ANNEKS: Severiano Porto

I Brasilien og Sydamerika har man i årevis tilskrevet Severiano Porto (1930-2020) pladsen som regnskovens store arkitekt, men uden for kontinentet er han i det store og hele ukendt. Først i de seneste år er omfanget af hans arbejde blevet kortlagt, og interessen for ham er vokset. Det står klart, at Porto har ydet et unikt bidrag til Brasiliens arkitekturhistorie, som ellers domineres af dels Rio-skolen – med Oscar Niemeyer som den absolutte hovedfigur – og senere São Paulo-skolen, grundlagt af bl.a. Vilanova Artigas og siden stærkt repræsenteret af Lina Bo Bardi, der bliver pioner for São Paulos modernistiske projekt. Men hvor begge skolers fokus var (de velstående) storbyers fortsatte vækst og et utvetydigt modernistisk formsprog – paradigmatisk udtrykt i opførelsen af hovedstaden Brasília – placerer Severiano Porto sig et andet sted; Porto byggede moderne uden af være modernist. Han byggede klimabevidst uden at være klimaforkæmper, og hans valg af materialer og teknikker var udogmatisk og fordomsfrit. Træ er et gennemgående materiale, og han anvender det på sofistikeret vis til både bærende konstruktioner, facader, tag og indretning. Men alt efter hvad opgaven kræver, anvender Porto også stål og beton, keramik og palmeblade, og han vælger lige så gerne traditionelt håndværk som præfabrikerede moduler.

Severiano Porto tog afgang fra arkitektskolen i Rio de Ja­nei­ro i 1954 og flyttede i 1965 til Manaus, som på det tidspunkt var i kraftig udvikling. Indførelsen af status som frihandelszone tiltrak investeringsvillig kapital til byen, som over de følgende fem årtier tidoblede sin størrelse og helt efter planen kom til at udgøre Nordbrasiliens vækstcentrum. Der var bud efter Porto, og han blev boende 35 år og fik realiseret mere end 280 projekter; fra store offentlige institutioner til familievillaer. Lektor ved arkitektskolen på Amazonas føderale universitet Marcos Cereto har for nylig analyseret projekterne i deres helhed, hvilket markerer en milepæl i forståelsen af Portos tilgang til arkitektfaget.

Centro de Proteção Ambiental de Balbina/Balbinas Center for Miljøbeskyttelse blev indviet i 1988 og er både på grund af sin størrelse, sit materialevalg og sit organiske, poetiske formsprog Portos kendteste og mest monumentale bygningsværk. En række mindre pavilloner, bundet sammen af en enorm makro-overdækning, slynger sig i to rækker. Overdækningen udgøres af et spåntag, som let lader sig ‘modellere’ og giver et særligt, næsten selvgroet udtryk. Pavillonerne er tilpasset terrænets niveauforskelle og forbindes af ramper, som tilsvarende er overdækkede. Alle bærende konstruktioner er i træ, og på øst- og vestsiden af pavillonerne er der indbyggede åbninger, som tillader naturlig ventilation. Tagets kurver følger beplantningen og bidrager til at absorbere solens stråling og sænke temperaturen i bygningen. Princippet bag makro-overdækningen har været brugt af lokale stammer i århundreder og er et godt eksempel på Portos åbenhed over for brugen af lokalt håndværk, også i stor skala.

(artiklen fortsætter nedenfor)