En almen og nyttig fremtid

Bare byg tættere, så falder priserne helt af sig selv…

Forleden var jeg i selskab med Ole Birk Olesen, der iført byggepladshjelm og sikkerhedssko kom med løsningen på de skyhøje boligpriser i landets storbyer: “Bare byg tættere og højere, så falder priserne helt af sig selv”. Så enkelt kan det åbenbart gøres ifølge vores transport, bygnings- og boligminister. Lemp på reglerne og hele det bureaukratiske system i kommunerne og så af sted med nogle flere boliger i sprækker, højder og på fælleder. Svaret ligger ikke i at opføre flere almene boliger, ifølge ministeren. De er kun for de få, der har været skrevet op i 25 år, og i øvrigt noget, vi alle sammen betaler til, uden at ret mange får glæde af det.

Sammen med Nicolai Wammen fra Socialdemokratiet var ministeren inviteret Langt (væk) fra Borgen til en snak om, hvordan vi løser de skyhøje priser og den fortsatte tilflytning til byerne. At der var uenighed mellem de to herrer, kom ikke som den store overraskelse. Ej heller at Ole Birk Olesen mener, at alle problemers svar er at finde i vækst og de frie markedskræfter. Men at ministeren slet ikke var klar over, hvor stor en del af den danske boligmasse der rent faktisk er almen, når han nu bruger så meget krudt på at lange ud efter den, kom bag på mig. Hvis svaret havde været 8%, som han selv foreslog, var det skævvredne problem, han bekymrer sig om, vel relativt lille. Men den almene boligmasse udgør faktisk 20% – det svarer til, at hver femte borger bor under en boligforenings tag. Det må vel siges at være en ret stor del af befolkningen, der får glæde af det tilbud, vores fælles samfund er med til at give borgerne?

Når det er sagt, kan ministeren da have nogle pointer i, at vores regler og byggesagsbehandlinger til tider kan være rigide og spænde ben for nytænkning af boligstørrelser, fælleskøkkener, parkering m.m. Men hvis det hele skal høvle op af jorden endnu hurtigere, end det allerede gør, kan jeg godt blive en smule bekymret. For selv om det kommunale apparat indimellem synes langsommeligt og fyldt med benspænd, bliver der i forvejen f.eks. givet lov til tætheder mellem huse, der nærmest må udløse nye menneskelige adfærdsmønstre. Eller hvad sker der med den eksisterende bys kulturhistoriske lag og kvaliteten af det, vi bygger, hvis der er mindre overordnet styring?

Højkonjunktur medfører ofte stagnation i idéudvikling – man sprøjter de samme boliger ud dikteret af vækst, udbud og efterspørgsel. Facit for de boliger, som “folk vil have”, ligger hos developere og ejendomsmæglerne – og arkitekter og forvaltninger løber, groft sagt, ofte med. Vi arkitekter er nødt til at gribe i egen barm og være med til at sikre kvaliteten og udviklingen i det, vi laver, uanset om ministeren får rykket yderligere ved diverse lovgivninger.

Men én ting er at tænke kvalitet i byrum, boliger og materialer – noget helt andet og ligeså afgørende er, hvilken beboersammensætning vi ønsker i vores byer. Skal der være plads til alle, giver det sig selv, at prisudbuddet og størrelserne skal kunne rumme alt fra kassedamen til bankdirektøren. Som det er nu, har den førstnævnte svære kår, og selv ministeren kunne godt se, at de private priser aldrig vil kunne komme ned på niveau med de almene, uanset hvor meget man bygger – en alternativ løsning fra ministeren udeblev dog.

Vi har brug for de almene boliger, der skal sikre, at der er plads til os alle sammen. Vi har brug for disse foreninger og hele systemet som en institution af fællesskab, ansvar og det efterhånden lidt slidte, men gode ord mangfoldighed. Og ikke nok med det socialt bæredygtige aspekt, boligforeningerne bidrager med, så har de almene boliger historisk set også skabt nogle af de smukkeste boligbyggerier i dansk arkitekturhistorie; Bellahøjhusene tegnet af tidens førende arkitekter med landskab af C.Th. Sørensen, Bispeparken af bl.a. Kaare Klint, Bredalsparken i Hvidovre af Svenn Eske Kristensen, Tingbjerg af Steen Eiler Rasmussen etc., etc. Guldalderen i dansk boligbyggeri er altså almen. Kvaliteten er stadig høj, når der bygges og renoveres for boligforeningerne. ONV Arkitekter/JAJA Arkitekters Nordre Fælled for KAB er et glimrende eksempel på en bebyggelse i smukke materialer med fine rum inde og ude med plads til fællesskab.

Kigger man mod fremtiden, tyder det på en tendens til, at vi vil leje fremfor at eje. Vi ønsker en frihed i vores boligvalg på en anden måde end tidligere, hvor drømmen og mulighederne måske oftere lå i parcelhuset som livsramme, indtil man skulle bæres ud.

Også her kan det almene noget særligt. Det er ikke bare boliger for alle; den enlige, den studerende, den ældre, den unge familie, den sammensatte familie, seniorerne etc. Den almene bolig rummer også store muligheder for at eksperimentere med nye boformer, fællesskaber, deleøkonomi og ikke mindst bæredygtighed. Der ligger et stort potentiale i, at byggerierne ofte har en hvis størrelse, der giver mulighed for at arbejde med en anderledes variation i boligstørrelser.

Nye boliger er, som bekendt, skudt op af mulden de sidste 15 år. Nogle bedre end andre, nogle mere eksperimenterende og smukkere end andre. Men fælles for langt de fleste er, at der stort set ikke er udviklet på den måde, vi indretter en bolig på, til trods for at vores familieliv ser temmelig anderledes ud med boliger, der nogle uger har fire beboere og andre ingen. Ydermere bor flere og flere alene og har måske større behov for rammer, hvor man kan mødes på tværs.

Tænk at bo i en bebyggelse med forskellige typer boliger, boformer og fællesskaber, hvor det at rykke over i en lejlighed, der passer til ens behov, er en mulighed? Har man en ejerbolig, er det at flytte en langt større beslutning, der til tider ender med, at vi bliver låst fast, både af økonomi og forandringsangst.

Det almene giver mulighed for at bo mere skræddersyet. Her kan man flytte bolig, som ens livs vinde blæser, rundt i samme forening. En livsløbsbebyggelse med plads til at vokse fra 5 til 1 til 2+2+3 – 5/9.

Måske ligger fremtidens boligformer og lurer i det almene, der lige så stille kan sive ned til det private og smitte af på “det, vi alle vil have”?

Én ting er det almene som fremtidens mulige boliglaboratorium, noget helt andet og endnu mere afgørende er vigtigheden af, at vi styrker boligforeningerne som redskab til at skabe blandende byer med plads til os alle.