ANNONCE
Drift: Arkitekturens sejtflydende kølvand
Det er fra nu af unødvendigt, at arkitekter står på hovedet for at skjule det, som alle ved: at det regner.
Søren Nielsen
Arkitekt MAA og partner i Vandkunsten
Antitesen til den akademisk skolede bygningskunst må være bygningsdriftens blinkende fejemaskiner og bippende lifte. Sorte rullekravetrøjer over for blå bukser med seler. I klimakrisens omstillingsproces står dette modsætningsforhold imidlertid for fald. Arkitekturen trækker et sejtflydende kølvand efter sig i form af energiforbrug, vedligeholdelse, udskiftning og ombygning. Hver en ny kvadratmeter trækker veksler på fremtiden, og bevidstheden herom bør blive det centrale professionelle curriculum for fremtidens arkitekter. Og nej, vi kan ikke bare overlade det til konstruktøruddannede facility managers. Driftsvidenskaben rummer vigtige designparametre, der kan forny bygningskunsten og dens æstetiske repertoire. Kun arkitekterne har færdighederne til at omsætte nødvendighederne til kulturel værdi.
Fornyelsespotentialet skal ikke findes i de gamle driftsregimers viceværtargumenter, som alt for ofte har ført til form-follows-fejemaskiner, institutionsagtige, linoleumshørmende interiører, planteforskrækkede facader, græsørkener osv. Nej, nysgerrigheden skal rettes imod de tekniske kravs udmøntning i arkitektoniske motiver: Når lange udskiftningsintervaller sikres ved hjælp af konstruktiv facadebeskyttelse og fører til genopfindelsen af tagudhæng og gesimser. Når fastgørelser, der forbereder udskiftninger uden destruktive indgreb, bliver dekorativt synlige. Når den menneskelige skala bliver mærkbar i komponenternes modulering og proportionering, for at serviceringen kan ske uden kostbare maskiner og højt energiforbrug.
Driftsperspektivet vil revolutionere arkitekturens praksis og dens kun alt for normative og ubegrundede æstetik. Her skal blot uddeles nogle få kollegiale mavepustere som prøvesmagning: Den akademiserede Bauhaus-kubisme og dens søvngængeragtige udøveres tid er omsider forbi. Bygninger har brug for profiler til bortledning af vand og beskyttelse af facader – såmænd også af omsorg for de mennesker, der færdes omkring bygningerne. Formens betydning er ikke længere abstrakt og uudgrundelig, men konkret og aflæselig. Der gives carte blanche med tilhørende syndsforladelse til at placere tagrenderne uden på bygningens tagfod, hvorfra de vil kaste en fuldt legitim skygge. Det er fra nu af unødvendigt, at arkitekter står på hovedet for at skjule det, som alle ved: at det regner. Tonstunge vinduesfag med glas fra gulv til loft, der er beregnet på at ophæve skellet mellem ude og inde, forskellen mellem 1:50 og 1:500, og at brække ryggen på montørerne, vil være en saga blot. I stedet kan der arbejdes med forfinelse af industriprofiler og vedkommende vinduesformater. Glem også indklædninger, udspartlinger og overmalinger af overgange mellem bygningsdele. De skal alligevel udskiftes i forskellige tempi. I stedet kan vi lade bygningslagene spille sammen kompositorisk. Abstraktionens kalkulerede, korttidsvirkende magi afløses af virkelighedens uendeligt komplekse sammensathed.
Mon ikke mange kommer til at elske den arkitektur, der gør det muligt at aflæse tyngdekraften, klimaet, tiden og bygningens særlige historie. Det er på tide at erkende, at mange af de modernistiske arkitekters tricks har været fremmedgørende. Og at driftsmæssige urimeligheders fysiske natur gør, at de alligevel ubevidst sanses af kroppen – vinduer, der kun kan pudses med rappelling, usynlige tagrender og nedløb, rum og bygningsdeles overmenneskelige dimensioner osv. Den latent sansede, men usynlige forbindelse mellem arkitekturen og dens vedligeholdelsesmaskineri skaber let en ubehagelig, teatralsk distance mellem bruger og bygning.
(Artiklen fortsætter nedenfor)
Søren Nielsen
Arkitekt MAA og partner i Vandkunsten
Udgivelse
Artiklen er første gang bragt i Arkitekten 09/2022
ANNONCE
Bygninger som receptorer for tid
Få driftsorganisationer sondrer imellem rent og pænt. Det uudtalte mål er at få bygningen og dens omgivelser til at fremtræde så lidt slidte som muligt. Det er egentlig ikke overraskende, eftersom materielkulturen i industrisamfundet er domineret af produkter uden spor af håndens arbejde. Deres levetid er desuden begrænset af forældelse snarere end opslidning. Omgangen med industriprodukter – med bilen som den ultimativt feticherede forbrugsgenstand – kan ikke undgå at inspirere til idealet om boligen som et glatpoleret og nyvasket objekt. Begge er beholdere for kroppen, så hvorfor egentlig skelne? Men bygninger har potentielt en ubegrænset levetid. De er kun sjældent industriprodukter, og at betragte dem som forbrugsgenstande vil understøtte en nedrivningskultur, som et ressourcebegrænset samfund ikke kan tillade sig.
Alternativet til det primitive holdbarhedskriterie og det forbrugeristiske krav om materialernes evige ungdom er en kultur baseret på en forståelse af bygninger som receptorer for tid og indikatorer for aldringsprocesser. Vi har brug for at skelne skarpere mellem teknisk og kosmetisk forfald. Designudfordringen er at planlægge bygningers aldring, sådan at resultatet af menneskers, vejrets og planters påvirkninger ikke aflæses som usoigneret, men snarere som nobelt. Driftens formål bliver at sikre hygiejne, ikke mentalhygiejne.
Driftsscenarier er en del af bygningens totaløkonomi. Traditionelt har regnestykkerne tjent til at vise, hvordan man fik længst mulig levetid for færrest mulige penge, og dermed om det kan betale sig at investere i en lidt bedre løsning, selvom den er dyrere. Det har bidraget til forkærligheden for vedligeholdelsesfri materialer. Den hårdnakkede favorisering af tunge materialer skyldes en særlig dansk neandertalerversion af totaløkonomi. Måske inspireret af eventyret om de tre små husbyggende grise og den store stygge ulv har boligselskabers og pensionskassers designmanualer ufravigeligt dekreteret beton og mursten. Materialevalget alene udgør bare ikke en garanti for lave driftsomkostninger og lang levetid, hvilket demonstreres af prominente teglbeklædte, nu nedrivningstruede ghettobebyggelser.
Livscyklusbetragtninger kolliderer let med det totaløkonomiske rationale. Såkaldt vedligeholdelsesfri facadematerialer som aluminium eller teglsten med cementstærke fuger holder teknisk set gevaldigt længe, men bidrager maksimalt til drivhuseffekten. Den økonomiske nutidsværdi har sin miljømæssige parallel i up-front-emissioner, hvilket man skal huske, når branchens svage sjæle argumenterer for, at det i længden er mest bæredygtigt at bruge materialer med lang levetid uanset deres beskidte fodaftryk. For det er jo netop nu – og absolut akut – at emissionerne skal nedbringes. Og ikke om firs år, vel?
Før industrialiseringen byggede man med en stor andel materialer med lav klimabelastning, lav pris og højt vedligeholdelsesbehov – træ, ler, strå. Ofte udvundet og produceret tæt på byggeriet. En materialepris, der afspejlede klimabelastningen, ville kunne bane vejen for at genindføre sådanne materialer. Men selv med en beskatning af trækket på naturgrundlaget ville velfærdssamfundets tårnhøje priser på arbejdskraft udgøre en barriere for driftsscenarier, som bevidst indkalkulerer en hyppig udskiftning. Danmark er ikke Indien. En bæredygtig totaløkonomisk praksis bliver derfor en krydssejlads imellem markedets og velfærdssamfundets Skylla og Charybdis.
Arkitekt på abonnement
Således er byggeriets omstilling fastlåst i et jerngreb af klimamæssigt uhensigtsmæssige strukturelle vilkår. Spot til skade er det, at bygningsreglementet rent ud påbyder løsninger, der både er driftsmæssigt problematiske og klimabelastende. Ud over manglende rammer for reversibilitet, fleksibilitet og klimapåvirkningen fra materialer forudsætter reglementet anvendelsen af isenkram, hvis levetid notorisk forkortes af teknologisk forældelse. Som ventilationsanlæg med stort serviceringsbehov, høje krav til brugernes betjeningsfærdigheder og tolerance over for hvid støj. Eller trelagsruder med dobbelt punkteringspotentiale, elendig dagslyskvalitet og evindelige hængseljusteringer – i hvert fald indtil arkitekterne lærer at lave mindre vinduesopluk, se ovenfor.
Som et offer på bæredygtighedens alter skal der herfra lyde en opfordring til arkitektbranchens stadig flere full-blown kommercielle aktører om at udvikle forretningsmodeller baseret på klima- og driftstilpassede løsninger. Få jeres bygherrer til at forstå, at de kan tjene penge på konstruktiv facadebeskyttelse, mindre vinduesformater, alternativer til linoleum, ekstensiv vedligeholdelse af friarealer osv.! Få dem til at hyre jer i abonnementsordninger til at varetage driftsopgaverne! I kommer til at tjene masser af penge.
De arkitektstuderende ved det allerede: Der findes i dag ikke noget mere sexet område i arkitekturfaget end bygningsdrift. At udtænke langsigtede designløsninger med udgangspunkt i bygninger som foranderlige, organiske systemer af materialer, komponenter, bygningsdele, hvortil hører forberedelsen af scenarier for deres skiftende anvendelse, lejlighedsvise servicering og udefra kommende påvirkninger er kort og godt: the hot shit!