Interview med Morten Dahlin: Nu bliver det nemmere at puste liv i landdistrikternes tomme bygninger

“Det er præcis den slags projekter, vi har brug for flere af til at udvikle og skabe liv i vores landsbyer.”

Ordene kommer fra Morten Dahlin, minister for byer og landdistrikter. Han bladrer i idékataloget ’Det er dejligt på landet’, som Arkitektforeningen har taget med under armen, og er faldet over ’Vandvindingen’ – én af i alt 17 idéer til, hvordan landdistrikternes overflødiggjorte bygninger kan få nyt liv. Projektet er et konkret bud på nyindretning af en firlænget gård i Albæk ved Randers til blandt andet bofællesskab, erhverv, værksteder og sociale faciliteter.

Regeringen har netop præsenteret en ny planlovsaftale, der skal revitalisere landdistrikterne i Danmark. Kort efter pressemødet, hvor Morten Dahlin, sammen med forligspartierne, løftede sløret for de nye tiltag, er Arkitektforeningen inviteret med indenfor i ministeriet for at høre nærmere om de konkrete tiltag. Og vi er særligt interesserede i at høre, hvad aftalen kommer til at betyde for bygningsmassen på landet.

Med planlovsrevisionen lægger I vægt på, at det skal være nemmere at omdanne tomme bygninger på landet til nye funktioner. Hvilke potentialer ser I?

”Jeg ser et enormt potentiale her. Over de sidste 50 år har landdistrikterne gennemgået en markant strukturforandring. Vi opdyrker mere jord end nogensinde før, men landbrugsdriften er samlet på færre hænder, og det har efterladt mange bygninger tomme. I dag står vi, lidt groft sagt, ofte over for to valg: Enten at rive bygningerne ned eller at lade dem forfalde.

Med planlovsrevisionen gør vi det lettere at omdanne bygninger i landdistrikterne, især dem i kystnære områder, til boliger, erhverv og turismevirksomhed. I stedet for at skulle have en landzonetilladelse, når en overflødiggjort bygning i kystnærhedszonen skal have en ny funktion, siger vi nu som udgangspunktet ja uden at skulle give en tilladelse. Vi vil også gerne åbne mulighed for større ombygninger end i dag. Det gør vi, fordi vi tror på potentialet, og fordi jeg selv er blevet mødt med ønsker fra landmænd, iværksættere og lokale ildsjæle, som gerne vil bruge deres eksisterende bygningsmasse på nye måder, men i dag får at vide, at det kan de ikke. Jeg tror på, at ændringerne vil understøtte hele udviklingen af vores landdistrikter og sikre værdifuld kulturarv for eftertiden. Og derudover har det stor betydning for klima og miljø, hvis vi lykkes med at genanvende landdistrikternes bygninger frem for at rive dem ned for at bygge nyt et andet sted.”

Teksten fortsætter længere nede.

Er du stødt på eksempler, hvor de nuværende regler spænder ben for, at en bygning kan få en ny funktion?

“Jeg kan give et eksempel på et initiativ, som vi gerne vil have flere af i landdistrikterne. Jeg har besøgt en tidligere minkavler ved Roskilde Fjord. Han overtog sin fars gamle svinefarm, og omdannede den til et pelseri. Nu er der ikke flere mink, og han vil gerne bruge bygningen til bed&breakfast. Det kan han også få lov til – kommunen har givet tilladelse til otte ferielejligheder, men har stillet krav om mindre vinduer, end han ønskede sig for at tilpasse bygningens karakter til resten af ejendommen.”

Du nævner muligheden for at omdanne bygninger i kystnærhedszonen. Hvad ligger der i det?

“Hvis der sidder nogen og tænker, vi nu giver lods for, at man kan bygge helt nede ved stranden, så vil jeg gerne lige nuancere. Når vi taler om kystnærhedszonen, skal man vide, at den strækker sig fra kysten og tre kilometer ind i landet. Så der er tale om et ret stort areal, hvor der kan skabes nye muligheder – uden at kompromittere beskyttelsen af vores kystområder.”

Og hvilke regler ændrer I helt konkret?

“Vi gør flere ting for at forenkle reglerne. I dag er der to sæt regler for omdannelse af overflødiggjorte bygninger i kystnærhedszonen – ét for landbrugsbygninger, der ikke længere er nødvendige for driften af en landbrugsejendom og ét for alle andre overflødiggjorte bygninger. Det vil vi nu ensrette. For vi mener ikke, der skal være forskel på, om det er en overflødiggjort gammel skole, en industribygning eller en landbrugsbygning, man gerne vil omdanne til andre formål. På turismeområdet fjerner vi reglen om, at turismefaciliteter i kystnærhedszonen absolut skal placeres i nærheden af eksisterende bysamfund eller større ferie- og fritidsbebyggelser – hvis kommunen er med på idéen. For det er vigtigt, at nye turismetiltag sker i samklang med lokalbefolkningen, eksisterende infrastruktur og så videre. Og endelig giver vi mulighed for, at småøerne, efter en ø-udviklingsplan, får mulighed for at indrette erhverv, turismevirksomherd eller en bolige i en overflødiggjort bygning i den udvidede strandbeskyttelseslinje på 100- 200 m fra kysten. Der er reelt tale om 27 øer, som er så små, at de nærmest ikke har andet en strandbeskyttelseslinje.”

Hvilke potentialer ser du mere overordnet for landdistrikterne – og dermed også de tomme bygninger?

“Der er tre erhvervssektorer, der skal drive beskæftigelsen i vores landdistrikter. Først og fremmest er det fødevareproduktionen, og derfor har vi gennemført den grønne trepartsaftale, som skal sikre bedre vilkår for klima og miljø og fremtidssikre dansk landbrug. Dernæst er det industrien, hvor Kalundborg er et godt eksempel – her har Novo Nordisk fået en enorm betydning for udviklingen af hele det vestlige Sjælland. Og endelig er det turismen, som også er en væsentlig vækstmotor. I dag har vi 20 kommuner, hvor mere end 10 procent af beskæftigelsen sker inden for turismeerhvervet. Så for mig er der ingen tvivl. Vi skal give friere rammer for udvikling af natur- og kystturismen – men det skal selvfølgelig ske i samklang med natur, miljø og biodiversitet. Netop naturen er jo den vigtigste grund til at mange vælger at slå sig ned i landdistrikterne –eller besøge dem som turister.”

Kan aftalen også understøtte bosætning i landdistrikterne – fx ved at gøre det lettere at udvikle nye boformer, bo- og byggefællesskaber i de eksisterende bygninger?

”Vi oplever en stigende urbanisering i Danmark – ligesom i resten af verden, og derudover er mange landkommuner udfordret af dobbelt-urbanisering, hvor de tyndest befolkede egne bliver endnu mere affolkede, mens hovedbyerne vokser, og det samlede indbyggertal i kommunen falder. Men på den anden side ser vi også en bevægelse, hvor flere har lyst til at leve på landet – tættere på naturen, freden og roen og de lokale fællesskaber. Her kan nye eller unikke boligformer være en løsning. Det kan være et stuehus, som opdeles i to boliger, så flere generationer kan bo sammen. Eller en gammel lade, som transformeres til en ny boligform. Desværre er reglerne i dag komplekse. Det bliver lettere med de nye regler, og jeg tror, vi kommer til at se mange flere spændende boligprojekter rundt omkring.”

Med aftalen sætter I nye rammer for en ønsket udvikling. Har du opfordringer til, hvordan arkitekter, byplanlæggere og lokale kræfter kan støtte op om udviklingen?

”Udviklingen skal vokse nedefra. Grundlæggende handler det om, at staten nogle gange skal træde lidt tilbage, så lokale initiativer får plads til at vokse. Jeg håber, aftalen kan føre til, at en masse lokalsamfund vil udvikle nytænkende projekter med eksempelværdi – og meget gerne i samarbejde med arkitekter, planlæggere og investorer. Nu skal ændringerne lige vedtages i Folketinget og have lov til at sætte sig. Markedet, kommunen og Arkitektforeningens medlemmer skal få øje på potentialet og sætte billeder på. I bund og grund handler det om at skabe levedygtige lokalsamfund, hvor det lokale fællesskab, skolen og købmanden kan trives, og det bliver attraktivt at investere i landdistrikterne. Så jeg tror på, at ændringerne kommer til at gøre en forskel, og jeg er glad for, at Arkitektforeningen bakker op.”