Nyt gammelt introduktion

Et eksempel på vellykkede blandinger af gammel og ny arkitektur i stort omfang fandt sted i Spanien i 1980erne. Det skyldtes, at landet, efter overgang til demokrati, stod over for to store opgaver. Der manglede nye tidssvarende institutioner og repræsentative bygninger, og samtidig havde man en kolossal mængde bevaringsværdige bygninger i de historiske bycentre, som var slidt helt i bund og i mange tilfælde stod tomme.

Man valgte at slå to fluer med et smæk og satte dermed en bølge af ny transformationsarkitektur i gang. De spanske arkitekter formåede at få nyt og gammelt til at passe sammen. Det vil være forkert at sige smelte, generelt set, selv om der fremkom mange eksempler på usynlige ombygninger.

I flere tilfælde byggede man helt nye bygninger, som skulle huse og beskytte nogle af de mange romerske ruiner og arkæologiske fund, som findes i Spanien. I den sammenhæng vakte arkitekten Rafael Moneos museumsbygning Museo Nacional de Arte Romano i byen Mérida fra 1986 stor opmærksomhed og respekt. Det var et nyt hus, men i form, konstruktioner og materialer var det på samme tid et bygningsværk, som havde romersk ‘grundarkitektur’ – flade, synlige røde mursten og buekonstruktioner – som et gennemgående træk; en transformation i sig selv med referencer til f.eks. de romerske akvædukter i Mérida. 

Det, som Moneo gjorde, blev et vendepunkt i forhold til en udbredt opfattelse af, at moderne arkitektur skulle være anonym og glasagtig, som en slags montre omkring de udstillede objekter – eller at den skulle fremstå, så det nye var tydeligt adskilt fra det gamle. 

De spanske arbejder gav genlyd i Danmark, men efterklangstiden blev lang. I dag er de danske arkitekter på omdrejningshøjde i forhold til at læse og forstå det gamle og tilføje nye elementer. Omfanget er samtidig stigende, og derfor har vi også i denne udgave af Arkitekten valgt at fremkalde et billede af forholdene lige nu.

Der er i dag ikke kun én måde at gå til bygningerne på, og som både interviews og anmeldelser viser, så hersker der en vis konsensus om, at man som rådgiver tager afsæt i den pågældende bygnings værdier, uanset om det handler om restaurering af fredede bygninger eller om mere omfattende transformationer af bygninger, der ikke er klassificeret bevaringsværdige. I de kommende årtier vil vi af hensyn til klimaforandringer se mange flere projekter, som handler om at bevare og genbruge det, som allerede er blevet bygget, og forhåbentlig fortsætter den spændende udvikling.