NYHED 16.10.24

Ny samtalerække om arkitektens etiske dilemmaer

Når økonomi trumfer faglighed, kommer arkitekturen og arkitektens rolle under pres. Så hvordan kan arkitektfaget sikre sin fortsatte relevans – og samtidig håndtere de etiske udfordringer, som følger med? Kom og vær med, når vi dykker ned i fagets udfordringer og fremtid sammen med en række eksperter.

Andrew Hjuler Crichton, Nanna Kley, Tobias Zacho Larsen og Kristine Leth Juul

Mie Dyreberg Haldrup

+45 28 86 98 44

mh@arkitektforeningen.dk

Arkitektens rolle i samfundsudviklingen har altid været en del af fagets samtale, men i dag er denne samtale mere relevant end nogensinde. Arkitekternes position i byggeprojekter er under stigende pres, samtidig med at nye spørgsmål om byggebranchens ansvar for klimaforandringer og ressourceforbrug trænger sig på. Især den unge generation af arkitekter kræver, at faget tager udfordringerne alvorligt og indtager en ambitiøs og handlekraftig position.

Arkitektstanden står dermed over for en vigtig opgave: at bidrage til en fremtid, der er bæredygtig for de kommende generationer. Samtidig forstærker EU’s mål for CO2-reduktion og nye lovgivninger om energiforbrug, cirkulær økonomi og samfundsansvar behovet for handling.

Men hvad betyder disse forandringer for arkitekterne? Hvordan kan vi formidle vores rolle i omstillingen til en mere bæredygtig verden? Hvordan navigeres i hverdagens etiske dilemmaer, hvor økonomien også spiller ind – og ofte trumfer andre hensyn? Og kan vi se vi et skift mellem generationer, hvor den yngre generation vægter idealisme over pragmatik?

Sådan lyder baggrunden for en ny samtalerække under Agenda Earth – et fælles initiativ, som Dreyers Fond og Arkitektforeningen gennemfører i fællesskab. Med deltagelse af arkitekter, advokater og eksperter dykker vi ned i de udfordringer og dilemmaer, der former fremtidens arkitektur.  Sammen bliver vi klogere på, hvordan arkitekter kan navigere mellem idealisme og pragmatik for at sikre indflydelse i fremtidens byggeri.

Samtalerækken om etik er en del af Agenda Earth – et initiativ, der sætter ord og billeder på fremtidens byggede miljø og landskaber og afsøger de lovgivningsmæssige rammer, der skal muliggøre det. Initiativet drives af Arkitektforeningen og udvikles løbende i samarbejde med Dreyers Fond og Advokatsamfundet – og er støttet af Dreyers Fond.

Vores vært er Tine Lange, som har mere end 20 års erfaring i at rådgive virksomheder i samfundsansvar og bæredygtighed.

Kom og giv dit besyv med, når vi diskuterer fagets etiske dilemmaer og fremtidige relevans.

Samtalerne omsættes efterfølgende også til podcasts og artikler.

Program

1. Hvad bidrager arkitekten med i fremtidens samfund? Dato: 20. november 2024, kl. 16:30-18 i Arkitektforeningen

Til første samtale i rækken diskuterer vi, hvad der skal til for at sikre arkitektens relevans i en tid, hvor bæredygtighed og etiske hensyn spiller en stadig større rolle. Kan vi blive bedre til at definere og kommunikere arkitektens værdi – både internt i faget og udadtil i samfundet?

På scenen: Kristine Leth Juul (rektor, Arkitektskolen Aarhus), Tobias Zacho (politisk direktør, Arkitektforeningen), Nanna Kley (partner, Verna) og Andrew Hjuler Crichton (generalsekretær, Advokatsamfundet).

Læs mere og meld dig til

2. Balancen mellem principper og forretning Dato: 22. januar 2025, kl. 16:30-18 i Arkitektforeningen

Arkitekter og tegnestuer er optaget af bæredygtighed i kommunikation og projekter. Men hvordan håndterer vi dilemmaerne mellem idealisme og pragmatisme i dagligdagen? Og hvad der sker, når de økonomiske realiteter støder sammen med bæredygtige ambitioner?

På scenen: Kathrin Susanna Gimmel (JAJA Architects og bestyrelsesmedlem Dreyers Fond), Søren Nielsen (professor ved Arkitektskolen Aarhus og seniorrådgiver, Vandkunsten), Claus Barrett Christiansen (partner, Bech-Bruun og bestyrelsesformand Dreyers Fond) og Gyrite Saltorp (adm. direktør, BAUHERR). Hold øje med arrangementet for opdatering af program og paneldeltagere.

Læs mere og meld dig til

3. Arkitekters ansvar i det globale syd. Dato: 19. februar 2025, kl. 16:30-18 i Arkitektforeningen

Når danske arkitekter arbejder i det globale syd, følger der særlige etiske udfordringer med. Så hvordan håndterer tegnestuerne deres ansvar? Og hvilke dilemmaer opstår i mødet mellem forskellige kulturelle og politiske virkeligheder?

På scenen: Signe Kongebro (direktør, HLA), Line Berg Madsen (partner, Kromann Reumert), Anton Ryslinge (CEO, Arkitekter Uden Grænser) og Christine Bjerke (arkitekt MAA, Buidling Diversity)

Læs mere og meld dig til

4. Er der en fremtid for de små tegnestuer? Dato: 30. april 2025, kl. 16:30-18 i Arkitektforeningen

Opkøb og konsolideringer forandrer arkitektbranchen. Til denne samtale ser vi nærmere på, hvordan de små tegnestuer kan overleve og bevare deres innovationskraft, og hvilke konsekvenser, de mange opkøb har, både for medarbejdere og faget som helhed.

På scenen: Alexander Søndergaard (underdirektør, SMV Danmark), Rosa Lund (faglig leder, STED), Elena Astrid Rojas (partner, Vandkunsten) og Anne Birgitte Gammeljord (advokat, Rovsing & Gammeljord).

Læs mere og meld dig til

5. Møder tegnestuerne de unge generationers krav? Dato: 21. maj 2025, kl. 16:30-18 i Arkitektforeningen

Unge arkitekter efterspørger en bedre balance mellem arbejdsliv og fritid. Så hvordan imødekommer tegnestuerne denne efterspørgsel, og hvad betyder kravene fra de nye generationer for fagets ambitioner og arbejdskultur?

På scenen: Lene Dammand Lund (rektor, Det Kongelige Akademi), Uffe Elbæk (fhv. medlem af Folketinget), Stefan Gustin (ejer, Gustin Landskab) og Rasmus Thingholm (formand, Djøf Advokat).

Læs mere og meld dig til

Mie Dyreberg Haldrup

+45 28 86 98 44

mh@arkitektforeningen.dk

Om Agenda Earth

Samtalerækken gennemføres som en del af Agenda Earth – et større initiativ, der sætter ord og billeder på fremtidens byggede miljø og landskaber og afsøger de lovgivningsmæssige rammer, der skal muliggøre det. Initiativet drives af Arkitektforeningen og udvikles løbende i samarbejde med Dreyers Fond og Advokatsamfundet – og er støttet af Dreyers Fond.

Filtrér: Arkitektforeningen

Nyhed

Se 12 mere +

Kalender

Se 12 mere +

Debat

Se 12 mere +

Kurser

Se 12 mere +

Job

Se 12 mere +

Andet

Se 12 mere +

Artikler

Se 12 mere +