Leder: Økologisk kilometeræstetik

Der indgås rutinemæssigt faste rammeaftaler med udvalgte tegnestuer om nyt alment boligbyggeri. Senest har fsb underskrevet en sådan ny treårig aftale med en række arkitektfirmaer, som forinden har budt ind og er blevet filtreret videre; boligselskaberne har forståeligt nok brug for stabilitet og driftssikkerhed. 

Kritikere mener, at det bliver en lukket fest med risiko for stagnation, men måske har stilstanden slet ikke noget med konstellationer og pakkeløsninger at gøre? Måske er kreativiteten i boligarkitekturen i sig selv blevet generisk. Danmark er fyldt med herlige almene boligbyggerier spredt ud over første halvdel af det 20. århundrede, i hver periode ofte med helt ens løsninger. Så når nogen begynder at sige, at sådan kan man ikke skabe arkitektur i dag, vil vi spørge: hvorfor egentlig ikke? Skal vi ikke bare have udviklet nogle nye æstetiske skabeloner, så det bliver ens på den fede måde? I 1920erne kaldte man arkitekturen i byernes statsfondsfinansierede storskalakarreer, som f.eks. Kay Fisker og G.N. Brandts Hornbækhus, for kilometerstil.

Det hævdes, at nye grønne materialer vil give en ny æstetik – men hvem kan på forhånd sige, at nissen ikke flytter med? Kravet til nye materialer giver under alle omstændigheder faget en enestående mulighed for at gøre baggrundsarkitekturen smuk igen. Alle kan tegne et spektakulært hus, lidt groft sagt – det svære er at få det almindelige til at stå stærkt og ligetil.

Kort sagt er der gode nyheder på den almene boligfront. For rigtigt forstået kan den grønne omstilling blive en arkitektonisk redningsplanke. Det er jo i den store, brede skala, der hvor mennesker bor og lever, at bæredygtigheden skal ud og virke. 

(Se også illustration nedenfor)