Essay: Hvor er kvinderne i dansk arkitekturhistorie?

‘Dametur’

Hvordan står det så til i Danmark? Eller vi skulle måske spørge lidt mere præcist: Hvad ved vi om kvinders bidrag til og betydning for dansk arkitekturs historie i det 20. århundrede? 

I 2004 fejrede Det Kongelige Danske Kunstakademi sit 250-års jubilæum og udgav det stort anlagte trebindsværk Kunstakademiet 1754-2004 (Arkitektens Forlag, 2004). Det er en omfattende publikation på over 1.000 sider, som belyser Akademiets historie med fokus på at forbinde Akademiets kunstsyn med samtidens kulturelle og politiske strømninger. Men i det ellers omfattende værk mangler der viden om kvinderne på Kunstakademiets Arkitektskole. Under overskriften ‘Dametur’ fortælles det på én (!) side, at kvinder fik adgang til Arkitektskolen i 1908.[1] Vi får at vide, at de to første kvinder, der blev indskrevet på Arkitektskolen, var Agnete Frederikke Laub Hansen og Elise Marie Bahnson. Vi hører ikke så meget om deres tid på Arkitektskolen, men vi lærer, at førstnævnte var søster til arkitekt Thomas Havning, og at hun senere blev gift med arkitekt Henning Hansen og endte med ikke at bruge sin arkitektuddannelse, da hun blev husmor. I den ultrakorte fortælling om kvinderne bliver vi ligeledes præsenteret for Ragna Grubb, som tog afgang i 1933 og allerede året efter vandt konkurrencen om at tegne Kvindernes Bygning i Niels Hemmingsens Gade i København. Bygningen var et af de første etagehuse i København, der blev opført i jernbeton i et modernistisk form­sprog.[2] Hvad der ikke bliver nævnt er, at Ragna Grubb få år efter også vandt den almene boligforening fsb’s arkitektkonkurrence om boligplaner for børnerige familier. Sammen med Karen Hvistendahl og Ingeborg Schmidt tegnede hun det, dommerkomiteen anså for at være det bedste bud på, hvordan moderne lejligheder kunne planlægges, så de bedre opfyldte de børnerige familiers behov. De fik lov at realisere deres vinderprojekt i Kantorparkens blok 7. De resterende seks blokke blev tegnet af mandlige arkitekter. 

Ud over de tre ovenstående kvinder bliver man i samme udgivelse ligeledes præsenteret for Karen Mundt, Eva Ditlevsen og Rut Speyer, som alle tre var gift med mandlige arkitekter, henholdsvis Ebbe Clemmensen, Nils Koppel og Eigil Hartvig Rasmussen. I nekrologen om Karen Clemmensen i Arkitekten (05/2002) fortæller Tobias Faber, hvordan han, sammen med sin hustru og tegnestuepartner, som han selv formulerer det, arkitekt Jytte Jensenius, ofte mødtes med Clemmensen- og Koppelparret, hvor de diskuterede, hvor svært det var for en kvindelig arkitekt både at være kone, have børn og samtidig drive egen tegnestue. Det var nemlig ikke almindeligt dengang – og forstås heller ikke nemt.[3] Historien beretter ikke noget om, hvorvidt mandlige arkitekter også havde udfordringer med at forbinde familie og karriere. Endelig bliver vi introduceret til arkitekten Anne Marie Rubin, der, som det anføres i udgivelsen, som den første kvinde fik den lille guldmedalje for en mineby på Mors, og som efterfølgende blev en fremtrædende byplanarkitekt. Forfatterne til nærværende artikel kan supplere med, at Rubin først arbejdede i Boligministeriet, som kommitteret i Byplansager. I 1954 etablerede hun sammen med sin mand, Claus Bremer, egen tegnestue, og de vandt en række byplankonkurrencer. Hun var desuden den første kvinde i Danmark, der blev professor i byplanlægning. 

På en enkelt side præsenteres vi således for syv kvinder, eller nærmere betegnet syv arkitekter, fra de 96 år, kvinder havde haft adgang til Arkitektskolen, da bogen udkom, men fokus i teksten ligger i højere grad på, hvem de var gift med eller var søster til, end hvad de har bidraget med til dansk arkitektur, eller hvordan det var for dem at være del af et mandsdomineret miljø.

Tendensen fra jubilæumsbogen kan også ses i anden litteratur om dansk arkitekturhistorie. Vores foreløbige gennemgang af dansk arkitekturhistorieskrivning viser, at hovedparten af de nævnte arkitekter er mænd, hvilket afspejler, at flest mænd blev uddannet på Arkitektskolen i starten af det 20. århundrede, men det forklarer ikke det kradse asymmetriske forhold, vi kan se mellem mænd og kvinder i den danske arkitekturhistorietradition – et forhold, som bliver mere og mere bemærkelsesværdigt, skævvredet og potentielt negativt selvforstærkende, jo længere vi kommer frem mod vor egen tid. En simpel optælling baseret på registre i forskellige kendte værker om dansk arkitekturhistorie viser, at der eksempelvis i Tobias Fabers Dansk arkitektur (1977) bliver nævnt syv kvinder, i Dansk arkitektur i 250 år (2004) redigeret af Kim Dirckinck-Holmfeld og Martin Keiding, bliver der nævnt 13 kvinder, i Erik Nygaards Tag over hovedet (1984) nævnes seks kvinder, i Malene Hauxners Med himlen som loft (2002) nævnes otte kvinder, i Lisbet Balslev Jørgensens (et al.) Danmarks arkitektur (seks bind fra 1979 til 1981) bliver der i flere bind ikke nævnt en eneste kvinde.[4] Fælles for ovenstående titler er, at det i overvejende grad er de samme kvinder, der omtales. Det er dog ikke, fordi der ingen kvinder har været at nævne – deres bidrag er bare ikke blevet skrevet ind i historien. En hurtig research har afsløret, at over 60 kvinder har ydet væsentlige bidrag til dansk arkitektur.[5] Herunder både kvinder, som fik afgang fra Arkitektskolen, og kvinder, som blev uddannet ved Landbohøjskolen, bl.a. ‘den første kvindelige danske havearkitekt’ Anka Rasmussen, der brændte igennem med egen praksis og med internationale publikationer i 1930erne. Hun har siden været fraværende i historieskrivningen.[6]

Manglende viden

I anledning af 100-års jubilæet for kvinders adgang til Kunstakademiets Arkitektskole i 2008 gjorde arkitekterne Rikke Lequick og Tanja Jordan opmærksom på vores manglende viden om, hvilken rolle og betydning kvinder har haft for dansk arkitektur. I publikationen Female Forces (Arkitektskolens Forlag, 2008) efterlyste de historisk viden, som kan rette op på denne mangel i dansk arkitekturhistorie, men på trods af at det nu er mere end ti år siden, denne publikation udkom, er der endnu ikke blevet fulgt op med samlet historisk forskning om emnet. 

Spørgsmålet om, hvilken rolle, virke og betydning kvinder har haft for dansk arkitektur, er altså stadig ubesvaret.

Dansk arkitekturhistorie er primært orienteret omkring nogle få kanoniserede mandlige skikkelser og historier, som bliver gentaget.[7] Det har ført til en relativt begrænset forståelse af arkitekturens praksis, som i udgangspunktet sættes lig med én persons kreative skaberkræfter. Enkeltpersoner bliver set som spydspidser, som fornyr formgivningens kreative udtryk og skaber værker nærmest i enerum. Men arkitektur kan hverken reduceres til en enkelt persons kreative evner – det være sig mand eller kvinde – eller alene til et spørgsmål om form. En sådan forståelse af arkitekturens kollektive praksis er tydelig i mange arkitekters daglige arbejde i dag, men den måde, faget er blevet fremstillet på i arkitekturhistorien, er ofte med til at gengive en patriarkalsk (og romantisk) forestilling om det kreative geni, som skaber mesterværker.[8] Det gør, at vi har store blinde vinkler i forståelsen af arkitekturens historie. Der er derfor behov for alternativer til denne forståelse, da arkitektur og hele det byggede miljø i praksis bliver til med bidrag fra mange medvirkende, som både er med til at idégenerere, skabe, realisere og fortolke resultatet.

I denne sammenhæng er det vigtigt at nævne, at kvinder ofte har haft andre roller end dem, som dansk arkitekturhistorie har kredset om, hvilket måske kan være med til at forklare, at deres bidrag er relativt underbelyst. De har f.eks. bidraget i samarbejder på tegnestuerne eller været statsligt og kommunalt ansatte (ligesom mange mænd, som også er røget ud af historien). Kvinders rolle som formgivere dækker desuden ikke blot over de monumenter, som arkitekturhistorien traditionelt har beskrevet, men også f.eks. parcelhuse, køkkener og interiører, hverdagslandskaber, byplaner og aktioner i grænsefeltet mellem kunst, kunsthåndværk og arkitektur. Den autoritative historieskrivning har traditionelt støttet sig til en forståelse af et særligt hierarki, hvor nogle former for praksis (dem, som mange mænd udøver) bliver set på som mere værdifulde end andre praksisformer (dem, hvor man finder flest kvinder).[9]

Et eksempel på et underbelyst praksisfelt, hvor mange kvinder har været aktive i det 20. århundrede, er det at skrive kritikker, omtaler og bøger om arkitektur og landskabsarkitektur. F.eks. har tidsskriftet Havekunst (som i dag hedder Landskab) haft flere betydelige, men ofte mere eller mindre glemte kvinder som redaktør, herunder Anka Rasmussen (1931-32), Agnete Muusfeldt (1959-61) og Karen Permin (1964-80), som dermed har haft indflydelse på fagets selvforståelse og debat.[10] Redaktør og arkitekt Annemarie Lund, der for få år siden ophørte som redaktør af tidsskriftet, har tillige stået bag en række væsentlige fagbøger. I forhold til, at kvinder i dag skriver og producerer mere, forventer vi, at Lund vil indtage en blivende rolle i historieskrivningen fremover. Flere kvinder har også været særdeles aktive i faglige foreninger, internationale organisationer og som kuratorer for arkitekturudstillinger.

Hvis man oparbejder viden om kvinders roller, virke og betydning for dansk arkitekturhistorie, vil den således bidrage til en ny historisk forståelse af arkitekturens praksis som et udvidet felt og et komplekst netværk af mange aktører, som samarbejder, indtager forskellige positioner og påvirker hinanden gensidigt.

En sådan forståelse overskrider den adskillelse, som har præget dansk arkitektur­historieskrivning, der traditionelt er inddelt i separate fagfelter som bygningsarkitektur, møbelarkitektur og landskabsarkitektur. I det 20. århundrede har der været en stærk tradition for nært samarbejde mellem disse fag, men det afspejler den gængse danske arkitekturhistorieskrivning med fokus på enkeltpersoners virke sjældent.

Vi mener, at det i dag er særlig relevant både at fortælle kvindernes historier og at udvide forståelsen af arkitektur med fokus på de underbelyste sammenhænge mellem forskellige praksisområder. Faget befinder sig i dag i en brydningstid, hvor nye spørgsmål om praksisformer rejser sig, og nye samarbejder er nødvendige, når det gælder spørgsmål om f.eks. grøn omstilling eller digitalisering. Her er historien om de kvindelige arkitekters bidrag til dansk arkitektur et oplagt sted at starte for at afdække marginaliserede figurer og praksisformer i arkitekturhistorien. Dermed kan vi udvide forståelsen og potentielt få øje på vigtige aspekter af den danske traditions fortsatte relevans.

Opgaven med at indsamle viden om kvinders historiske bidrag til dansk arkitektur er presserende, da det er ved at være sidste udkald for at interviewe nulevende personer fra efterkrigstidens byggeboom, hvor netop mange kvinder blev aktive i arkitektfaget i Danmark. Viden om disse kvinder ligger desuden i mange og ofte spredte arkiver, og det er på høje tid at kortlægge materialet. Samtidig er mange af de rum og produkter, der blev skabt i denne periode – fra køkkener over offentlige institutioner til store landskabssammenhænge – i dag under omdannelse, hvilket kalder på viden, så vi kan træffe kvalificerede valg om deres fremtid.

Der er derfor al mulig grund til at undersøge, hvilken rolle og betydning ovenstående og andre kvinder har haft for dansk arkitektur.