ANNONCE
Boganmeldelse: Dansk arkitektur – Konkurrencer 1907-1968
Kim Dirckinck-Holmfeld tilføjer med første bind om danske arkitektkonkurrencer fra 1907 til 1968 et vigtigt kapitel til dansk arkitekturhistorie.
Jørgen Kreiner-Møller
I betragtning af den betydning, konkurrencer har for arkitektstanden som helhed, er der tale om en afgørende vigtig udgivelse, der bør få alle arkitekter hen til boghandlen. Mange har i tidens løb fremhævet konkurrencernes betydning. Hans Erling Langkilde udtalte i anledning af Arkitektforeningens jubilæumsudstilling i 1954, at “arkitektkonkurrencer er fremskridtets lokomotiver”, og i bogen er Michael Sten Johnsen citeret for at have sagt, at konkurrencer er arkitekternes hjerteblod.
Det er et område, hvor tegnestuerne bruger utrolig mange ressourcer, og der bliver investeret vildt, og mange gode overskud er sat over styr ved at deltage i konkurrencer. Er der en fornuftig sammenhæng mellem den økonomi, tegnestuerne investerer, og det udbytte, standen og landet har?
Selv om mange andre igennem årene har været ude i samme ærinde, så er en aktuel gennemgang af konkurrencernes betydning for dansk byggeri og arkitektstanden som helhed nødvendig. Konkurrencernes form og vilkår er afgørende ændret, siden Danmark trådte ind i EU, og EU’s udbudsdirektiver har ændret vilkårene for konkurrencerne radikalt og har efter denne anmelders opfattelse været med til at ødelægge den danske tradition for åbne, anonyme arkitektkonkurrencer.
Spørgsmålet, som anmelderen må stille sig, er, om vi med dette bogprojekt har fået den gennemgang, som ikke alene stiver standen af, men som også overbeviser offentligheden og fremtidens bygherrer om, at vi her har med en faglig praksis og tradition at gøre, som skaber merværdi for samfundet som helhed? Det spørgsmål kan selvfølgelig kun besvares med et forbehold, da andet bind ikke foreligger.
Stofmængden er meget stor, og opgaven med første bind har givetvis været større, end forfatteren umiddelbart forestillede sig. Og det er nok omfanget, der har begrænset udvalget af konkurrencer til kun at omfatte de nationale og den nationale arkitektur. Danske arkitekters deltagelse i nordiske og internationale konkurrencesammenhænge indgår ikke, og der er således kun en enkelt sætning i bind 1 med henvisning til så væsentlige danske sejre i internationalt regi som Jørn Utzons Sydney-opera fra 1956 og Knud Munks koncerthus Grieghallen i Bergen fra 1965.
Bogens disposition
Bogen har umiddelbart en god og logisk disposition. Bogens to hovedkapitler rammes ind af en generel tekst om konkurrenceinstitutionen. Denne tekst rummer 10 antagelser eller hypoteser om arkitektkonkurrencer, som delvis besvares.
Første kapitel er perioden fra 1907 til 45, og andet er fra 1945 til 68. Kapitlerne indledes med en kort tekst om tiden, og derefter følger en gennemgang af konkurrencerne, underopdelt i bygningskategorier: skoler, byplankonkurrencer osv. Bogen er forsynet med et omfattende noteapparat, kildehenvisninger og indeks, så det er muligt for læsere at dykke dybt ned i stoffet.
De 10 hypoteser er opstillet med henvisning til en række påstande om arkitektkonkurrencernes indflydelse på faget, arkitekturen og tilgrænsende områder som planlægning, landskabsarkitektur og design.
Forfatterens erklærede formål er at finde ud af, om de er sande eller bare nogenlunde i tråd med virkeligheden, og hvad vi arkitekter går rundt og bilder os ind, og første bind afsluttes med at give sit svar på de otte første hypoteser baseret på bogens fremstilling af udviklingen i perioden.
Som eksempel på en hypotese kan nævnes “Hypotese 1: Arkitektkonkurrencen er grundlaget for hovedparten af den bygningsarv, som normalt optræder i arkitekthistorien siden 1907.”
Jørgen Kreiner-Møller
Dansk arkitektur − konkurrencer 1907-1968
Bogværket, 2016
Forfatter: Kim Dirckinck-Holmfeld
Udgivelse
Anmeldelsen blev oprindeligt udgivet i Arkitekten 04/2017.
ANNONCE
Forfatteren diskuterer hypotesen og giver svaret ja. Jeg er enig med ham, men jeg kunne godt ønske mig, at der til denne diskussion om sandt eller falsk var blevet bragt gode eksempler og henvisninger som dokumentation for hans ja. Dermed ville denne vigtige del af bogen have fået mere vægt.
Ved “Hypotese 5: De åbne (offentlige) konkurrencer fungerer som ‘iltning’ af faget og tillader unge tegnestuer/talenter at komme til. De åbne konkurrencer er afgørende for talentmassens fornyelse” er svaret også ja, og det kan dokumenteres med konkurrencen fra 1915, hvor den kun 22 år gamle Kay Fisker sammen med den 25 år gamle Aage Rafn vinder konkurrencen om nye stationsbygninger til Gudhjembanen. Med denne opgave fik de begge en flyvende start på deres karrierer, og Gudhjembanen fik ikoniske stationsbygninger. Som der står i bogen, er det fast inventar i enhver arkitekturhistorie.
Det er oplagt, at hypoteserne og svarene giver gode oplæg til diskussioner, både i snævre fagkredse og gerne i bredere folkelige sammenhænge. Men sproget bærer præg af en arkitekt, der skriver til arkitekter. Det bedste for standen ville være, at vordende bygherrer og vores bygherrerådgivere blev opmærksomme på hypoteserne og den diskussion, de kan afføde – det er jo bygherrerne, der sætter rammerne.
Kapitlerne
Desværre er opdelingen i bygningskategorier ikke fastholdt. Det er således ikke muligt at følge alle de valgte kategorier fra den første periode til den næste periode, og måske heller ikke videre i bind 2. I stedet er forfatteren sprunget rundt i stoffet, Derved bliver teksten en blanding mellem en traditionel arkitekturhistorie og en bog om konkurrencer. Hvorfor skal der f.eks. skrives et delkapitel om Alvar Aalto i Danmark? Det havde været i bogprojektets interesse i stedet at lave en bygningskategori med kunstmuseer, og så var Aaltos og Jean-Jacques Barüels Aalborg Kunstmuseum fra 1957 naturligt gledet ind sammen med mange andre kunstmuseer, også de mange, som forventningsvis vil blive omtalt i andet bind. Også en kategori om universitetsbyggeri savnes.
Grafikken
Det er en stor, flot bog. Det store format giver mulighed for at bringe fotos og tegninger i smuk gengivelse. Formatet bliver brugt, og det er en oplevelse at gense Ib Lundings tegning til en kirkekonkurrence og Kay Fiskers og C.F. Møllers skråprojektion af kommunehospitalet i Aarhus fra 1930.
Men der er desværre for mange opslag, hvor der ‘brokkes’ for mange projekter sammen på siderne. Der bliver brugt utrolig mange timer med at fremstille konkurrenceprojekter, og det er ærgerligt, at mange projekter får en lidt hårdhændet grafisk behandling. I redaktionen skulle der nok være valgt færre projekter ud, som så i stedet havde kunnet få en ordentlig grafisk præsentation. Det er et meget vigtigt ærinde, som Dirckinck-Holmfeld er ude i, og det bør have en bred interesse for alle i faget og for offentligheden generelt.
Vi må se frem til andet bind, hvor de sidste årtiers udvikling bliver gennemgået. Udviklingen for den danske arkitektkonkurrence har ikke jo ikke været med arkitektfaget og bygningskunsten. Vi kan håbe på en kritisk og oplysende analyse, der kan inspirere til at rette lidt op og genskabe nogle af de konkurrencetekniske kvaliteter, der er gået tabt med implementeringen af EU’s udbudsdirektiver og med bygherrerådgiverfirmaernes og totalentreprenørernes indmarch.