Campus Kollegiet

Med sine 15 etager er det nyopførte Campus Kollegiet ved Syddansk Universitet i Odense et ganske markant vartegn for hele universitetsområdet. Det er opført som tre selvstændige tårne, der indbyrdes er forbundet med store fællesområder på hver etage med køkken- og spisefaciliteter m.m. og ikke mindst store glaspartier med udvendige opholdsområder med altaner, hvorfra der er en fantastisk udsigt til universitetet og landskabet.

De tre tårne er hver især opdelt i to vertikale enheder, som yderligere er inddelt horisontalt i tre blokke med enten forskydninger i dybden eller roteret 90 grader. En sådan fragmentation kunne godt forekomme manieret, men der er et fast greb om tingene, og det nye campusbyggeri byder på et varieret og oplevelsesrigt helhedsindtryk mod alle verdenshjørner, som ikke på nogen måder virker fortænkt.

Arkitekterne bag Campus Kollegiet fremhæver selv det nærliggende universitetsbyggeri, som Knud Holscher og arkitektfirmaet KHR tegnede i slutningen af 1960erne som reference. Den henvisning kan godt være lidt svær at få øje på, eftersom det byggeri blev opført som en tæt-lav-bebyggelse, der blev spredt ud over et stort areal efter en stram grundplan efter strukturalistiske principper. Det spor kunne arkitekterne sagtens have fulgt, men i stedet har man valgt en højhusløsning.

I sin egen ret giver det god plads til et stort naturområde med sø, skov, enge og stier – plus en station til en kommende letbane, som vil gøre det nemt at komme frem og tilbage til Odense.

Kollegiets facader er beklædt med specialfremstillede, gråtonede mursten med en antydning af gult i overfladen, som lige netop formår at give stenene karakter og dybde. En særlig detalje er, at man flere steder har lavet murede gitre foran vinduerne på tårnenes sider, hvilket måske ikke er videre praktisk indvendigt og tilmed stjæler en del dagslys, men til gengæld giver et filigranmønstret modspil til de store, murede flader. Den gråtonede mursten er også brugt indvendigt, og her spiller den fint op til det øvrige materialevalg med slebet beton, keramiske gulvfliser, natursten og egetræ.

Disponeringen af Campus Kollegiet gør, at der ikke er nogen egentlig hovedindgang. Fra stueetagen er der indgang fra tre sider, og hver indgang leder beboerne ind mod et centralt område i midten af bygningen, hvor et postfordelingsanlæg til kollegiets 250 værelser er placeret. Fordelingsanlægget er udformet som to halvcirkler, der er forskudt i forhold til hinanden, og det kan godt virke lidt underligt, når man tager byggeriets stramme arkitektur i betragtning. En fysisk reference til husets tre tårne havde nok været en mere logisk og genkendelig løsning for kollegiets beboere.

I stueetagen finder man også et stort rum til cykelparkering (der er også cykelparkering i kælderen), et mindre kontor til administration og vicevært, et avanceret pakkepostanlæg til nethandel samt en café med tilhørende loungeområde til fællesaktiviteter. Caféen er interessant, idet man har bestræbt sig på at skabe en stemning, der nærmer sig caféerne inde i Odense. Materialevalget er råt med brede plankegulve i patineret egetræ, lydabsorberende vægpaneler med perforering i fineret eg, vægpartier og søjler i slebet beton, et lidt anonymt kassetteloft med niveauspring samt store glaspartier med gråsorte metalrammer ud mod udendørsområderne.

Møbelvalget har en snert af kantine over sig, selv om de farvede plaststole – tegnet af designduoen Barber & Osgerby – er særdeles velfungerende og ganske praktisk byder på to siddestillinger. En fin detalje er, at gulvbelægningen langs vinduerne er trukket ind i bygningen som en en smal bræmme med samme type grå natursten, som er anvendt i udendørsarealerne.

Den detalje understreges yderligere af specialdesignede radiatorer, der er udført i smalle firkantrør med form som lave bænke. I de fælles gangarealer og på toiletterne er naturstenene erstattet af store keramiske fliser med nogenlunde samme farvespil, som ikke alene giver en rolig overgang, men også er nemme at renholde.

De enkelte boliger er særdeles stramt disponeret, og det gælder også materialevalget, hvor lofter og indvendige skillevægge (bortset fra reolvæggene) er i poleret beton, gulvene i brede egeplanker, ydervægge i gråtonede mursten og fast inventar i fineret eg. Det pudsige er, at det faktisk er den mindste boligtype, der forekommer mest vellykket, idet de to andre typer boliger har en kombination af store gangarealer og små rumdybder. De små boliger har en særdeles funktionel fordeling af sove- og opholdsareal, kombineret studie- og spiseplads, tekøkken og opbevaring samt toilet og bad, og den mest interessante løsning er, at arkitekterne har valgt at møblere den ene langvæg i opholdsområdet med en reol med skinner og hylder i sortlakeret stål, der giver mindelser om 1960ernes udbredte reolsystemer. Valget skyldes ikke en nostalgisk veneration for epoken, men er ganske praktisk begrundet i dels et ønske om at kunne montere lydabsorberende felter med stofbeklædning mellem skinnerne, og dels at beboerne skal have mulighed for at kunne placere hver eneste hylde efter et aktuelt behov. I de større boliger er der ikke ret meget plads til at få placeret det fleksible reolsystem dér, hvor der er mest behov for det, og det kunne godt have været løst lidt bedre.

Det inderste fællesområde flankeres af magelige sofamøbler som en slags lounge, hvor der er opsat fladskærms-tv. Desværre har man ikke været opmærksom på, at de loftmonterede downlights skaber reflektioner i skærmene, og det har fået kreative beboere til at afskærme lamperne med tape og aluminiumsfolie. Egentlig er det en ganske smuk udgave af beboerinddragelse, men forhåbentlig kommer der en mere permanent løsning på det problem, for kønt ser det ikke ud.

Øverst på toppen af kollegiet er der indrettet et par forskerboliger til ophold af længere varighed samt et stort, officielt møderum for universitetets brugere og samarbejdspartnere. I planlægningsfasen mente universitetet ikke, at møderummet var en nødvendig facilitet, men arkitekterne stod heldigvis fast på deres idé, og rummet bruges nu i en lang række sammenhænge – med udsigt.

Anmeldelsen blev første gang bragt i Arkitekten 5, maj 2016.