Refleksion: Utzons arvtagere på Mallorca

Cifuentes brød allerede isen tidligt i sin karriere, kun få måneder efter at have afsluttet sin arkitektuddannelse i Barcelona, da han blev hyret til at tegne et nyt atelier for maleren Damiá Jaume i omegnen af Palma de Mallorca. Det tog ham tre uger i juli 2002, hvorefter det tog fem måneder at opføre bygningen, fra september samme år til januar 2003. Det begrænsede budget og den stramme tidsplan fik ham til at gå efter den mest udtryksfulde løsning: en konstruktion, der var helt integreret i haven og opført med et minimum af materialer: vægge af isolerende teglblokke og vinduesrammer af Iroko-træ. Teglblokken var det nærmeste, han kunne komme på marès-stenen på et tidspunkt, hvor den spanske byggeindustri var i krise – et overset materiale, man altid kunne få fat på. Iroko-vinduerne, der er orienteret efter udsigten og verdenshjørnerne, danner et intimt og hjemligt element i muren. Den samme virkning, som man finder i Can Lis, ifølge Cifuentes. Teglblokkenes modulkarakter bestemmer størrelsen og dimensionerne på atelieret, mens de forskelligartede åbninger definerer inde-ude-relationen og rummets afgrænsning. Projektet blev Cifuentes første livtag med såkaldt ærlige konstruktioner. Her er alt, hvad der skal til: stof, materiale og teknik – alt sammen ærligt og ligetil. 

Jaume Mayol og Irene Pérez, grundlæggerne af TEd’A arquitectes, oplevede et vendepunkt i deres arkitekturopfattelse i 2012, samme år som genåbningen af Can Lis. Det var under projekteringen af Can Jordi i n’Àfrica – en bolig, der skulle opføres på en grund ejet af familien selv, hvor deres forfædre nogle årtier forinden havde opført en lille lagerbygning med bærende vægge af marès-sten. Mayols far og bedstefar havde ridset mærker i alle stenene for at give den mallorcinske mørtel et bedre fæste og dermed sikre murens stabilitet.

Projektet havde egentlig pudsede overflader. Men så besluttede de sig for at bruge det materiale, der var lige ved hånden. I stedet for at kassere stenene eller gemme dem til en senere lejlighed valgte de at genbruge dem som det primære facademateriale.

De gamle sten blev skåret over og drejet 90 grader for at vise de ellers skjulte mærker fra stemmejernet. Undervejs i denne proces med at skære, rotere og stable opstod nye muligheder, som fik indflydelse på bygningens overflader. Behovet for yderligere materiale førte til ideen om at tage nye sten hentet fra det samme stenbrud og kombinere dem med de gamle, så der dannedes et levende horisontalt mønster. De mellemrum, der opstod undervejs pga. fundamentets udstrækning, blev fyldt ud med et andet almindeligt materiale, lerkakler, som her blev anvendt på en usædvanlig måde – nemlig stakket lodret i muren, ligesom bøger i en reol. Resultatet er, at facaderne ser ud, som om de er oversået med fregner, hvilket giver fladerne en ekstra dimension.

Denne arkitektoniske tilgang, hvor man kombinerer billige og helt almindelige lokale materialer på en kreativ måde, kom til at præge deres efterfølgende arbejder og gør det fortsat.

Fra Can Jordi i n’Àfrica løber der en rød tråd videre gennem hele deres produktion, herunder så vigtige projekter som lejlighedskomplekset Can Picafort (2017), Can Jaime i n’Isabelle (2018) og sågar skolen i Orsonnens (2017) i det for dem så fjerne Schweiz.

Mayol and Pérez tror på værdien af at bruge helt almindelige og konventionelle materialer – hvad man nu har ved hånden – og at udnytte deres formmæssige potentiale. Som Mayol påpeger, så er det noget, de har lært af Can Lis, hvor hvert enkelt materiale insisterer på at komme til udfoldelse. Men i modsætning til Cifuentes gør de ikke noget for at minimere antallet af materialer. Hos dem er det færdige resultat en akkumulering af mange forskellige arkitektoniske elementer, der alle sammen indgår i den samlede helhed, men har hver deres personlighed. Det handler om at behandle materialet med respekt, men samtidig lade det finde sit eget udtryk i forhold til de konstruktive krav, der nu engang er. 

Carles Oliver begyndte sin karriere i 2006 som samarbejdspartner for Francisco Cifuentes. Efter et par år begyndte han at samarbejde med Institut Balear de l’Habitatge (IBAVI) – en offentlig instans, som står bag en række almene boligbyggerier på De Baleariske Øer. Olivers referenceramme ligner den, vi kender fra Cifuentes og TEd’A arquitectes. Inspirationen kommer ligeledes fra materialerne og stedet, men i hans tilfælde kombineret med en særlig interesse for klimaforhold, bæredygtighed og genbrug af traditionelle byggeteknikker. Han er født og opvokset i Portocolom, en kystby, som ligger bare 10 kilometer fra Portopetro, og, ligesom hos Cifuentes, blev Can Lis derfor et yndet besøgsmål for ham under hans studietid.

I de senere år har hans søgen efter billige konstruktioner fået ham til at interessere sig for øens traditionelle byggeskik. Det var det, der fik ham til at gå i Utzons fodspor og genopdage marès-stenen. Men i modsætning til sine kolleger nøjedes han ikke blot med at bruge stenen i sine arbejder, han gjorde den til et grundlæggende princip ved også at bruge de traditionelle teknikker og teknologier.

I 2020 færdiggjorde han en mindre ejendom med fem almene boliger i Son Gotleu i centrum af Palma de Mallorca. Ifølge Oliver selv er det første gang i 30 år, at der er opført en hel etageejendom af marès-sten på Mallorca. Den er bygget uden mellemliggende lag af andre materialer. Stenen står ubehandlet, med sin naturlige, rå stoflighed i alle rum, og danner således både konstruktion, facade, rumdelinger og vægge, på nøjagtig samme måde som i Can Lis. Udformningen er med til at understrege stenens status som det primære og altdominerende bygningsmateriale. Hans valg af alternative materialer afhænger af deres holdbarhed, og hvordan de slides og patineres. Her er der kun brugt træ (til snedkerdetaljer og bærende bjælker) og jernprofiler (badeværelseslofter og rækværk) som et velvalgt supplement til stenen.

Olivers bestræbelser på at genindføre marès-stenen i det moderne byggeri har gjort, at han har taget principperne til sig og er begyndt at bruge dem i sin arkitektoniske praksis. Bl.a. har det fået ham til at tænke over, hvordan man kan dimensionere væggene efter standardmål for at undgå spild af materialer, og til at begynde at bruge den traditionelle mallorcinske mørtel, som er helt uden kemikalier af nogen slags, samt at eksperimentere med forskellige andre glemte teknikker – bl.a. hvælvkonstruktioner lavet af marés-sten.

Der eksisterer et billede fra opførelsen af Can Feliz, som viser Utzon, der står og overvåger byggeprocessen fra sin position øverst oppe på stilladset. Her fornemmer man tydeligt den tætte forbindelse til stedets identitet, de lokale materialer og den håndværksmæssige kunnen på øen. Men der er noget, som ikke fremgår af billedet, og det er Utzons budskab til de nævnte arkitekter, ud over det rent konstruktive. Det, som de fandt så inspirerende ved Can Lis, var, at den arkitektoniske idé, planløsningen og den byggetekniske udformning alt sammen kan føres tilbage til det bestemte øjeblik, hvor han beslutter sig for at bruge marès-stenen. Der er ikke nogen foruddefineret form, som forløses ved hjælp af et bestemt materiale, eller et materiale, som skal have en rumlig udformning. Det hele hænger sammen på en måde, som forbinder arkitekten – og alle andre – med de fundamentale spørgsmål, vi alle sammen stiller os selv: Hvem er jeg? Hvad gør jeg her? Hvordan kan jeg udtrykke mig gennem det, jeg foretager mig på det her specifikke sted?

Den tilgang går igen hos mange af de yngre mallorcinske arkitekter – med de nævnte som de mest typiske eksempler. Som de selv siger, så tilhører de ikke bare den samme generation, de kender også hinanden – nogle af dem er endda gode venner – og er vant til at dele viden, ideer og opdagelser. Det skaber en forbindelse på kryds og tværs mellem tegnestuerne, som bunder i en gensidig respekt for hinandens arbejde, men også en fælles optagethed af Can Lis, som for dem overskygger alle Utzons andre mesterværker.