Klik for at kopiere
https://arkitektforeningen.cwstg.e-typ.es/job/politisk-raadgiver/
Arkitektforeningen søger politisk rådgiver til bæredygtigt byggeri. Brænder du for den grønne omstilling af vores samfund og for at drive politisk interessevaretagelse for at gøre byggeriet mere bæredygtigt? Besidder du samtidig en bred værktøjskasse til at skabe politisk gennemslagskraft? Så har vi brug for dig!
Virksomhed:
Arkitektforeningen
Arbejdssted:
Åbenrå 34, 1124 København K
Ansøgningsfrist:
16/06/2025 12:00
Som arkitekternes stands- og interesseorganisation i Danmark kæmper Arkitektforeningen for at gøre vores byer og byggerier grønnere og mere bæredygtige. Byggeriet står for ca. 30 % af de samlede CO2-udledninger og 35% af alt affald. De tal lægger vi os i selen for at reducere sammen med resten af byggebranchen. Samtidig kæmper vi for, at bygninger og byudvikling skaber de bedst mulige rammer for mennesker, og at vi bygger og renoverer i god kvalitet.
Vi arbejder konkret med, hvordan vi sænker byggeriets energi- og klimabelastning, bruger færre ressourcer, genbruger mere og bruger flere biogene materialer. Vi arbejder også for at skabe levedygtige byer og for mere visionær planlægning. Endelig arbejder vi for at udvikle attraktive landsbyer, klogere arealanvendelse og for at transformere og renovere vores bygninger langt mere.
Vi har udsigt til et travlt og spændende efterår, hvor vi kommer til at arbejde indgående med en ny national arkitekturpolitik, revision af bygningsreglementet, udvikling af ”fingerplanen” for hovedstadsområdet, håndtering af vand og klimasikring, grøn trepart, øget cirkularitet i byggeriet, det kommende kommunalvalg og meget mere.
For at styrke foreningens politiske gennemslagskraft og synlighed søger vi en engageret og alsidig politisk rådgiver, som vil arbejde med alle aspekter af politisk interessevaretagelse, pressearbejde og kommunikation.
Du vil indgå i vores afdeling for politik og kommunikation, som består af 8 personer og ledes af foreningens politiske direktør, som du vil referere til og arbejde tæt sammen med. Du vil du få en nøglerolle i at varetage vores medlemmers interesser bedst muligt og vil få selvstændigt ansvar for at drive og projektlede indsatser i samarbejde med kollegaer fra hele sekretariatet.
Dine arbejdsopgaver vil bl.a. være at formulere og eksekvere strategier, skrive policy-notater, lave analyser, facilitere møder med medlemmer og samarbejdspartnere og rådgive sekretariatets medarbejdere og politisk valgte om interessevaretagelse. Du vil skrive udkast til debatindlæg, foretage research, udarbejde koncepter for konferencer, folkemøde-events og meget mere.
Send os snarest dit CV og en motivation til job@arkitektforeningen.dk mrk. ”Politisk rådgiver”.
Vi holder løbende samtaler. Ultimativ deadline: Tirsdag den 16. juni kl. 12.00.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte politisk direktør Tobias Zacho Larsen på 2557 2104.
Læs mere om os på arkitektforeningen.dk.