Gordon Matta-Clark på KØS: Bygninger med huller

Gordon Matta-Clark blev uddannet arkitekt fra Cornell University i 1968, men kom aldrig til at arbejde som arkitekt. Allerede i sin studietid var han optaget af kunstneriske processer, og året efter sin afgang flyttede han til New York, hvor han i de næste ti år arbejdede som kunstner, indtil han døde i 1978 – 35 år gammel. Han vendte dog ikke ryggen til arkitekturen, men i stedet for at tegne nye huse kastede han sit blik på efterladte og saneringsmodne bygninger, og gennem sin kunstneriske praksis gav han et anderledes blik på byen og dens bygninger.

Udstillingen fylder en stor del af udstillingsrummene på KØS, og i de fleste rum vises både fotografier og film. Filmene, der oprindeligt var enten optaget på 8 eller 16 mm, er overført til HD-video, men har bevaret deres grynede 70er-udtryk – og de længste kræver en vis koncentration fra den besøgendes side. Derudover vises en blanding af forskelligartede dokumenter, f.eks. matrikelkort, ansøgningsskemaer til myndighederne og Matta-Clarks egne noter, sidstnævnte i form af de såkaldte indekskort. Titlen på udstillingen er netop hentet fra et af disse indekskort fra midten af 1970erne, og kortene fungerede for Matta-Clark som en slags huskesedler og fortløbende arkiv over nye ideer. Det udvalgte kort, hvor teksten lyder: “We will have to work together to unravel the unfound”, som lægger navn til udstillingen, peger tydeligt på Matta-Clarks egen praksis: Det handler om at arbejde sammen, for kun derved kan man række ud efter det nye og uopdagede. Kunst er en social praksis. Variationen i de udstillede genstande giver et godt billede af hans eksperimenterende arbejde, og hvordan det meget bogstaveligt rækker ind i hverdagen.

I udstillingen vises et bredt udvalg af Matta-Clarks værker, eller det vil måske være mere præcist at sige, at på udstillingen vises dokumentationen af Matta-Clarks værker. Allerede i det første udstillingsrum på første etage mødes man som besøgende af en grumset sort/hvid film, Fire Child (1971), hvor man ser en gammel mand i færd med at tænde et bål, mens en lettere usoigneret dreng løber omkring. I en senere scene er manden i færd med at klaske cement på en mur med hånden. Det er tydeligt, at vi befinder os i en storby, og et par scener længere inde i filmen, med et glimt af Empire State Building, bliver det klart, at der er tale om New York – omend et 1970er-New York, der bærer præg af slum og forfald. Filmen er en dokumentation af Matta-Clarks genopførelse af værket Garbage Wall, et værk han udførte for første gang i St. Marks Church, New York, året før. Garbage Wall er en arkitektonisk prototype, en mur opført af skraldematerialer, og den er i princippet frit tilgængelig og kan bygges af alle. Alt affald kan bruges, og presset sammen med cement og gips får det et nyt liv. Et budskab, der fremstår aktuelt og peger på vores egen tid, hvor der er et stort fokus på bæredygtighed, genbrug og ikke mindst genanvendelse af byggematerialer fra nedrevne bygninger. Værket var oprindeligt en del af The Brooklyn Bridge Event i 1971, der blev arrangeret af Alanna Heiss, som inviterede Matta-Clark til at deltage. Eventet var en stedsspecifik udstilling, og han lavede indtil flere værker, som alle var undersøgelser af, hvordan affald kan få en ny funktion, i dette tilfælde, hvordan det kan forvandles til arkitektur. På samme tid var han optaget af det sociale aspekt, altså hvordan kunsten kan skabe sociale rum i byen, og hermed også, hvordan byens beboere kan indtage deres by og dens rum på en ny måde.