Alle har ret til et fedt højhus

Det vrimler med højhusprojekter i Danmark. Ud over dem, der allerede er bygget, som Mærsk Tårnet og Bohr Tårnet og utallige andre nye tårne i København, er der adskillige, endnu uopførte højhuse i både Aarhus og den øvrige provins. I Silkeborg vil man opføre et 70 meter højt tårn. På havnen i Aalborg er der forslag om et godt 100 meter højt tårn. Og i Brande sætter man trumf på med et projekt for et 200 meter højt tårn.

Uanset om man udråber disse højhuse som ‘Danmarks’, ‘Jyllands’ eller blot ‘Midtjyllands højeste hus’, er de alle radikalt højere end de huse, man hidtil har bygget i Danmark. Også selvom de er radikalt mindre end verdens højeste huse. Og dermed tilhører de en helt ny arkitektonisk kategori herhjemme.

Under lavmålet

Andre er imod og pipper “small is beautiful”, eller “det er udansk”. At lokalpolitikere over hele landet kaster sig på deres bedetæpper med rumpen i vejret og beder til, at der kommer en højhusinvestor forbi, kan måske ikke undre. Men arkitekter og byplanlæggere burde lægge et højere niveau. For når debatten er ukvalificeret, bliver den fladpandet. Er du for, eller er du imod?

Undersøg effekten

Der er forskel på højhuse. Vi burde mene noget mindre og vide noget mere. Kvalificere debatten. For der er meget, man kan vide om højhuse. På en god dag bliver der lavet vindsimuleringer og skyggediagrammer. Og visse steder har man højhuspolitikker. Men hvad nytter det at konstatere, at hattene flyver af, hvis man bygger huset alligevel? Og hvad skal man med en højhuspolitik, hvis man laver et kommuneplantillæg, hver gang man ikke kan overholde den?

Hvornår begynder vi at interessere os for, hvad investorerne navigerer efter? Eller hvad der reelt skaber liv, dynamik og alt det andet, vi gerne vil have. Hvornår giver vi os til at undersøge effekten af forskellige højhusstrategier, både lokalt og i byens overordnede struktur? Der findes mange fine eksempler på solitære højhuse. Men hvad så med nummer to? Derfra er der stadig et stykke vej til Manhattan.

Vi arkitekter taler meget om byfortætning i disse år. Men fortætning af hvad? Kvadratmeter? Mennesker? I Aalborg går der en historie om en baronesse, der har købt de to øverste etager i et af havnefrontens nye højhuse. En til sig selv og en til butleren. Der bor hun angiveligt, når hun er i byen for at besøge sine børn. Det kan man så synes er sjovt eller langt ude, eller man kan være ligeglad. Men hvis man forestiller sig, at højhuse skaber byliv, så er det jo tragisk. Hvis det er sandt. Det ved vi bare ikke noget om. Og det er ikke nok at gå en tur på Islands Brygge.

Københavns tidligere stadsarkitekt Jan Christiansen har udtalt, at baggrunden for de mange højhuse i høj grad skal findes i byens store befolkningstilvækst. Hvis historien om baronessen er sand, er baggrunden måske snarere, at inter-
nationale investorer bruger højhuse som en slags igler, der suger overskud ud af værtsorganismen, fordi tilpas mange mennesker ser det som en god investering, snarere end som et spørgsmål om at dække et boligbehov.

Silkeborg er ikke Manhattan

I Silkeborg slår man på, at by og natur ikke er hinandens modsætninger. Men når investorens begejstring ikke mindst skyldes et p-hus og især den nye motorvej (til Aarhus), kan man jo godt overveje, hvad det er for et byliv, der kommer ud af det. Som arkitekter bør vi først og fremmest vide noget om arkitektur.

Men med tidens højhuse er der mere end blot arkitektur på spil. Derfor ville det være passende at “engagere sig gennem arkitektur”, som en kendt jysk arkitektskole udtrykker det.

Jeg har boet et år af mit liv på Manhattan. Og ja, jeg syntes, at det var fedt, også selvom jeg boede i stueetagen. Silkeborg er ikke Manhattan. Vi kan gøre det bedre.