ANNONCE
Arkitekturpolitikkens betydning 4
Direktør i Akademisk Arkitektforening, Lars Autrup, kommenterer magtforholdene i dansk byudvikling. Dette er fjerde interview i Arkitektens serie om arkitekturpolitikkens betydning.
Martin Keiding
Chefredaktør
Arkitekt MAA
Du har sagt i et interview, at landets stadsarkitekter burde have lige så meget indflydelse på byudviklingen, som plancheferne har.
LA Præcis. Jeg synes, det er lidt ærgerligt, når de to roller adskilles fra hinanden. Og jeg vil blankt vedstå, at jeg ikke har den faglige indsigt til at påstå, at planopgaven skal ligge hos en arkitekt. Jeg ved jo, at der findes dygtige folk fra andre uddannelser også. Men jeg mener, at vi ville få mere kvalitet for pengene, hvis de to ting var kædet tættere sammen. Det er jeg faktisk ikke i tvivl om. Jeg ser et problem i den adskillelse. Det her med bare at tælle, hvor mange kommuner der har en arkitekturpolitik, det er godt nok til at starte med. Men når det kommer til stykket, så skal vi altså ind og se på redskaberne til, hvordan drømmene bliver omsat til virkelighed. Når man laver en arkitekturpolitik, så skal der være en plan for, hvordan indholdet kommer ind i lokalplanerne. Eller endnu bedre, over i kommuneplanerne. Det er jo dér, det får reel gennemslagskraft.
Hvad kunne være en strategi – eller en vej – til, at arkitektfaget kan komme tidligere ind i beslutningsfaserne?
LA Der mangler en grundlæggende bevidsthed hos bygherrer og beslutningstagere om, at hver gang du er ude og lave en privat eller offentlig investering i et domicil eller noget lignende, så håndterer du noget, der har med rammer om livet at gøre. Og det er der faktisk et helt fag, hvor de er meget dygtige til at analysere og udføre. Inde i det der store hus, der arbejder nogle mennesker hver eneste dag. Hvad er egentlig forholdet til dagslys? Hvilken udsigt er der? Hvad er det for et indeklima, de har i det der store hus? Hvordan ligger det i landskabet? Hvad er det for et sted, du møder, når du kommer ind på arbejde? Vi skal ned og have fat i folk og deres hverdag, ikke kun som det sker i dag, når projekterne er sat i gang, men også før beslutningerne bliver konkretiseret.
Hvilken vej er den bedste for at opnå det mål?
LA Forudsætningen er en arkitekturpolitik, som virker – hos både offentlige og private bygherrer og investorer. Den helt store drøm er, at man udarbejder en eller anden form for skabelon eller vejledning, som vi kunne rejse lidt rundt med og tilbyde til bygherrer og planlæggere, så arkitekturen kan få mere taletid i byrådet. Bare en halv time om, hvordan man kunne gå til det her. Det ville for mig at se være en vej, vi kunne prøve at gå. Det kommer alt for hurtigt til at handle om, at stadsarkitekten vil bestemme, hvilke mursten der skal bruges. Men det handler jo om meget mere!
Martin Keiding
Chefredaktør
Arkitekt MAA
Lars Autrup er arkitekt MAA og direktør i Akademisk Arkitektforening.
Interviewet blev bragt i Arkitekten 06/2018.
ANNONCE
Hvordan synes du, faget har det for tiden? Det hævdes, at andre faggrupper, som f.eks. bygningskonstruktører, spiller en stigende rolle på tegnestuerne.
LA Den tendens ser jeg ikke. Men jeg ved, at architectural engineering har haft enormt svært ved at få fodfæste, men også, at det er begyndt at gå op for virksomhederne, at de ‘nye i klassen’ kan bidrage med noget andet. Og jeg synes, der er et oplagt område til dem, som hedder projekteringsledelse og tværfaglighed. Det med at kunne tænke i begge fag burde ingeniørvirksomhederne og arkitektvirksomhederne tage til sig. Faktisk har jeg lidt svært ved at forstå, hvorfor det ikke er sket før. Er det uddannelserne, som ikke er gode nok til det? Eller er det, fordi man er for konservativ i de to faggrupper?
Som arkitekter skal vi i hvert fald blive endnu bedre til at forklare, hvad vi leverer ind i processerne. Jeg kan jo høre på dem, der tegner boliger lige nu, at det er ejendomsmæglere, der sidder for bordenden. Og beslutningen er, at den lejlighed, vi solgte i går, den vil vi gerne have magen til i morgen. Også selv om den først står færdig om fire-fem år. Det bliver meget databaseret, og vi er ikke dygtige nok til at bryde igennem og sige: “hov, samfundet, hvordan udvikler det sig?”. Når du køber en projektlejlighed, så ser du, at det er dyre gulve og dyre vandhaner og et dyrt køkken, og så tænker du, at det er kvalitet. Men du har faktisk ikke forholdt dig til, hvilken vej altanen vender, hvor meget lys der kommer ind i din bolig, eller hvad det er for et udemiljø, du skriver dig ind i. Hvis du kigger specielt på dele af Sydhavnen i København, så tænker man: Har folk købt katten i sækken? Hele etageboligbyggeriet er jo her gået os tabt som fagområde. Når jeg hører mine kollegaer fortælle, at du ikke engang kan ændre på trappeskakten, virker det totalt deprimerende.
Hvordan vinder vi det tabte land tilbage?
LA En drøm kunne være, at man kunne trænge bedre igennem i forhold til forbrugeren. Skabe en anden form for efterspørgsel og kvalitetsbevidsthed. De fleste er jo godt klar over, at hvis de får en saks og et stykke silke i hånden og bliver bedt om at sy et stykke tøj, så afhænger resultatet fuldstændig af, hvor dygtig designeren og skrædderen er.
Har arkitektfaget behov for at justere sit omdømme?
LA Ja, det tror jeg generelt. Men omdømme er én ting. Hvis man ser på højhusdiskussionen, så er det jo ikke en arkitekt, der har besluttet et eneste af de højhuse, vi ser i dag. Med mindre der sidder en arkitekt i byrådet eller i borgerrepræsentationen, så er det jo først, når planerne er besluttet, at arkitekten for alvor kommer på banen.
I Arkitektforeningen skal vi have meget mere fokus på dem, der sidder i kommunerne, og dem, der sidder ved bygherrerne. Godt byggeri kommer jo også ud af en dygtig bygherre. En kompetent bygherre er lige så vigtig som en engageret og dygtig arkitektrådgiver. Det faktum kan man ikke gøre ofte nok opmærksom på!