ANNONCE

Leder af

Martin Keiding

Chefredaktør

Arkitekt MAA

Danske arkitekter har en lang og stærk tradition for at planlægge og formgive inden for energi- og miljøområdet: kraftværker, transformerstationer og – i nyere tid – kystsikringsanlæg og byrumsdesign i forbindelse med afledning af vand ved skybryd. Og det er alt sammen sket i tæt samarbejde med ingeniører. 

Spørgsmålet om mere vind og sol til energi, og brug af ler og træ og genbrug talte arkitektfaget om allerede i 60erne og 70erne. Man kan bare slå op i gamle bøger eller i dette blads udgivelser fra samme periode. Det bugnede med artikler og bøger, både danske og udenlandske, om dette emne, og på skolerne fyldte emnet meget i undervisningen.

Den udvikling var politisk set en centrum-venstre ting. Udenfor stod blå blok og grinede. Det gør de fleste blå politikere ikke længere. For det viste sig jo at være mere end en romantisk forestilling. I dag kæmper alle politikere om at være de mest grønne, så vil man vide mere om, hvordan omstillingen kan planlægges, og hvordan de kommende energianlæg skal formgives, vil jeg anbefale, at man ringer til en arkitekt. Dog ikke til Nye Borgerliges leder, arkitekt Pernille Vermund, som vil afskaffe vindmøller og indføre atomkraft, selvom det er en dyr, forældet og sikkerhedsmæssigt dårlig idé, der alligevel på lang sigt bliver udkonkurreret af forureningsfri Power-to-X-teknologi (som i øvrigt også vil kunne bruges i biler).

Hvad angår byggeri af huse, står faget også klar med den helhedstænkning, der skal til for at kunne kalde noget for bæredygtigt. Det gælder også spørgsmålet om kystsikring, som dette tidsskrift udgav et tema om i 2021 (01).

I skrivende stund (oktober) har den nuværende regering nedsat et udvalg, som skal hjælpe med at etablere en national arkitekturpolitik. Som nævnt herover er der tungt fagligt gods til stede, som udvalgsmedlemmerne kan tage med til mødet – hvis projektet efter valget ikke bliver droppet, vel at mærke: “Arkitekturpolitik – hvad skal man bruge den til?”, som Liberal Alliances tidligere transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen engang svarede under en debat i Akademisk Arkitektforening.

Leder af

Martin Keiding

Chefredaktør

Arkitekt MAA

Udgivelse

Lederen bringes i Arkitekten 09/2022, der udkommer den 10. november

ANNONCE