ANNONCE
Boganmeldelse: Fri leg
Finn Juhls værk og verden rulles sobert og ordentligt ud i den nye bog. Det eneste, man savner, er nogle flere skitser og fedtede krusseduller, som kunne fortælle, hvordan møbelarkitekten arbejdede.
Nicolai de Gier
Arkitekt MAA og lektor ved KADK
Finn Juhl hævdede, at han var selvlært og blev møbelarkitekt, fordi hans bror manglede et bord. Måske var udtalelsen en anelse krukket, men Finn Juhl havde ikke gået på Møbelskolen hos Kaare Klint og var heller ikke snedker. Alligevel var det ham, der i årene efter 2. Verdenskrig slog dørene ind til det amerikanske marked og blev årsag til den internationale udbredelse af Danish Modern.
Historien er fortalt før, men ikke så uddybende, velskrevet og nuanceret som i dette smukt gennemarbejdede værk. Forfatteren Christian Bundegaard har opdelt bogen i fem temakapitler.
Hvor Esbjørn Hiorts bog om Juhl fra 1990 er organiseret efter værkkategorier og bygger på et personligt venskab, foldes hos Bundegaard hele det samlede værk og virke ud gennem temaerne, og det fungerer godt. I tilgift får vi i midten af bogen næsten 100 siders katalog over hovedværkerne. Det spiller!
Vi præsenteres for den funktionelle tradition, som Juhl var rundet af, og påvirkningen fra Stockholmsudstillingen i 1930. På Akademiet gik han hos Kay Fisker og blev opdaget af Vilhelm Lauritzen, der kunne bruge en dygtig studerende til et sommerjob på tegnestuen. Sommerferien varede 11 år, og Juhl blev fuldbefaren formgiver. Det siges, at Juhl tegnede interiøret – dørgreb, lamper og møbler – til Radiohuset i Rosenørns Allé. Selv hævdede han loyalt, at det var Lauritzen. Formsproget afslører sandheden, og der er ikke megen tvivl om, at netop denne opgave havde afgørende betydning for, hvilken retning talentet udviklede sig i.
Juhl havde som nævnt ikke studeret hos Klint, men nærede stor respekt for grundlæggeren af Møbelskolen. Dansk Møbelkunst har nok i særlig grad været kendetegnet ved evnen til at transformere udefrakommende inspiration og tilpasse den en produktion, et mådehold og en formgivning, der på den ene side videreførte vores stærke snedkertradition og på den anden mødte den moderne forbruger. Det blev hos Klint til en designmetode, og den virkede også i mange henseender for Juhl. Det er en god pointe i bogen, at han kastede sig over møbler og indretning pga. interessen for samtidskunsten, og han begrænsede sig ikke kun til møbeltyperne, men lod sig også inspirere af Calder, Brancusi, Moore og Hepworth.
Nicolai de Gier
Arkitekt MAA og lektor ved KADK
Finn Juhl – Liv, værk, verden
Strandberg Publishing, 2018
Forfatter: Christian Bundegaard
Grafisk tilrettelæggelse: Rasmus Koch Studio
Udgivelse
Anmeldelsen blev oprindeligt udgivet i Arkitekten 04/2019.
ANNONCE
Det var her i møblernes skulpturelle former, han kunne udleve interessen for kunsthistorien, og man kan vel også hævde, at møbelformgiveren er meget nær billedhuggeren i sin måde at arbejde med organisering af stoffet på. Kommentaren om at være autodidakt møbeltegner har nok også frisat ham fra Møbelskolens strenge bindinger, slaviske gentagelser og reduktion af typerne. Juhl har i stedet, som jazzmusikeren i sin solo, kunnet bevæge sig tilpas langt væk fra udgangspunktet til, at en ny melodi kunne opstå – og mon ikke også Børge Mogensen i et svagt øjeblik har været en smule misundelig på al den frie leg, der foregik hos Juhl.
Bogen kommer godt rundt om udfordringerne med forholdet mellem tradition og fornyelse, der med Bundegaards fortolkning af Kay Fiskers lære bliver til innovationen som tradition, og påpeger helt rigtigt, at Juhl faktisk var en af de første, der begyndte at arbejde med det, Bundegaard kalder et centralt modernistisk trick: at vise forholdet mellem elementerne i en konstruktion.
De tidlige overpolstrede stole som eksempelvis Pelikanen, som forfatteren ikke regner for én af Juhls bedste, har måske lidt ungdommeligt tosseri over sig: let leg med former, hvorimod Juhl for alvor får fat i den tektoniske tyngde med FJ 45. Her er statik, materialeminimering og udfordring af træets muligheder centralt. Adskillelsen af det bærende og det bårne samt det organisk svungne armlæn er i fornem balance og peger fremad. Ironisk, at det var netop Juhl, der skulle samle den tektoniske dagsorden op og bringe den ud i verden.
Bag enhver stor møbelarkitekt står en snedker, og i tilfældet Juhl var det en både dygtig og dristig én af slagsen. Niels Vodder blev Juhls sikkerhedsnet og sørgede for, at formgivningsakrobatikken altid landende i stabile samlinger og statik. Ofte var der spydige kommentarer fra de øvrige deltagere på de årlige snedkerlaugsudstillinger – de mente, at Vodder måtte opfinde underlige samlinger for at få stolene til at holde, men det var i denne konstante armlægning med træets muligheder og begrænsninger, at det nye opstod.
Bundegaard fremhæver Juhls evner til at skabe samlet rumvirkning Man sagde om Mogens Lassen, at han havde absolut rumgehør. Hos Juhl er det interiøret og apteringen, det gælder, og man kunne sige, at Juhl havde absolut gehør i forhold til rumlig syntaks; hvordan etablerer man et fuldendt formsprog og behandler rumlige sammenhænge, så helheden, balancen og den subtile detalje går i ét? Det er der mange gode eksempler på i bogen, det Nordenfjeldske Kunstindustrimuseum og Formyndersalen i FN-bygningen i New York er i hver sin ende af skalaen – som kammermusik og symfoniorkester, men begge nøje kalibreret og udført til perfektion.
Nils Fagerholt (se nekrolog s. 36, red.) nævner i bogen om Poul Kjærholm Juhl som en af de første, der forstår, at møblet er et rumartikulerende element, der støtter og fuldstændiggør arkitekturen. Også Juhls udstillinger for Georg Jensen og senere Scandinavian Modern-udstillingerne har tjent som inspiration for Kjærholm.
Juhls liv, værk og verden er fint rullet ud, sobert og ordentligt. Grafisk udformning, fotos og værkfortegnelse er i top. Det eneste, man savner, er nogle flere skitser, der viser vejen ad hvilken. Lidt mere proces – nogle fedtede kruseduller og kuldsejlede modeller eller prototyper, der kunne fortælle, hvordan Juhl arbejdede, og at der er en stor frasorteringsproces i at nå frem til den endelige færdige og rigtige form.
