Leder af bygningsafdeling

Nyoprettet stilling som leder af bygningsafdelingen

.

Virksomhed:

Halsnæs Kommune

Arbejdssted:

Frederiksværk

Ansøgningsfrist:

12/01/2020 23:59

Nyoprettet stilling som leder af bygningsafdelingen

Har du lyst til at stå i spidsen for Halsnæs Kommunes byggerier, herunder byggeriet af Frederiksværk Ny Skole? Er du samtidig en engageret leder, der kan styre projektporteføljen i mål til tiden og indenfor budget? Så har vi dit nye job med indgangen til 2020.

Vi søger en leder af Bygningsafdelingen i Område for Ejendomme, hvor vi bl.a. skal sikre, at kommunens mange ejendomme fortsat kan leve op til de funktioner, de skal rumme.

Afdelingen udvider netop nu med flere opgaver og kompetencer – og denne stilling er derfor en af fire nye stillinger i afdelingen, der besættes samtidig.

Din hovedopgave bliver at sikre, at vores mange små og store byggeprojekter kører sikkert i mål.

Det er et stort og komplekst opgaveområde med mange interessenter og stort politisk fokus. Du vil få ansvaret for økonomi og tid på alle opgaverne i porteføljen – foruden selvfølgelig at sikre byggeri af høj kvalitet til gavn for brugerne. Derudover er vi ved at lancere vores nye ejendomsstrategi og driftsplaner for at sikre bedre styring af vores ejendomsportefølje. En opgave, som du også naturligt kommer til at bidrage til i tæt sparring med ejendomschefen.



Dine Kvalifikationer

  • Du er formentlig arkitekt eller ingeniør af baggrund – og har en solid erfaring med store byggeprojekter fra rådgiverbranchen eller offentlige bygherrer
  • Du mestrer professionel ledelse af byggeri og kan byggeriet spilleregler til fingerspidserne
  • Du har formentlig også dokumenteret personaleledelseserfaring – og som minimum et fagligt ledelsesansvar på dit CV sammen med et åbenlyst ledertalent
  • Du kan styre og har dokumenteret erfaring med styring af store byggeprojekter fra ide til ibrugtagning
  • Gode samarbejdsevner – og ideelt set erfaring fra en politisk organisation
  • Du har enestående kommunikationsevner i såvel tale som skrift
  • Løsningsorienteret, struktureret og har overblik – og udstråler ro og stabilitet selv på de mest hektiske dage
  • Rationel, udholdende og lader dig ikke skræmme af udfordringer
  • Har både empati og gennemslagskraft, som gør dig i stand til at agere på forskellige niveauer
  • Og så har du humor, da det også skal være sjovt at gå på arbejde

Om afdelingen og opgaven

Vi er en meget tværfaglig afdeling, som samlet tager sig af opgaver som bl.a. ombygning, renovering, drift og vedligehold, nybyggeri, beredskabsplaner, brand- og tyverisikring, spacemanagement og teknisk service.

Ejendommene huser bl.a. børnehaver, vuggestuer, skoler, biblioteker, kultur, plejehjem, idrætsfaciliteter, foreninger og flygtningeboliger.

Du skal lede en afdeling med tre erfarne og velfungerende teams: Projekt & Bygherre, Drift & Teknik samt et team med ansvar for teknisk service. Du vil få personaleledelse af 13 medarbejdere.

Projekt- & Bygherreteamet består af seks medarbejdere med ingeniør-, arkitekt- eller konstruktørbaggrund, mens Drift- & Teknikteamet består af fire medarbejdere med ingeniør-, maskinmester- eller konstruktørbaggrund. Teknisk Service består af tre medarbejdere med hovedsageligt håndværkerbaggrund.

Afdelingen er forholdsvis ny, og vi udvikler os løbende, så du får mulighed for både faglig og personlig udvikling. Vi arbejder bl.a. med en professionalisering af projektledelsen og styringen, hvor du bliver en vigtig medspiller i den udvikling.

Ejendomsporteføljen består af godt 180.000 kvm fordelt på 123 ejendomme. Vi har mange skønne bygninger fx koncertstedet Gjethuset, der tidligere har været kanonstøberi, en række historiske bygninger bl.a. i krudtværksområdet i Frederiksværk og Knud Rasmussens Hus i Hundested, samt en flot fredet bygning, Palæet, der ligger mellem kirken og Gjethuset i Frederiksværk.

Pt. er vi i gang med at bygge en helt ny skole og har for nyligt ombygget en tidligere brandstation til et fantastisk Unge- og KulturCenter.

Om Kommunen

Kommunen består af ca. 32.000 indbyggere mest koncentreret om Frederiksværk og Hundested. Derudover har vi store sommerhusområder, rige muligheder for friluftliv og naturoplevelser fx ved de lange kyststrækninger eller rundt om Arresø. En del af Nationalparken, Kongernes Nordsjælland, ligger i Halsnæs Kommune.

Er du til vandsport, har kommunen et vandsportssted af international klasse.
Frisk luft, ingen kø til arbejde og ingen problemer med parkeringspladser. Kommer du fra København eller Nordsjælland er der velfungerende offentlig transport via Hillerød.

Løn og ansættelsesvilkår

Sker efter gældende overenskomst samt efter principperne om Ny Løn.
 Forventet start 1 marts 2020.

Kontakt

Hvis du har spørgsmål, kan du kontakte Ejendomschef Jacob Klit-Hansen på telefon 91171982

Ansøgningsfrist: søndag den 12. januar 2020.

Der afholdes samtaler d. 14. og 15. januar.

Der forventes at indgå test i ansættelsesprocessen.

Arbejdsstedet er på Rådhuset, Rådhuspladsen 1 i Frederiksværk.





Om Halsnæs Kommune

Halsnæs er ikke som alle andre. Halsnæs byder på rå, nærværende og autentiske oplevelser i Kongernes Nordsjælland, der giver enestående muligheder for at udfolde sig. Halsnæs er ikke for fint, og det føles ægte. I Halsnæs byder vi folk indenfor i en afslappet stemning, hvor alle kan deltage og være sig selv.

Halsnæs Kommune er en moderne og rummelig arbejdsplads i stadig forandring. Vi er en røgfri arbejdsplads fra 1. august 2020. Læs mere om Halsnæs Kommune på www.halsnaes.dk eller på vores LinkedIn-profil. Vi opfordrer alle kvalificerede ansøgere uanset alder, køn, handicap, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.

Filtrér: Arkitektforeningen

Nyhed

Se 12 mere +

Kalender

Se 12 mere +

Debat

Se 12 mere +

Kurser

Se 12 mere +

Job

Se 12 mere +

Andet

Se 12 mere +

Artikler

Se 12 mere +