ANNONCE
Rekonstruktion af kongshal i Lejre
Wohlert Arkitekter har rekonstrueret en af vikingernes kongshaller, der blev netop er blevet indviet i Sagnlandet Lejre. Martin Keiding interviewede Thorben Schmidt om processen sidste forår. Byggeriet er så tæt på de oprindelige konstruktioner som overhovedet muligt. Det begynder under jorden…
Martin Keiding
Chefredaktør
Arkitekt MAA
TS Den tidligere direktør for Sagnlandet Lejre, Bente Draiby, er arkitekt. Og hendes studier af vikingeudgravningerne har ligget til grund for, det vi bygger nu. Men man kender jo ikke ret meget til, hvad der har været over jorden. Man har fundet ganske, ganske få fragmenter af en tagspån, en dør og facadeplanke med et vindueshul. Man har alle stolpehullerne og ved, at der blev brugt egetræ. Selve formgivningen af husene har man så fra smykker, skrin og møbler, der er blevet udsmykket. Man har en fornemmelse af, at husene ligner det, vi plejer at gå rundt og sige: en vikingebåd, der er vendt om.
Draibys teori, kaldet ‘det omskrevne skib’, går på, at når man byggede så stort, som vi også gør nu, nemlig en kongshal, der er den største herhjemme, så må vikingerne have haft en eller anden form for simpel metode, som nemt kunne formidles. Man projekterede jo ikke, man tegnede ikke. Så hvordan pokker holdt man styr på sådan et kæmpe byggeri? Hvordan fandt man ud af at finde træer med de rigtige stolper og i den rigtige størrelse? Så Draiby kiggede på alle de her huse og fandt langsomt frem til, at der var et mønster i det her: Hvis en hal er så og så bred, så følger målene på alle andre dele efter forholdsregning; længden, højden på stolperne i midten osv. Det er alt sammen dele af den samme formel. Når man har defineret B–målet, altså bredden, så har man defineret alle mulige højder og bredder ned igennem hallen. Denne teori har arkitekten Kasper Lyneborg digitaliseret.
Hvordan satte man af i terrænet?
TS Vi ved det jo ikke, men vi gætter på, at de har brugt reb for at kunne sætte huset af. Hvis vi ser på den hal, vi bygger nu, så stammer dimensioner og former fra en udgravningsplan, der ligger 2 km herfra i Gammel Lejre, som er den store kongshal i det område. Den hal er simpelthen forlægget, som vi skal prøve at bygge et hus ud fra. Og der har vi så været inde og studere alle mål. Vi ved fra kilder, hvad en sjællandsk alen var. Så her er bygget op i hele alen, og det går faktisk op med alle stolpehuller. Mellem hullerne er der en lang grav, og i den har man sat en række kæmpestore facadebrædder, der er samlet omkring en not, og som måske har hvilet af på en bundrem, det ved man ikke. Udenom er der så yderligere stolpehuller, og dem har man sat skråstiverne i. De kommer sandsynligvis i spil, da vikingerne begynder at bygge meget store huse og opdager, at de er ustabile.
Martin Keiding
Chefredaktør
Arkitekt MAA
Sagnkongernes Verden
Slangealleen 2, 4320 Lejre
Totalrådgiver og arkitekt: Wohlert Arkitekter ved Line Loftheim og Thorben Schmidt
Arkitektmedarbejdere: Jonas Brandt, Line Loftheim og Thorben Schmidt
Bygherre: Sagnlandet Lejre – historisk, arkæologisk forsknings- og formidlingscenter
Underrådgivere: E. Troelsgård, Gert Carstensen
Konsulent: Arkitekt Kasper Lyneborg
Støttet af: A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal og Augustinus Fonden
Indviet: Juni 2020
Om Tømmeret
Bondeskovgaard Savværk, der har leveret tømmer til Kongehallen, finder, ligesom vikingerne, de træer, de skal bruge i skoven.
Opførelsen har givet anledning til at gennemgå bevoksninger i 100 ha. skov på Sjælland.
Der er indkøbt ege fra bl.a. Jægersborg Dyrehave, de fleste godser på Sjælland og fra Statens Skove.
Savværkets egen skovfoged udvælger i samarbejde med distrikternes forstfolk de træer, som egner sig til hvert projekt.
Eg afsætter kronen i forskellige højder, og der skal tages hensyn til krumning, knaster, ringskøre m.m. Fra skoven bliver kævlerne klassificeret i kvalitet A, B, C, D.
Kilde: Bondeskovgaard Savværk
Om Thorben Schmidt
Thorben Schmidt er arkitekt MAA og partner i Wohlert Arkitekter.
Udgivelse
Interviewet blev bragt første gang i Arkitekten 04/19.
ANNONCE
Blev hallen så delt op i mindre rum?
TS Det, man kan se ud fra stolpehullerne på alle de her forskellige udgravninger, er, at der har været en ruminddeling. Der har sandsynligvis været rum til nogle dyr, men formodentlig også gemakker, hvor vikingehøvdingen kunne trække sig tilbage. Men først og fremmest har der været den store centrale hal med en langild i midten af det store rum. Og så har der sandsynligvis været nogle ankomstrum af forskellig størrelse. Og ude i enderne var der så noget sekundært. Den inddeling, vi har lavet, svarer til stolpernes placering i udgravningen, og det har så afstedkommet, at det store centralrum faktisk ligger lidt skævt i bygningen. Der er fire meget store, runde, tagbærende stolper, som står fri af væggene. De øvrige er firkantede og kommer til at indgå i skillevæggen. Langs væggene i hallen bygger vi så podier op, som der er belæg for, at der har været oprindeligt.
Hvad vi ikke troede kunne lade sig gøre, er, at vi har fået lov af brandmyndighederne til at lave et seks meter langt bål inde i midten, som der også var i vikingetiden. I dag er der naturligvis alle mulige former for brandsikring i huset, men netop brand har formodentlig været en af årsagerne til, at hallerne oprindelig gik til. Ud fra undersøgelser kan man sige, at de her vikingehuse generelt ikke levede særlig længe. Ca. 25 år. Det siger også sig selv, at hvis man bare stikker egestolper og planker ned i jorden, så forsvinder tingene. Levealderen dengang var også kun 25 år.
Det, der også har været udfordringen, er, at vi går så tæt på en rekonstruktion, som vi overhovedet kan, og vi har forsøgt at rette på alle de fejl, man tidligere har begået, når man prøvede at bygge vikingehuse i Skandinavien. De første blev bygget lige efter 2. Verdenskrig, og dengang troede man, at i de omkringliggende stolpehuller havde der stået lodrette stolper, som dannede balustrader rundt om hallen. I dag ved vi, at der har stået de skråstivere til at støtte tagremmen, som jeg nævnte før.
Hvilken viden har man i øvrigt om den tids tømmer og samlinger?
TS Om samlingerne er der intet bevaret. Men det, vi har, er de norske stavkirker. De er tæt på eller lige lidt efter. Men de står der jo i dag og er velholdte mange af dem. Eller rekonstruerede. Der har man en hel masse samlinger, som antages at have været dem, vikingerne arbejdede med i Danmark.
Så har der været nogle afbildninger, som man har brugt som referencer?
TS Ja. Afbildninger på skrin og smykker og andre fundne genstande. Der er jo en omfattende viden til rådighed i dag fra alle disse. I vores projekt har ingeniørerne arbejdet med et program, som hedder StruSoft – et statikerprogram, hvor man bygger hele modellen. Alle søjler, bjælker og spær får en styrke og en dimension, og så kan man sidde med den der store 3D-model og begynde at lægge vindlaster på og se, hvad der sker, når det blæser. Det er jo et kæmpe tag. Det er 60 meter langt. Så der er altså en stor vindpåvirkning, der skaber et sug, som jo simpelthen trækker hele konstruktionen til den ene side. Alle de ting skal jo selvfølgelig være i orden i dag.
Hvordan skaffede vikingerne tømmer til deres huse?
TS Det har været en kæmpe logistik at skulle håndtere det der. Bare det at skulle gå ud i skovene, finde træerne og fælde dem. Man hentede selvfølgelig så tæt på som muligt, men noget er måske også kommet via vandvejen.
Det såkaldte kopbånd er et vigtigt element, og det skal man finde i træerne. Man skal simpelthen finde en gren, hvor man kan hugge dem ud. Så det i sig selv er også et logistisk problem. At finde det der rigtige træ og den rigtige gren og få det hentet hjem. Vi har gjort det samme i dag i samarbejde med savværket.
Når ingeniørerne så sidder og håndterer deres statiske model, så sidder de og kigger på alle de her tømmersamlinger. De vurderer, hvor mange dyvler der skal til, osv. Om vikingerne har brugt lige præcis de samlinger, det ved vi ikke. Men det er det, vi kalder gængse samlinger. Vi ser masser i stavkirkerne f.eks.
Stolper og tømmer forarbejdes og udsmykkes – hvordan er processen?
TS De fire store tagbærende stopler i midten er flådeeg, som vi fik lov til at fælde. Så det er nogle af dem, der egentlig skulle have været brugt til de nye danske krigsskibe, man ville have bygget efter englændernes bombardement af København i 1807, hvor flåden jo blev stjålet.
Egetømmerets overflader er økset eller bilehugget, som det hedder. Det gjorde vikingerne selvfølgelig i hånden, men det savværk, som vi arbejder med, har udviklet en bilehuggermaskine, som udfører grundlaget for den efterfølgende håndhuggede overflade. Ellers har man ikke råd til det.
Det samme gælder for de fire centrale søjler og andre markante steder, f.eks. dørene, som også er udsmykket. Det har der heller ikke været råd til, at man gjorde i hånden, så i stedet har Kasper Lyneborg i samråd med den nuværende direktør, Lars Holten, også digitaliseret dekorationerne i 3D til brug for en CNC–fræser. Udfræsningerne bliver dog meget rene i kanterne, så vi får en billedskærer til at efterbearbejde det.
