef Thomas Wohlert, thomas.wohlert@apmollerfonde.dk.