ANNONCE
Kongruens
Søetatens Pigeskole i Nyboder har gennemgået en indvendig restaurering, hvor talrige justeringer har ført til sammenhængende udsagn. Interview med Amalie Drachmann og Ole Drachmann ved Albert Algreen-Petersen.
Albert Algreen-Petersen
Redaktør på Arkitekten
Arkitekt MAA og ph.d.
Ved I, om Bernhard Seidelin havde et forlæg, da han tegnede Søetatens Pigeskole – her tænker jeg bl.a. på den store aula, der næsten minder om en klostergård?
AD: Vi er ikke faldet over nogen inspirationskilder, da vi gennemgik de historiske tegninger og arkivmaterialer, som fandtes på bygningen. Men han havde den udfordring, at han skulle skabe et sted, hvor pigerne kunne komme ud og holde frikvarter inden døre. Det var derfor, aulaen blev til. Spørgsmålet er, hvor stor en succes det så har været i forhold til den larm, som man kan forestille sig, der var.
I aulaen er der sket en markant ændring under restaureringen. I har renset pudslag og maling af væggene, som nu igen står i blankt murværk, som oprindeligt. Kan I ikke fortælle om, hvordan I er gået til den opgave?
OD: Forhistorien er jo, at der ikke var nogen, der mente, det kunne lade sig gøre at rense malingen af skånsomt nok til at lade det stå i blank mur. Derfor var afrensning egentlig ikke med i projektet overhovedet. Men da vi så stod derinde og var ved at gøre klar til at skulle bygge, kom vi igen til at tale om, hvor skønt det kunne være, for vi vidste jo godt, hvad der var bag pudsen og malingen, fordi Seidelin havde lavet nogle fine vægopstalter i akvarel. Murværket var opfugtet, så planen var, at maling og puds skulle af og derefter pudses og males korrekt. Men så overtalte vi bygherren til at lave en mere skånsom afrensningsprøve et ikke synligt sted. Og så fik vi lov til at lave en større prøve. Da det også lykkedes, blev beslutningen taget om at rense det hele af. Men vi måtte næsten opfinde metoden, fordi det viste sig, at det var malet med plastikmaling, derefter en gummimaling, og så var der pudset inderst. Vi skulle fjerne alle lag uden at beskadige murstenene, hvilket lykkedes.
AD: Og oveni det skulle vi også prøve at holde det tørt. Altså en tørafrensning, fordi inde i aulaen er der så meget træværk, at vi ikke kunne få luftfugtigheden til at stige derinde, for så ville vi beskadige træværket.
Så hvordan gjorde I?
OD: Hvis du blæser med almindelig styrke på gummi- og plastikmaling, så bouncer det bare tilbage. Og hvis du blæser meget hårdt, så får du smadret stenen bagved. Så vi måtte først afrense hhv. plastikmalingen og gummimalingen kemisk med hver sin metode, og så kunne vi blæse meget forsigtigt på de pudsede arealer med et svagt tryk.
AD: Det er en større opgave, men man kan sige, at det hele også bunder i, at Ole sammen med afrensningsfirmaet i mange år har afrenset og fundet metoder undervejs. Så vi er vant til denne her form for samarbejde, hvor man gennem prøver finder frem til den mest skånsomme metode at afrense med.
Og så har man valgt ikke at afrense de to bitrapper, som fortsat er pudset og malet?
AD: Ja, det gjaldt om at finde et niveau, hvor vi var glade for det endelige resultat, men hvor det også kunne forsvares rent økonomisk. Så kan bitrapperne afrenses på et senere tidspunkt, hvis man vil.
(Teksten fortsætter)
Albert Algreen-Petersen
Redaktør på Arkitekten
Arkitekt MAA og ph.d.
Amalie Drachmann
Arkitekt MAA og arkitekt hos
Drachmann Arkitekter
Ole Drachmann
Arkitekt MAA og stiftende partner af Drachmann Arkitekter
Fakta
Søetatens Pigeskole
Borgergade 111, 1300 København K
Arkitekt: Drachmann Arkitekter
Ingeniør: Martin Funch Rådg. Ingeniører, Kaarsgaard Rådg. Ingeniører og KLAUS NIELSEN Rådg. Ingeniørfirma
Bygherre: Realdania By & Byg
Udført: 2022
Oprindelig bygning
Arkitekt: Bernhard Seidelin
Opført: 1859
Tegnestuens beskrivelse
Søetatens Pigeskole blev opført i 1859 af Bernard Seidelin som et fuldendt historicistisk bygningsværk. Bygningen blev opført som pigeskole, med en planløsning placeret omkring aulaen. Bygningsværket blev opført med fokus på det gode håndværk, lokale byggeskikke og et klassisk dansk materialevalg. I forlængelse af historicismen blev bygningen rigt dekoreret, bl.a. med hjælp fra orlogsværftets håndværkere, hvorfor bygningen fremstår med en smuk og tydelig detaljering, herunder specialtilvirkede formsten, billedskærerarbejder, relieffer m.m. Bygningen skiftede funktion fra pigeskole til søofficersskole i 1869. Dette medførte i 1880, at der blev opført en tilbygning mod vest for at tillade indkvartering af kadetterne. Tilbygningen underlagde sig den eksisterende bygnings arkitektoniske fremtoning og medførte bl.a. etableringen af den nuværende lysgård. Søetatens Pigeskole forblev i militær brug frem til 1973.
I årene op til restaureringen havde bygningen lidt under forkert materialebrug og opstigende fugt. Der blev konstateret fugtskader, skrukke pudslag og rådskader. Bygningens store klasselokaler var generelt blevet opdelt med skillerum og nedsænkede lofter. De oprindelige fyldingsdøre var ganske ofte udskiftet med pladedøre, og de oprindelige gulve var blevet skiftet til mere vedligeholdelsesfrie alternativer. Men dette på trods stod bygningen stadig arkitektonisk som et sammenhængende historicistisk værk gennem sine store detaljerigdom. Bygningen ejes af Realdania By & Byg, som i 2020 igangsatte den omfattende restaurering og bevaringsarbejdet med især bygningens indre.
Restaureringsprojektet så til at bevare så meget af de historiske materialer og detaljer som muligt. Tilgangen til bevaringsarbejdet var at tydeliggøre de kulturhistoriske lag gennem at fjerne ikke forenelige materialer og tiltag, som havde svækket husets oprindelige karakter. For at sikre bygningen for fremtiden har projektet indtænkt den fremtidige brug af bygningen, hvorfor der i forbindelse med restaureringen også er blevet skabt rammer for, at bygningen kan anvendes som kontorfaciliteter for en moderne virksomhed.
Udgivelse
Artiklen bringes første gang i Arkitekten 09/2022, der udkommer den 10. november
ANNONCE
Aulaen før malingsafrensning og restaurering. Foto: Jens M. Lindhe
Foto: Jens M. Lindhe
Der er også lagt nye trægulve i store dele af huset, bl.a. er hele aulaens gulv udskiftet. Var gulvene bare nedslidt?
OD: Aulaens gulv var tyndslidt. Noten var slidt i stykker, så når håndværkerne forsigtigt prøvede at tage det op, så brækkede det i stykker. I de øvrige rum var mange af gulvene helt ødelagt. Det var sådan, at der nogle steder var fem-seks gulve oven på hinanden – en blanding af linoleum, vinyl, klikgulve osv. Og da vi så kom ned til det oprindelige gulv, så har man med øksespor ødelagt gulvene for at få det nederste lag til at hæfte ved. Men vi fandt trods alt de oprindelige gulvplanker. Så vi kunne se både format, stød og mønster, så det var egentlig bare at genskabe det. Det er mange kvadratmeter, og det var meget svært at få fat på de rigtige brædder. Det er jo bare et traditionelt høvlet og pløjet fyrretræsbræddegulv i fer og not lagt fuldstændigt traditionelt med dykker. Men for at få fat i materialet var tømreren nødt til at købe træet og så selv få produceret brædderne. Det har helt overordnet været bevaringsindsatsens formål at udskifte ikke-forenelige materialer med materialer, som passer til bygningens originale materialer, og som vil ældes i samme tempo som dem. Når vi har været inde og skifte noget ud, så har det været, fordi materialerne simpelthen ikke har været forenelige med huset.
(Teksten fortsætter)
Et andet gennemgående tema i restaureringen er den nye farvesætning af rummene. Jeg bemærkede bl.a. en tydelig forskel i farverne mod hhv. nord og syd. Hvordan har I grebet den del an?
AD: Nogle år inden vi blev involveret i restaureringen, var der lavet farvelagsundersøgelser i en håndfuld nordvendte rum på første sal. Det tog vi udgangspunkt i sammen med den kulturhistoriske viden om historicismens stilperiode, og på den baggrund skabte vi så en farvesætning. Mod nord har vi valgt de farver, som farveundersøgelsen viste her. Det er nogle meget mørke og nedtonede farver (bl.a. dodenkop og engelsk rød, red.), og mod syd er valgt lysere farver (bl.a. guldokker og rå sienna, red.). En anden stor del af farvesætningen kom sig af lofterne, som var pudsede lofter, da vi gik i gang med arbejdet, og de skulle have været hvide igen. Men da vi så fjernede de nedhængte lofter, fandt vi de historiske bræddelofter ovenover, hvilket var en fantastisk opdagelse. Nogle steder stod de intakte meget mørke, og andre steder var der sket reparationer undervejs. Der stod de i mange forskellige nuancer. Maleren har gjort en stor indsats for at afrense alle lofter nænsomt og derefter indfarve og tone dem med voks, så de nu står med den mørke glød.
(Teksten fortsætter)
Fotos
Hvad med de tekniske installationer i bygningen?
OD: El- og varmeinstallationer er udskiftet. Her har strategien været, at det skulle udføres synligt og meget omhyggeligt, næsten dekorativt. Det er sådan, at fodpanelerne er opbygget af et pudset spejl med en bund- og topliste. Det er så i det pudsede spejl, vi har placeret eludtagene, så man ikke trækker mere opmærksomhed til dem end højst nødvendigt. Og så har vi tegnet rørplaceringen til hele varmeanlægget igennem for at få den til at være harmonisk i hvert enkelt rum. Det har været held i uheld, at gulvene i så stor udstrækning skulle udskiftes, fordi vi her har haft mulighed for at lave nye føringsveje under de nye gulve.
Jeg har en oplevelse af bygningen som dobbeltsidet: med et lidt stilfærdigt ydre og et indre, hvor farver og murværksdetaljer i højere grad folder sig ud. Har I også set sådan på det?
AD: Huset er muret op med brændte fuger (profilerede fuger, red.), og dengang, det stod færdigt, må den murflade have stået enormt smukt. Og det samme gælder, når man kommer ind. Så vidt jeg har kunnet læse mig til, så er mange af dekorationerne udført af fædrene til de døtre, som skulle gå på skolen. Så man kan sige, det er et stykke kærlighedsarbejde, som ligger i detaljeringen, hvor der bl.a. er brugt mange kræfter på billedskærerarbejder. Men det er også en militærhistorisk bygning med spor efter den brug. Derfor har vi med træværket inde i aulaen ikke gjort andet end at rense det nænsomt, fordi det er faktisk der, du kan se en stor del af de ændringer, der er sket igennem tiden. Der har engang været en stor galionsfigur monteret på værnet, og hvis du går ind og kigger i dag på svalegangen, så kan du se, hvor den har siddet gennem de huller, der er tilbage, fordi man aldrig har udluset og repareret. Det var også lidt den strategi, vi havde. Vi vil ikke gå ind og overreparere noget som helst. Vi vil egentlig bare gå ind og sørge for, at bygningen har det så godt som muligt, så den kan stå 200 år mere.
Plan, stueetage. Tegning: Drachmann Arkitekter
Snit. Tegning: Drachmann Arkitekter
Tegninger af Bernhard Seidelin. Fra Danmarks Kunstbibliotek
Tegninger af Bernhard Seidelin. Fra Danmarks Kunstbibliotek
