Restaureringskonference: Et kunstnerisk anliggende

Konferencen antog foruden oplægsholdere 80 deltagere, enhver med ekspertise inden for enten arkitektur, arkæologi, konservering eller historie. Der var således tale om en relativt koncentreret skare af yderst kompetente fagfolk, hvilket satte sit mærkbare præg på de stimulerende faglige diskussioner, der blev ført på instituttet og på byggepladserne, i barerne og på restauranterne. Som moderator havde man engageret den danske forfatter Thomas Harder, der med vid og dannelse på fornemste vis satte emnerne i deres rette historiske og kulturelle kontekst. Samtidig fungerede Harder som tolk af de mange forelæsninger; hans lydefri simultantolkning fra italiensk til ciceroniansk dansk var af en sådan karat, at man fra tid til anden hensank i den blotte kontemplative nydelse af hans elegante diktion. Hvem der dog bare kunne skrive så formfuldendt, som Thomas Harder taler!

Konferencen var tilrettelagt således, at formiddagene bød på forelæsninger, oplæg og diskussioner, mens eftermiddagene gik med ekskursioner til steder, der normalt ikke er tilgængelige eller i øjeblikket er inspirerende byggepladser. Særligt skal fremhæves forelæsningerne af den tidligere Assistant Director General for ICCROM, dr. Jukka Jokilehto (f. 1938), hvis monumentale forskning i restaureringsfagets historie minder én om, hvor lidt man som teoretiker er, kan og ved. Jokilehto forelæste over såvel Benedetto Croces paessagio-begreb som over den italienske kunsthistoriker Cesare Brandis (1906-88) restaureringsmetode, som den er formuleret i bogen Theoria del Restauro fra 1963. Professor i restaurering ved Sapienza Universitetet i Rom Donatella Fiorani forelæste ligeledes glimrende over restaureringsteoretiske strategier og positioner under inddragelse af adskillige cases fra nyere tid. Hertil kommer de mange præsentationer af aktuelle cases, såsom restaureringen af San Lorenzo-kirken i Venedig v. Troels Bruun og det venezianske restaureringsfirma LARES, transformationen af Fondaco dei Tedeschi i Venedig v. OMA, transformationen af Palazzo Valabro i Rom v. Ateliers Jean Nouvel, projektet til håndtering af frednings- og besøgsforhold på Palatinerhøjen v. João Nunes fra PROAP, Lissabon, samt sidst, men ikke mindst restaureringen af gode gamle Fiskers Danske Institut i Rom v. Bente Lange; hver især dannede disse gode projekter glimrende grundlag for diskussion af og refleksion over restaureringsfagets komplekse problemstillinger.

Hvad konferencens ekskursioner angår, vil jeg alene dvæle ved ét besøg, jeg fornam gjorde særligt indtryk på konferencens deltagere, undertegnede inklusive: ruinerne af kejser Neros kolossale palads, Domus Aurea. Til de få, der ikke skulle være bekendt dermed, skal det siges, at Neros gyldne hus, i særdeleshed det berømte oktagonale rum, kunsthistorisk betragtes som et hovedværk i den romerske kejsertids arkitektur. Som mange vil vide, var Nero, ligesom sin senere, kongeniale kollega Adolf, en stor kunstelsker. I det julisk-claudiske dynasti var det i særdeleshed ham, der udviklede bygningskunsten. Hvad der er særligt ved Domus Aureas oktagonale rum, er, at man her for første gang ser de romerske konstruktionsprincippers fulde rumlige potentiale. Skønt vi ser forløbere i bl.a. frigidariet i Stabianertermerne i Pompeji og i særdeleshed i det nu tabte, tilsvarende oktagonale, kuplede rum i Neros tidligere palads, Domus Transitoria, repræsenterer det oktagonale rum i Domus Aurea en radikal nytænkning af bygningskunsten, hvor lys, rum og vuer udgør det kunstneriske fundament. Vi har ofte for vane alene at tænke det romerske rum som spatium, dvs. som en negativ stereometrisk form, jf. Pantheons cella, men Domus Aureas oktagonale rum viser os, at den romerske rumkonception var langt mere kompleks. Set i lyset heraf fremtræder den traditionelle fortælling om, at det først var med modernismen, at arkitekterne gjorde komplekse rumligheder til arkitekturens kunstneriske fundament, en kende naiv. Efter Neros damnatio memoriae, dvs. efter det romerske senats fordømmelse af Neros eftermæle, blev paladset i vid udstrækning ødelagt og senere anvendt som fundament for Trajans Termer. I dag henligger rummene ruinøst, ornamentalt afklædt; de står med råhusets egen skønhed, der måske taler til os moderne mennesker på en anden vis end den imposante marmorbeklædte struktur ville have gjort. Trods min skånselsløse begejstring må jeg dog tilstå, at besøget også indgød undertegnede en vis følelse af unheimlichkeit. Hvad ville væggene berette, om de kunne tale? Lad mig bare sige det sådan, at de artige sager, som romerske historikere som Tacitus og Sveton skrev om Nero, får Kim Jong-un til at fremtræde som en amatør. Det er ikke uden grund, at visse oldkristne forestillede sig, at Nero ville gå igen som Antikrist på den yderste dag.

Slutteligt skal fremhæves den afsluttende heldagsekskursion til de to byer Sabaudia og Latina, der begge er anlagt under Mussolinis styre. Som en særlig treat havde arrangørerne engageret den italienske skønlitterære forfatter Antonio Pennacchi (f. 1950), der er født, opvokset og bosiddende i Latina, og som i sit forfatterskab netop har behandlet tilværelsen under fascismen. I mange år ernærede han sig som natlig fabriksarbejder, inden han fik sit gennembrud. Nu er Pennacchi internationalt anderkendt – og verdensberømt i nabolaget. Denne smagfuldt underspillede, ældre gentiluomo fortalte på sin byvandring i Latina bokse­anekdoter fra sin ungdom og bedyrede uden at ryste på hånden, at den lokale kirke fra 1932 langt overgik Peterskirken i sin skønhed. Min sjæl, hvad vil du mer?

Lidt stilfærdigt kan jeg vel afslutningsvis sige, at det var den bedste konference, jeg til dato har deltaget i.