Bydelsløft

Huset er opført med en indre kerne samt dæk og fritstående bærende søjler støbt i beton og med facader i glas opdelt i et sprossesystem, der fortætter opefter, udfyldt med klart rudeglas eller som mælkehvide, lukkede glasplader med isolering bag.

Stueetagens facade er desuden udstyret med et filtrerende facadelag uden på ruderne af mørke metalrør, der skal skærme for indblik. Desværre forstyrrer det en smule fortætningen af selve facadens sprossesystem – der netop er åbent i bunden og tættere opefter. Nu ligner det ved første øjekast næsten et hegn, der lidt afvisende omkranser huset. I det hele taget har huset et lidt afvisende ydre med de reflekterende glasfacader, som er relativt lukkede ud mod hjørnet.

Vindfanget er naturligt indpasset i indgangspartiet, idet den indre betonkerne forskyder sig lidt fra facadens tilbagerykning. Så stiller man sine sko i cirkulære skoskabe, for Kampsportens Hus er til strømpesokker og bare tæer. Det store foyerrum er varmt og indbydende med egetræ på gulvet og store forskudte træskiver, der danner væg fra foyer til tre administrations- og møderum i varierende størrelse mod vest.

(Teksten fortsætter efter billeder)

I det indre udgør den store betonkerne, hvorfra dækkene synes at vokse ud, også den dominerende rumdannende og materialemæssige kerne i byggeriet. Fra kælder til øverste etage slynger en in situ-støbt spindelbetontrappe sig, udformet med dybe lave trin med egetræ på trædefladerne ligesom gulvene i huset. Fra de åbne fællesrum bag glasfacaden mod nord bevæger man sig gennem en dyb sluse med højrød foring af lydabsorberende bølget materiale ind i de to træningssale på hver etage. Nicher mod gaden i salene er foret på samme vis og indrettet med træbænk som små opholdsrum. Det er meget effektfuldt at bevæge sig fra de store, vertikalt sammenhængende åbne rum med gennemgående glasfacader til gårdrummet gennem den dybe dørniche, hvor lyden dæmpes, og opmærksomheden bliver en anden. Huset slår tonen an gennem arkitektonisk bearbejdning til fokuseret nærvær. 

Træningssalene er udstyret med nedfældet, støddæmpende underlag i gulvene i en dybrød farve. Væggene er foret med egetræspaneler, der flere steder fungerer som døre til opbevaringsskabe eller egentlige depotrum og branddøre. Desværre lever gulvene ikke umiddelbart op til brugernes behov om egentlige faldunderlag, så ved mit besøg blot en uge efter foreningernes indflytning i huset var de ved at lægge faldunderlagsmåtter ud på alle gulve, hvilket desværre havde den uheldige følge, at egetræsforingens døre ikke kunne åbne. Man må håbe, at det er opstartsvanskeligheder, der kan findes en god løsning på hen ad vejen, ligesom der også skal findes en løsning til de fordybninger, der er lavet i betondækket foran flere vinduer i salene, som de udøvende kamsportskæmpere er nervøse for at vrikke foden om i under kamp.

Vinduerne i salene er forsynet med gardiner i flere lag, så lys og indblik kan filtreres og akustik reguleres. Gardinerne fungerer som solafskærmning og styres af en lyssensor (der kan overstyres), så i sommermånederne vil de være trukket for en rum tid, da solindfaldet er stort. 

Kamsportssalene er husets kerne, og i stueplan smyger foyerrummet sig omkring dem. Foyeren skal bruges som café og mødested og serviceres af et lille anretterkøkken, så her er man nødt til at finde en forpagter med stort industrikøkken andetsteds, som forhåbentlig også kan hjælpe med de fællesspisninger osv., man i foreningerne i huset har et ønske om at kunne afholde. På første sal er en lille og mellemstørrelse sal placeret over foyerrummet, her skal indrettes træningsrum, og rummene har direkte adgang til tagterrassen, hvor træningsaktiviteter og foreningssamvær kan rykkes ud. I det åbne rum ved den gennemgående trappe har kampsportsforingerne indrettet sig på første og anden sal med interimistiske klapborde og sofaer, og så er de højtsiddende, tværgående dybe vinduessprosser trådt til som pokalhylder for de imponerende trofæsamlinger. Det ser ret hyggeligt ud, men man bliver nevøs for, om det lidt formelle hus til fulde kommer til at omfavne også disse mere brogede sider af foreningslivet. Hus og beboere skal måske bare lige lære hinanden ordentligt at kende.

Skodagrunden har længe været en stille kampplads i kvarteret, og siden boligejendommen på hjørnet blev revet ned i 1985 og også en lille benzinstation mod Lygten som led i saneringen af området, har det været en stor grusplads med skiftende aktiviteter som p-plads, halvpermanent loppemarked, graffitikunstplads, madmarked med træflis og EUR-paller mv. Det er en kæmpe gevinst for byen, som i udpræget grad savner sportshaller, at hjørnet nu har fået et hus med plads til sport og foreningsliv, og ikke mindst et bymæssigt løft med ordentlig cykelparkering og bænke i solen midt i virvaret.