ANNONCE

Farvespil i kalkpuds i samarbejde med Jakob Steen. Foto: Lynge Lynge Arkitekter
Artikel af

Pernille Scheuer

Teknisk redaktør

Arkitekt MAA

Porebetonblokke består hovedsageligt af kalk, sand og vand samt en mindre andel cement. Herudover tilsættes en ganske lille mængde aluminiumpulver, for at materialet kan ‘gære’ og danne den nødvendige porestruktur. Fremstillingsprocessen foregår ved 200 grader, og sammenlignet med f.eks. betonelementer har porebetonblokke dermed et mindre klimaaftryk.(1)

Porebetonblokke, også kaldet gasbetonblokke, er et velkendt byggemateriale, som særligt blev anvendt i 1960ernes boligbyggeri. Nye isoleringskrav har medført, at blokkene i dag er blevet væsentligt tykkere og kan bestå af flere lag med forskellig densitet – en bærende del, en isolerende del og selve klimaskærmen, som tilsammen udgør hele ydervæggens tykkelse. 

Oftest afsluttes vægge med et lag puds, men flere arkitekter beskæftiger sig med blokken ud fra et ønske om at eksponere den enkelte sten og dermed også blokkenes tektonik. Det effektive byggesystem kan således siges at opleve en fornyet interesse. Dette ses bl.a. i et enfamiliehus med ydervægge af letklinkerblokke, som ellers oftest anvendes til fundamenter (se Arkitekten 02/2022). Eller i en tilbygning på Amager af Philip Lütken, hvis bærende lag af blokke vendes og drejes for at danne små nicher. Blokkene er slutbehandlet med diffusionsåben silikatmaling, og teksturen for hver enkelt sten efterlades således synlig.

Teksten fortsætter 

Artikel af

Pernille Scheuer

Teknisk redaktør

Arkitekt MAA

Noter

1) Ytong.dk

Udgivelse

Artiklen blev første gang udgivet i Arkitekten 01/2023.

ANNONCE

Tilbygning til enfamiliehus på Amager af arkitekt Philip Lütken. Foto: Philip Lütken

Tegning: Philip Lütken

I et eksperimenterende projekt beskæftiger Lynge Lynge Arkitekter sig med porebetonblokke ved at undersøge selve montageprincipperne for byggesystemet. Traditionelt slutbehandles porebetonblokke med cementpuds, pvc-net og lignende, hvilket kan vanskeliggøre byggeriets genanvendelighed. Arkitekternes undersøgelser tager i stedet udgangspunkt i overfladebehandling med kalkpuds samt opmuring med kalkmørtel frem for den lim, som traditionelle anvisninger foreskriver. I samarbejde med en kunstner afprøves flere forskellige variationer af overflader og indfarvning af kalkpuds i 1:1 mockups.

Det vurderes, at mørtlen binder godt, men en udfordring ved at opmure med kalkmørtel kan være risikoen for kuldebroer. Muligheder for at undgå dette vil blive undersøgt nærmere. Arkitekterne er også i dialog med en porebetonblokproducent om på sigt at udvikle et datablad på baggrund af undersøgelserne.

Sideløbende med eksperimenterne arbejder arkitekterne med flere projekter, som skal afprøve de alternative montageprincipper i større eller mindre grad. Et af disse projekter er et dobbelthus, som foreløbig er i skitseringsfasen. Arkitekterne beskæftiger sig med en generel optimering af byggeriet, og dette sker bl.a. ved brug af blokke, som udgør hele ydervæggens opbygning, samt disponering af boliger med kvadratiske fodaftryk, eller som deler vægge. I første omgang skal principperne for anvendelse af porebetonblokkene afprøves i halvandetplanshuse, men på sigt ønsker man også at undersøge etagebyggeriet.

Ifølge arkitekterne er undersøgelserne et forsøg på at forædle og fremhæve et billigt, velkendt materiale, som ellers ofte gemmes væk. Arbejdet udspringer desuden fra en bæredygtighedsstrategi om at anvende færrest mulige komponenter samt sikre et sundt byggeri med forbedrede genanvendelsesmuligheder.

Tegning: Lynge Lynge Arkitekter

Dobbelthus med eksponerede blokke som færdig overflade. Visualisering: Lynge Lynge Arkitekter

Forsøg med indfarvet kalkpuds på porebetonblokke. Foto: Lynge Lynge Arkitekter

Facade. Øverst kalkpuds ved udkastteknik, nederst finpuds. Foto: Lynge Lynge Arkitekter