Boganmeldelse: Fra den optimistiske tid

Svein Tønsager var født og studerede i Norge, men bosatte sig siden i Danmark, først og fremmest Aarhus, hvor han praktiserede og underviste. Sammen med en kreds af venner var Svein med til at gøre Arkitektskolen Aarhus til den nordiske arkitektverdens midtpunkt for konceptuel og fabulerende arkitekturtænkning – en udvikling, der understøttes effektivt af tidsskriftet SKALA. Svein var kosmopolit, og hans mentale verden udspandt sig mellem Europa og USA. Et studieophold i USA i 1988-89, hvor han boede i Affleck House, tegnet af Frank Lloyd Wright i Bloomfield Hills, Michigan, lige ved siden af Cranbrook Academy, var med til yderligere at styrke hans amerikanske netværk og venskaber. 

Svein byggede bro mellem geografier, mellem kulturelle fænomener og mellem forskellige kunstformer. Han havde sine nordiske rødder, men hørte allermest hjemme i kunstens, ideernes og filosofiens verden. Frem til sin alt for tidlige død arbejdede han på en bog med samme titel som denne om vekselvirkningen mellem hans arkitektoniske essays, arkitektur og tegninger. Kort efter hans død, i august 2006, blev der vist en mindeudstilling af hans tegninger på Cooper Union School of Architecture i New York. Udstillingen var kurateret af Lebbeus Woods, der selv var legendarisk som tegner, og kom til at stå som en værdig afslutning på Sveins faglige virke gennem tre årtier.

I sidste del af det 20. århundrede blev der gjort en ihærdig indsats for udbrede arkitekturens virkefelt ved hjælp af kunstneriske midler. Andre kunstarter havde allerede haft held med at udvide deres felter. Især var det lykkedes den amerikanske minimalisme og landskabskunst at udviske grænserne mellem landskab, kunst og arkitektur. I sit berømte essay “Sculpture in the Expanded Field” (1978) analyserer Rosalind Krauss på skelsættende vis denne overskridelse af grænserne mellem landskab, arkitektur og skulptur (6). Hun konkluderer, at den moderne skulptur kun lader sig beskrive i kraft det, den ikke er. Derfor vælger hun at dele området op i henholdsvis ikke-landskaber og ikke-arkitektur, og introducerer derudover tre nye kategorier, nemlig konstruerede steder, markerede steder og åbenbare strukturer. Når jeg nævner Krauss her, er det for at sige, at vores nuværende opfattelse af arkitekturen er for snæver, fastlåst og erhvervsorienteret, og at vi har akut brug for en tilsvarende udbredelse af feltet. Det er ingen tvivl om, at det var det, Svein og hans meningsfæller håbede at opnå. 

Sveins tidlige tegninger og projekter trækker med deres metafysiske elementer tråde til Aldo Rossi og andre italienske nyrationalister samt til John Hejduk og dennes arkitekturundervisning; i dem bruger Svein omhyggeligt udførte opmålinger af musikinstrumenter og store kunstværker som inspiration og udgangspunkt for sine arkitektoniske frembringelser. Efter legatopholdet i Michigan begynder hans arbejder at minde mere om Daniel Libeskind og Dan Hoffman (begge tidligere studerende af Hejduk) og deres mange efterfølgere på Cranbrook Academy of Art. Sveins tegninger har også træk tilfælles med de engelske og amerikanske postmodernister, mens hans senere arbejder vækker mindelser om de russiske konstruktivister Vladimir Tatlin, Kazimir Malevitj, El Lissitskij og Ivan Leonidov.   

Efter at være begyndt med tegninger udvidede Tønsager efterhånden sit repertoire til at omfatte store vægmalerier (Globe Bar SAS i lufthavnen i Hamborg (1991), M/S Europa, Viking Line-færge (1991/92) og Århus Banegård (1994)). Han skabte også større arkitektoniske konstruktioner (Arkitektskolen Aarhus’ 20 års jubilæums-tårn (1985), Akademiets prisopgave – et tårnhus (1986/87) og et par andre tårnprojekter (‘Remembering Lissitzky & Mendelsohn’, Blangstedgård-monument (1988) og ‘Statens Kunstfond 25 år’ i Aarhus (1990)). I de senere år udviklede hans motivverden sig fra et konstruktivisk univers til blødere, mere sammensatte, transparente og biomorfiske rumlige skildringer, som f.eks. hans ‘Inner Space Series’ fra 1996. 

Billederne, teksterne og de menneskevarme erindringer gør mig vemodig. I de årtier blev arkitekturen som kunstart stadig regnet for at have metafysiske, poetiske og filosofiske dimensioner, der rakte ud over det rent nyttebetonede, rationelle og forretningsmæssige. Bogen, der er redigeret af Anette Brunsvig Sørensen – Sveins enke, som selv er arkitekt – tegner ikke blot et portræt af Svein Tønsager og hans værk, men formår også at samle en række betydelige skribenter og venner af Svein, som var nøglefigurer i det særlige intellektuelle og kunstneriske miljø, der prægede perioden omkring årtusindskiftet. Ud over at vise Tønsagers tegninger og projekter indeholder den også personlige, intime og underfundige essays skrevet af nogle af Sveins nærmeste venner og sparringspartnere: Michael Sorkin, Andy Bow, Carsten Thau, Christine Hawley og Kjeld Vindum, foruden Anette Brunsvig Sørensen. 

Bogen skildrer tidens holdninger, idealer og forhåbninger samt den særlige tidsånd, der kombinerede alvor og ambition med humor og sans for det absurde. Den kærlige rolle, som Sveins sportsvogne, ikke mindst hans ‘Frogeye’, tildeles i bogen, afspejler denne legende tilgang. Bag tidens entusiasme og euforiske begejstring for ny kunst fornemmer man imidlertid også en mærkelig undergangsstemning, der måske er en genklang fra Rachel Carsons Silent Spring (1960) og andre vigtige fremtidsteorier. Stemningen i bogen giver desuden mindelser om de tidstypiske temaer i Gianni Vattimos vigtige bog The End of Modernity (1988) og Francis Fukuyamas berømte essay The End of History (1989), i hvilket han fremfører det argument, at neoliberalismens globale sejrsgang har tappet historien for enhver dialektisk kraft og dermed reelt bragt den til ophør. Et mere aktuelt synspunkt på arkitekturens svækkede integritet og betydning er filosoffen Gernot Böhmes Critique of Aesthetic Capitalism (2017), som hævder, at det kunstneriske og æstetiske element i dag helt overdøves af den neoliberale markedsøkonomis kommercielle forførelse. Bekymringen for denne potentielle arkitektoniske blindgyde kan også spores i den nostalgi, som præger Sveins og hans venners værker og ord, selvom kritikken hos dem er underforstået eller pakket ind. 

I vore dages digitaliserede arkitektoniske praksis og undervisning er tegningerne blevet erstattet af computer-renderinger. De digitale fremstillinger bliver ofte forvekslet med tegninger, men er jo ikke andet end mekaniske projektioner af digitalt indhold og savner på den måde helt den kunstneriske, personlige og intellektuelle originalitet og kvalitet, som rigtige tegninger har. Tegning er en kunstart i sig selv og ikke blot et redskab til at præsentere konkrete projekter og føre dem ud i livet. Vor tids computeriserede pragmatisme og ‘æstetiske kapitalisme’ har mere eller mindre afskaffet tegnekunstens rolle i den arkitektoniske praksis – ofte har arkitekten, der sidder bøjet over sin skærm med sine regler og regulativer end ikke en blyant ved hånden. 

Svein slutter sit essay “Cracks, Hinges & Xfoliations” med følgende personlige konstatering: “Det er denne udforskning af arkitekturens potentiale, som er mit ærinde” (7). For mig at se er det præcis den samme opgave, som nutidens arkitekter står med – nemlig på samme måde at forsøge at frisætte arkitekturen som den vigtige og selvstændige kunstform, den er, og udfolde dens fulde kunstneriske, etiske, kulturelle og sociale potentiale.