ANNONCE

Martin Keiding

Chefredaktør

Arkitekt MAA

I en ny minirapport fra juli 2020 fra det amerikanske ejendomsfirma Jones Lang LaSalle, der har omtrent 90.000 medarbejdere fordelt over det meste af verden, har man spurgt 1500 ansatte i Singapore, Australien, Indien, Kina og Japan om deres erfaringer med at veksle mellem hjemme- og kontorarbejde under pandemien.

Udfaldet er, at de ansatte gerne vil have begge dele, dog med endnu bedre muligheder for at kunne fungere hjemmefra og dermed reducere pendling og offentlig transport.

I Indien mente 80% af de adspurgte, at de var mere effektive, når de arbejdede hjemme. I Japan udtrykte 21% det samme.

JLL når frem til, at kontoret er kommet for at blive – men det er hjemmearbejdet også. Sådan ser det formodentlig også ud i Danmark. Hvis man tager udgangspunkt i PFA’s undersøgelse blandt egne medarbejdere om samme emne, oplevede man i hvert fald styrket produktivitet, øget trivsel og mindre stress, og det fik som konsekvens pensionsselskabets direktør Allan Polack til at tilbyde medarbejderne mulighed for at arbejde hjemmefra to dage om ugen.   

Man aner halvtomme eksisterende kontorhuse forude, overfyldte lejligheder og et behov for at udvikle nye domiciler og boligbyggerier.

Skal vi indrette boliger til unge i tomme kontorhuse? Eller inddrage dem til skoler, hvor pladsen er trang? Og skal vi se at få skabt nye typer af boliger med masser af rum, hvor døren kan lukkes, så man kan arbejde i fred og ro uden at blive forstyrret af den øvrige familie, som ellers i mange nye boliger flyder rundt i de åbne rumforløb?

Noget tyder på, at netop disse to typer, boligen og arbejdspladsen, skal undergå forandringer. Særligt fremtidens domicil bør omfattes med kreativitet, ikke mindst fordi virksomheder ellers vil komme til at kaste penge efter ubrugte arealer. 

I skrivende stund ser vi i Danmark hyppige tilfælde af hjemsendelser fra skoler, som betyder, at der også på undervisningsområdet vil være flere halvtomme bygninger. Der kommer nok en vaccine, men lignende udbrud kan følge efter, som viser, at fleksibilitet i indretningen af de nævnte bygningstyper burde udvikles som en slags funktionelle og arkitektoniske værnemidler.

Martin Keiding

Chefredaktør

Arkitekt MAA

Udgivelse

Lederen udkom i Arkitekten 07/2020.

ANNONCE