ANNONCE
Boganmeldelse: En højere enhed af drøm og virkelighed
Der er skrevet meget om 1960ernes arkitektur, men en ny bog om perioden belyser sammenhængen mellem politik og arkitektur.
Jesper Pagh
Arkitekt, ph.d. og adjunkt ved Roskilde Universitet.
Man skulle ikke tro, at der manglede litteratur om 1960erne eller årtiets danske arkitektur. Det er vel nok det mest velbeskrevne årti i det 20. århundrede, hvad angår samfundets, hverdagslivets og arkitekturens forandring. Vibeke Andersson Møllers monumentale udgivelse bringer da heller ikke som sådan afgørende nyt på banen, men med en tilpas begejstret distance i formidlingen gøres det med et så skarpt fokus på sammenhængen mellem arkitektur, politik og samfundsmæssige prioriteringer, at det er tydeligt, at netop denne bog faktisk har manglet og fremover bør være fast pensum på landets arkitektskoler – også for forskere og undervisere.
Vibeke Andersson Møller indleder selv sin bog med at skrive, at det er halsløs gerning at forsøge sig med en så rigid historisk afgrænsning som et specifikt årti – hvis ikke det var, fordi vi i denne sammenhæng kan stadfæste årtiets begyndelse med indførelsen af montagecirkulæret i 1960 og dets ‘afslutning’ med SBi’s idékonkurrence om tæt-lav-byggeri i 1971. Når disse begivenheder giver mening som ydre afgrænsninger, er det, fordi de ikke kun har med arkitekturen i sig selv at gøre, men afspejler, hvordan byggeri og samfund i 1960erne – som Vibeke Andersson Møller skriver i bogens afslutning – gik op i en højere enhed af arkitekturideologi, byggetekniske landvindinger og politiske prioriteringer.
Dette fokus på sammenhæng eller ‘højere enhed’ er styrende for bogens disponering og formidling, og med en sikker hånd på rattet viser Vibeke Andersson Møller en vej uden om både dén arkitekturhistoriske grøft, hvor nogle få mandlige arkitekter i deres bedste alder egenhændigt bygger velfærdssamfundet; og den tilsvarende samfundshistoriske grøft, hvor arkitekterne reduceres til nogen, der blot giver svar på samfundets udfordringer, som de løbende formuleres af andre – hvis de overhovedet findes.
Jesper Pagh
Arkitekt, ph.d. og adjunkt ved Roskilde Universitet.
Dansk arkitektur i 1960’erne
Forlaget Rhodos, 2019
Forfatter: Vibeke Andersson Møller
Fotograf: Roberto Fortuna
Grafisk tilrettelæggelse: Ruben Blædel
Udgivelse
Anmeldelsen blev oprindeligt udgivet i Arkitekten 04/2020.
ANNONCE
Vibeke Andersson Møller opløser den fremadskridende fortælling, der ellers ligger lige for, men som ofte kan få det til at se ud, som om det, der sker på et givent tidspunkt, hele tiden sker som en konsekvens af det, der skete før, og i øvrigt mere eller mindre er det eneste, der kunne være sket. I stedet for på denne måde at fortælle Arkitekturhistorien, fortæller Vibeke Andersson Møller arkitekturhistorier igennem en række tematiske snit på tværs af perioden, vekslende fra kunst- og idéhistoriske analyser over diskussioner om arkitekturens relation til naturen og den fri kunst til grundigt detaljerede gennemgange af 1960ernes arkitekturs afgørende brud med 1950erne – og årtiets akilleshæle set med eftertidens øjne: industrialiseringen, typiseringen og højhusbyggeriet – før opmærksomheden afslutningsvis retter sig mod tæt-lav-bevægelsen og postmodernismen, der med hver deres gestus følger den første generation af modernistiske arkitekter ud ad døren og os andre ind i 1970erne.
Med behørige nik til Nils-Ole Lund og Erik Nygaard i struktur og analytisk tilgang læner Vibeke Andersson Møller sig i høj grad op ad Poul Erik Skrivers omtaler, analyser og samtidige faglige diskussioner fra Arkitekten og Arkitektur DK i 1960erne, herunder et rigt billedmateriale fra bl.a. Arkitektens Forlags arkiv. Det kan man roligt gøre, for selvom det ganske vist måske giver en vis slagside i forhold til bredden af kildematerialet, giver det til gengæld en dybde, sammenhæng og naturlig afgrænsning. Poul Erik Skriver er én af de dygtigste og flittigste arkitekturskribenter og -analytikere, vi har haft, og har efterladt sig et arkiv, der som en gave til eftertiden vil blive ved med at give, hver gang en kritisk og begavet forsker som Vibeke Andersson Møller dykker ned i det.
Det er et stort arbejde at læse Dansk Arkitektur i 1960’erne. Den gode struktur og billedsiden til trods kræver det sin læser at holde koncentrationen igennem de 500 sider, der udgør bogens hoveddel. Det store format, det kraftige papir og indbindingen får bogen op på en samlet vægt på over 3 kg, hvilket kræver, at læseren, såfremt denne er interesseret i virkelig at læse bogen og ikke blot have den liggende fremme, er i en vis fysisk form eller har indrettet en del af sit hjem specifikt til dette formål. Det er selvfølgelig en tendens i tiden (hvilket ikke gør det bedre), at en bog om arkitektur i sig selv skal være et monument, men i dette tilfælde virker det glittede, men utilgængelige format sært ude af sammenhæng med udgivelsens mere profane formål – at give en bred og grundig indføring i dansk arkitektur i 1960erne, som kan læses, forstås – og bruges – af både læg- og fagpersoner.
Den brede målgruppe understreges af de mange lag i formidlingen og de mange indgange til stoffet. Bogen kan læses fra ende til anden uden skelen til kilder og noter, man kan læse hvert af de mange kapitler (næsten) uafhængigt af de andre, man kan kigge på billeder og slå ned på mindre underafsnit, og man kan fordybe sig i noter og registre, der optager bogens sidste 50 sider. Uanset hvad man gør, bliver man klogere på en vigtig del af vores kulturarv, som vi møder hver dag til hverdag, men som alligevel, udspændt mellem drøm og virkelighed fra en anden tid, nogle gange kan være svær at forstå, hvis ikke man som her får den udlagt i sin store og komplekse sammenhæng.
