Klik for at kopiere
https://arkitektforeningen.cwstg.e-typ.es/job/teknisk-projektleder/
Teknisk projektleder til Molios digitale værktøjer.
Vil du være med til at løfte bygge- og anlægsbranchens produktivitet og kvalitet? Og har du lyst til at bidrage med faglighed i udviklingsprojekter, der skal skabe grundlaget for, at byggeprojekter gennemføres effektivt og med et optimalt resultat? Så er jobbet som Teknisk projektleder hos Molio måske noget for dig?
I Molio – Byggeriets Videnscenter udvikler vi digitale værktøjer, der sikrer sammenhæng mellem alle byggeriets faser og aktører. Molios digitale værktøjer har gennem mange år været bredt anvendt i branchen hvad enten det omhandler Beskrivelsesværktøj, Prisdata, Byggedata eller IKT-værktøjer.
Molio søger en faglig dygtig medarbejder, der kan bistå og drive udviklingsprojekter på tværs af de digitale værktøjer. Udviklingsarbejdet er blandt andet i samarbejde med Molios produktchefer og mange eksterne kompetente og faglige profiler fra byggeriets mange virksomheder.
I den første periode bliver fokus for den faglige projektleder at bistå Molios arbejde med at færdiggøre, lancere og implementere en ny version af beskrivelsesværktøjet, kaldet Beskrivelsesværktøj 2.0. Der er tale om lancering af et stort projekt, hvor branchens beskrivelsesværktøj bliver tilpasset nye samarbejdsformer, øget digitalisering, funktionskrav og i det hele taget udvikles til at matche branchens behov i beskrivelsesarbejdet.
Den ideelle profil er en erfaren og selvkørende projektleder med byggefaglig indsigt i projekteringsarbejde og samarbejdet på tværs af rådgivere og øvrige aktører i byggeriet. Samtidig skal kandidaten have et stærkt drive i gennemførslen af udviklingsprojekter.
Derudover er det en fordel, hvis du har en god viden om de softwarepakker, der anvendes i byggeriet, og besidder et godt byggefagligt netværk.
Jobbet kommer i høj grad til at omfatte projektledelse af nye udviklingsprojekter hos Molio. Det kræver overblik, struktur, formidlingsevner, engagement og ikke mindst gode samarbejdsevner.
Som faglig projektleder består dine primære opgaver desuden i at bidrage med faglige input og kvalitetssikring af det løbende udviklingsarbejde, som udføres både internt af kollegaer og dels via eksterne leverancer fra fagredaktører og konsulenter, som Molio benytter sig af.
Du får en bred kontaktflade både udadtil og internt i Molio, hvor du får mulighed for at trække på vores interne kompetencer inden for bl.a. IKT- og byggefaglighed, kommunikation, markedsføring, salg og kurser. Du refererer til produktchef Kim Streuli.
Vi glæder os til at modtage din motiverede ansøgning og dit CV senest den 30. juni 2021. Du skal sende din ansøgning og CV til udviklingschef i Molio, Bjarke Fjeldsted, på bf@molio.dk. Alle henvendelser behandles fortroligt. Tiltrædelse er hurtigst muligt, eller gerne 15. august.
Hvis du vil vide mere om jobbet, er du velkommen til at kontakte udviklingschef Bjarke Fjeldsted på mail bf@molio.dk eller telefon 2128 7277.
Molio er det samlende videnscenter for den danske bygge- og anlægsbranche. Det er branchens fælles og uafhængige sted for udvikling og etablering af fælles værktøjer, standarder og viden. Visionen er at bidrage væsentligt til udvikling og digitalisering af byggeri, anlæg og drift til gavn for branchen og samfundet.
Molio er en erhvervsdrivende fond, og drives kommercielt. Molios produkter og services udvikles og leveres på markedsmæssige vilkår, mens driftsoverskud anvendes til videreudvikling og not for profit aktiviteter.
I Molio er du omgivet af dygtige kollegaer. Vi har dyb respekt for viden, og vi tror på, at et højt fagligt niveau er helt afgørende for at nå vores mål. Derfor støtter vi dine muligheder for hele tiden at blive dygtigere og udvikle dig.