Kystsikring: Vi skal bygge med topografien

Havvandet stiger over de næste årtier – hvorfor er det nødvendigt med en langsigtet planlægning i forhold til de danske kystbyer?

Det er nødvendigt, fordi vi faktisk ikke ved, hvad der præcis kommer til at ske. Vi ved, at havvandet kommer til at stige i et eller andet omfang, både på grund af afsmeltning af is og stigende vandtemperaturer. Men vi ved ikke præcis hvor meget. Der er ganske store forskelle i prognoserne. Måske er det 30 cm, måske er det 120 cm over de næste 100 år. Og kigger vi længere ud i fremtiden, så viser nogle af IPCC’sforudsigelser måske op til fem til seks meter over 300 år. Det er jo rigtig, rigtig meget. Vores byer er gamle, og det må de gerne blive ved med at være. Vi har masser af huse i vores byer, der er over 300 år gamle. Og de huse, vi bygger nu, regner vi også med skal stå i mere end 50 år. Så set i det lys synes jeg, at det er nødvendigt at tænke langsigtet på beskyttelse og planlægning. Det tager lang tid at omstille byer.

Når vi taler langsigtet planlægning, så bliver vi nødt til også at tale om stormflod, som ikke er en stille, langsom stigning, men voldsomme hændelser med havvand, der kommer med jævne mellemrum. I forrige århundrede var der i gennemsnit mere end én stormflod hvert andet år, som forvoldte omfattende skader et eller andet sted i Danmark.

Hvordan er vi historisk set gået til planlægning i forhold til f.eks. stormflod, som vi har kendt til siden 1100-tallet?

På den ene side har vi typisk været reaktive. Efter en stormflod har vi bygget et dige, der kan beskytte mod en tilsvarende hændelse i fremtiden. Det kan vi i princippet også se i dag. Kommunerne er lidt mere villige til at bruge penge på kystsikring, hvis der lige har været stormflod. På den anden side har tidligere generationer bygget med topografien. Hvis man kigger på kort over de danske købstæder og forestiller sig, at vandet steg 2,5 meter, så vil man i mange tilfælde se, at de gamle bykerner vil ligge tilbage som øer i vand, mens det, man har bygget i efterkrigstiden, slet ikke er tilpasset terrænet på samme måde. Dér ligger strandveje og villaer helt ned til vandet. Set fra et rekreativt og bokvalitetsmæssigt perspektiv er det jo dejligt med en god udsigt og nærhed til vandet, men med stigende havvand og stormflod kan det måske skabe problemer fremover – om ikke andet så kræve yderligere sikring. Vi har siden 2. Verdenskrig i planmæssig sammenhæng ikke haft respekt for vandet.

Hvad skal vi så gøre i dag og i fremtiden, hvis vi skal tage ved lære af fortiden?

På den helt lange bane så tror jeg, at vi skal gøre, som vi gjorde i gamle dage og bygge der, hvor man er i sikkerhed. Vi skal altså omstille den måde, vi tænker planlægning på. I de sidste 30 år er der bygget rigtig meget i næsten alle kystbyers havneområder. Det giver god mening i et bæredygtighedsperspektiv, da det både giver liv i de tætte byer og desuden bidrager til, at arealforbruget til byformål mindskes, f.eks. i den bynære landbrugsjord. Spørgsmålet er, om det på 300-års sigt også er en god løsning? Indtil nu har jeg ment, at det er en god løsning, men det kunne godt være, at det ikke er den vej, vi skal blive ved med at gå. På den lange bane tror jeg, at det er bedst at bygge efter topografien igen. Men vi har meget store ressourcer og værdier bundet i vores byer, så vi er også nødt til at beskytte dem. Det kommer vi ikke udenom.

Og vi ser mange forskellige måder at beskytte vores værdier på i dag. En måde er at lave beskyttelse tæt på byen, f.eks. har man i Roskilde bygget en smuk højvandsmur mellem havn og boligområder. Diger er også en måde at beskytte tæt på husene.

På regionalt plan tænkes der i andre typer, f.eks. tankerne om at lukke hele Isefjord-området. Planerne for Lynetteholmen i København tænkes også at indgå i en samlet sikring for en stor del af København. Man kan altså tænke i både ydre løsninger og indre løsninger.

Og så er der de løsninger, som jeg synes, man skal slå et slag for: de mere naturbaserede løsninger. Et eksempel er Køge Bugt Strandpark, der fungerer som et fantastisk friluftsområde og naturområde, og på samme tid har en beskyttelsesfunktion i forhold til det flade kystlandskab bag.

Er det en løsning, der kan fungere ved alle danske kyster? Kan man beskytte vores gamle købstæder på den måde?

Nej, det afhænger jo af kysttypologien. Ved vestkysten i Sønderjylland har man inddiget store landområder i mange år. Der er fladt, og der er tyndt befolket. Vejle Fjord, der er en dyb, stejl fjord med en stor by ‘for enden’, har nogle andre udfordringer, og formentlig vil andre løsninger være nødvendige – som Vejle er i fuld gang med at udvikle netop nu (se s. 34 og Arkitekten 10/2020).

Hvis vi skal planlægge for de næste 100-150 år, får det vel også nogle konsekvenser for den måde, vi bor på i dag? Og skal vi overhovedet kystsikre?

Ja, vi skal kystsikre mod både havvandsstigning og stormflod, og ja, det får konsekvenser – eller bør få konsekvenser – for den måde, vi tænker byudvikling på. Jeg ved godt, at det er et meget fortærsket eksempel, men Jyllinge Nordmark er et eksempel på, hvordan man for 50 år siden ikke har tænkt og planlagt langsigtet. Man startede med at lægge et sommerhusområde i et naturskønt område ud til fjorden og op til Værebro Å, som udviklede sig til et område for helårsboliger. Og nu har man en række boliger længst ud mod kysten, der er blevet oversvømmet under flere stormfloder. Efter mange tovtrækkerier og store offentlige udgifter er der nu etableret et dige ud mod fjorden, så de huse, der lå ud til strandengen, nu har en jordvold i baghaven. Det er sikkert, men er det attraktivt?

I jeres rapport (Byerne og det stigende havvand – innovative planlægningstilgange, medforfatter Ole Fryd, oktober 2019) bemærker I, at man har flyttet myndighedsrollen fra staten i form af Kystdirektoratet over til kommunerne. Hvad betyder det?

Interviews med en række kommuner viste, at der er et ønske om, at der skal være en form for national politik, uden at det behøver at være en spændetrøje. På den ene side vil kommunerne gerne løse opgaverne, men på den anden side er det vigtigt, at der ikke er usikkerhed om, hvor f.eks. et sikringsniveau ligger. Og det er vigtigt, at man får koordineret på tværs af kommuner. Hvordan får man koordineret på tværs af nordkysten af Sjælland? Langs Køge Bugt? Er der nogen fællestræk omkring de østjyske fjordbyer?

På et overordnet plan, hvad karakteriserer den måde, man arbejder med kystsikring på i dag? Er der nogle tendenser, der gør sig gældende?

Først og fremmest er byudvikling en langsigtet proces, som er svær at ændre på kort tid. De sidste 15-20 år har man i mange kommuner lagt nogle spor ud for byudvikling, som medfører kystnær bebyggelse, særligt i havneområder. Selvom man ved, at det kan skabe fremtidige problemer, er det ikke nemt at ændre.

En anden tendens er, at nogle kommuner bruger mange ressourcer på helt lokale problemer, som f.eks. byrdefordeling i et sommerhusområde. Det tager arbejdstid, som måske kunne have været brugt til mere langsigtet planlægning.

Endelig bliver der brugt mange ressourcer på samarbejde med borgerne, både omkring planlægning, byrdefordeling og beredskabet under stormflod. Der er nødvendigt, og det kan være inspirerende, men er i nogle tilfælde også tungt og ressourcekrævende.

Hvis vi kigger på de konkrete løsninger, man arbejder med, er der så nogle særlige tendenser? Arbejder man mest med hård eller blød kystsikring?

Det er næsten udelukkende hård kystsikring, som inkluderer mure, diger, og at man ved nybyggerier ved vandet arbejder med sikringsniveauer (f.eks. kajkanter), der er ganske høje. Det er en designmæssig opgave at ‘blødgøre’ de høje sikringsniveauer, f.eks. gennem trapper og mindre niveauspring, og nogle steder er det løst meget fint. Men som sagt kan der være fordele ved at tænke i andre baner med eksempelvis naturbaserede løsninger.

Er der internationale eksempler, som vi kan inspireres af?

Både ja og nej. I Holland har der været fokus på hård kystsikring – altså diger – men også her er man begyndt at tænke i lidt andre baner. Et eksempel er den berømte ‘Zandmotor’ ved den Haag, hvor en meget stor kunstig halvø af sand skal skabe en ny kystdynamik. Det forventes, at sandet flytter sig ved hjælp af bølger, vind og strømme, og dermed bidrager til at stabilisere kysten.

Nogle steder arbejder man også med at udvælge steder, man sikrer særligt godt, og så fravælge andre steder, hvor man enten ikke sikrer eller sikrer mindre, så det på sigt tænkes opgivet eller omdannet. I bl.a. USA er der mange spændende projekter, hvor man arbejder netop med store, naturbaserede, men samtidig lokalt funderede projekter. Nogle af dem er dog så store og vidtrækkende, at det er tvivlsomt, om de bliver gennemført. Der skal være en balance imellem de store, langsigtede planer og visioner og de mere små og lokale projekter, der er nemmere at realisere.