Leder: Mere medejerskab

Dette er en privat fest! står der på ethvert stort byggeprojekt i det offentlige rum, som der ikke ligger en konkurrence bag. Den slags fester er der for mange af, ikke kun i den københavnske sydhavn, som vi har som tema i Arkitekten 03/2020, men overalt, hvor bygherren ikke er forpligtiget af lovgivningen. 

Hvad angår København, gælder det, at By & Havn afvikler konkurrencer, og det er prisværdigt. Men private ejere behøver ikke at udsætte deres byprojekter for uvildig bedømmelse.

Men konkurrencer er inddragende, for i juryen sidder repræsentanter fra bygherren, kommunen, brugere og borgere og taler sammen på kryds og tværs om, hvad der skal ske med deres hus eller bydel. Og konkurrencer sikrer et godt resultat, for med er også uvildige fagfolk til at bedømme forslagene, som, i den bedste af alle verdener, er anonyme og høje i antal.

Det er paradoksalt, at et investor-boligbyggeri med mindre enheder, mere grønt og mulighed for selvbyg først fremkommer der, hvor faget og borgerne kræver ekstra forsigtighed og nytænkning i forhold til en grund, som man måske slet ikke burde have bygget på.

Vi tænker på den forkætrede Stejleplads i Sydhavnen, som vi bl.a. fokuserer på i denne udgivelse. Dels gennem et interview med arkitekten bag vinderforslaget, Michael Christensen, dels med Anne Rommes kommentarer til processen og de øvrige forslag.

Med al respekt for vinderen er tre indbudte deltagere i en konkurrence for lidt. Men det, som til gengæld er det vigtige i sagen, er, at beboerne får medejerskab til udviklingen, som Romme formulerer det.

I den forstand peger projektet på Stejlepladsen fremad i forhold til, hvordan en by kan udvikles.