Fra sikkerhed til sameksistens

Kriser kaster et skarpt lys på alt og alle. Individer og deres relationer, samfund, stater og alle deres rum fremstår pludselig med andre skygger og farver, end vi er vant til at se dem i. Set i det aktuelle lys fra pandemien præsenterer vores lille gennemregulerede land sig tilsyneladende fra sin bedste side: en stærk stat, der på baggrund af faglig viden evner at beskytte sine borgere, og et demokrati, der sikrer, at der er retfærdighed i de politiske beslutninger. Vi accepterer alle undtagelsestilstandens regler, fordi vi tror på, at de giver os sikkerhed og dermed baggrund for tryghed og tillid. Vi inddæmmer, vi bremser, vi bekæmper. Sikring, sikkerhed, tryghed.

Imens bliver atmosfæren stadig varmere, vandet stiger videre. Vi hælder mere beton i vandkanten, borer flere og større kloakker ned i undergrunden. Inddæmmer, bremser, bekæmper. Sikring, sikkerhed, tryghed.

Måske vil afstandsregler og desinficeringer holde virussen i ave og inddæmme smitten. Måske kommer der en vaccine. Men helt sikkert er det, at der vil opstå en ny virus et andet sted, der vil sprede sig på andre måder, og som vil have et andet sygdomsbillede. Måske får den globale opvarmning en ganske lille pause, men dens uhyggelige dynamikker kværner stadig videre. Vi ved ikke, hvornår Corona stopper sin hærgen, vi ved ikke, hvornår den næste pandemi rammer, og vi ved ikke, hvor højt vandet vil stige.

Hvad ville der ske, hvis vi flyttede vores fokus og vores indsatser fra ‘sikring’ og ‘sikkerhed’ til ‘sameksistens’ og ‘balance’? Ville vi kunne finde den tryghed, som er en forudsætning for vores individuelle og samfundsmæssige trivsel i et paradigme, der ikke bekæmper, men derimod anerkender usikkerhederne, og som søger at indrette livsformerne herefter? Kan vi forestille os planlægning, arkitektur og design, der er optaget af sameksistens snarere end af ganske usikre og ofte ikke særligt bæredygtige udtryk for sikkerhed?

Særligt landskabsarkitekterne viser os i disse år, hvordan vi ved at sætte os grundigt ind i ‘vandskabernes’ morfologi kan skabe muligheder for sameksistens med de vilde vande på mange forskellige måder. Ved at respektere vandstrømmenes løb og arbejde i overensstemmelse med dem i stedet for at ignorere dem eller simpelthen bygge på tværs af dem, kan vi undgå mange dyre og i længden uholdbare betonløsninger over og under jorden. Det er også et mere bæredygtigt grundlag for at arbejde med de oplevelsesmæssige kvaliteter i både land og vand, der på lang sigt giver værdi. Og måske også en mere velfungerende oplevelse af tryghed?

Nu er en pandemi ganske vist ikke det samme som global opvarmning, og vira er ikke det samme som vand. Men det spørgsmål, der rejser sig i dette perspektiv, er, hvilke former for fysisk planlægning og arkitektur, der vil kunne danne rammer om og understøtte en form for sameksistens med de dødelige, smitsomme vira, som vi ser nu, og som også i fremtiden vil hjemsøge os? Kan arkitektur og planlægning hjælpe os nu og forberede os bedre næste gang, så vi ikke igen bliver tvunget til at lukke store dele af samfundet ned? Hvor ville en sådan indstilling lede os hen i vores måde at forstå og udvikle vores rum, vores bygninger, byer og landskaber? Og kunne der, i lighed med de store oplevelsesmæssige potentialer, der er i at tænke med vandets veje i stedet for mod dem, være tilsvarende kvaliteter i at forestille sig rum og steder, hvor vi kan være sammen, arbejde, studere og leve vores liv under en epidemi uden at bidrage til spredningen.

Spørgsmålene kan besvares mange steder fra og på mange måder, men arkitekter har i den grad noget at byde ind med også her!