Kritisk klumme: Der køres på kanten

Tid er vores knappeste ressource. Som elbilist tæller jeg til tusind, trykker utallige pytknapper i bund og overbeviser mig selv om, at jeg gør noget godt for Moder Jord, mens jeg ser tiden smuldre derude i periferiens ørkesløse infrastrukturelle overforbrugsrum. 

De fleste elbilister kender nok til det norskfødte begreb, eller snarere tilstand, ‘rækkeviddeangst’. Hjemme hos mig gør vi…

Derude i intetheden køres der ofte på kanten, og der bliver bedt til, at kulden ikke i et snuptag tager de sidste 50 km, skærmen viser. Ifølge ‘Wilma’, som den yngste har døbt bilen, skulle der ligge 10 superladere af fabrikatet Tesla (de mest pålidelige og ubøvlede, har det vist sig). De synes i mellemtiden at være slugt af restarealernes strukturløse væv, og stemningen i kabinen trykkes yderligere, inden de, gud ske tak og lov, dukker op i vintermørket. Den berigtigede angst afstedkom, at tagboksens rummelighed blev droppet, da følgeskabet viste sig at nedsætte rækkevidden med 12% = 2,5 ladninger i stedet for 1 = mindst 6 timer derude. Så hellere sidde 5 mennesker + en kat med oppakning kilet ind i alle tænkelige hulninger og mellemrum. Hvad gør man ikke for at minimere tiden derude…

Som elbilist kommer man nemlig helt ud i periferien af periferien. Ladestanderne er, som de sidst ankomne i organismen, ofte placeret i det yderste af bystrukturernes fedtlag.

Helt herude, hvor der ikke bliver brugt fortove eller anden form for segregering mellem bløde og hårde trafikanter.

Helt herude, hvor den neongule vest fra emergency-kittet er en god idé, hvis man ønsker at overleve gåturen til slaraffenlandet, der med skilte så store som bropiller råber op derude. Det kræver krydsning af tosporede rundkørsler og en farefuld tur langs rabatten, hvis man vil slå tiden ihjel på Burger King, Mac eller Sunset. Biltema kan også hjælpe med tidsfordrivet, hvis ikke en tur på et apotek på størrelse med en Bilka kunne friste…!?

Det er ikke nyt, at jeg undrer mig over vores evne til at indrette os så gudsforladt, som vi gør i vores infrastrukturelle rum. Det er, som om vi hverken stiller krav eller sætter spørgsmålstegn ved det voksende fedtlag, der tager livet af vores bykerner og omkringliggende landskaber.

Vi accepterer stiltiende den tilsyneladende planløse celledeling, der vokser sig til udflydende og larmende mobilitetsrum proppet med undværligt forbrug. 

Som elbilist tilbringer jeg endnu mere tid herude, før jeg kan slippe væk, og kan, i et skrupelløst sekund, længes efter lugten af benzin – det hurtige fix – en kop tankkaffe og så på farten igen – lægge forbrugsørkenen og grimheden bag mig, lige indtil et nyt af slagsen dukker op… For uanset hvad bilen kører på, tilbringer vi en hel del af vores sparsomme tid derude i de uskønne rum, både i fart og venten.

Måske er der håb – Clever er i gang og brander sig med arkitekttegnede ladestationer, hvor skærmende trækonstruktioner og biodiverse beplantningsbede udgør et alternativ. Med mottoet “en meningsfuld pause i en travl hverdag – tæt på motorvejen”, serveres en anden vej. Det er bestemt også kærkomment, at nogen udfordrer og dyrker det æstetiske i typologien. Men mobilitetsrummene reddes ikke af Clevers forskønnelsesstrategi alene. Der skal større adfærds­ændringer til…

Hvad nu, hvis ventetiden blev et plus? En tiltrængt pause, der ikke nødvendigt skal forbruges i tusindvis af kvadratmeter hyllet ind i stressende neon, asfalt og transfedtsyre?

Hvad nu, hvis pausens rum havde en udsigt? En vandrerute? En naturlegeplads? Et lokalt vareudsalg? Et godt spisested? Et kulturelt tilbud? En lækrog til at læse en bog?

Tænk, hvis tiden slet ikke var tabt, men i stedet var beriget med en kvalitetsoplevelse…? 

En naturlig del af turen fra A til B, der som sidegevinst kan hjælpe os til en pinedød nødvendig adfærdsændring: at sænke tempoet og forbruget for vores egen, naturens og klimaets skyld.