Rum og monolit

Indvendigt i Bygning 116 findes den samme gule sten i blank mur omkring kernen med de tre auditorier, men rummene breder sig ud, først i bredden og endelig – i vandrehallen og i auditorierne – i højden. Der er et rumligt flow til stede, som understøttes af den gennemgående skiferbelægning på gulvene og af en fin variation i dagslyset, som i vandrehallen kommer ind gennem de højtsiddende sidelys kompasset rundt. Der er kommet et ‘svæv’ i disse rum, og alt det nye, f.eks. gruppemøblerne i hallen og den gennemgående nye farvesætning, gør kun oplevelsen endnu mere luftig.

Sådan var det ikke før istandsættelsen. Langt mere skumle og indelukkede var både de almindelige undervisningslokaler, men også i høj grad det lavloftede ankomstområde uden for det største auditorium, 81. Der er skabt nye åbninger, som giver udsyn både til P-arealet foran og til gårdhaverne, men på en måde, så man egentlig ikke lægger mærke til forandringerne. De glider ind i det gamle, i høj grad fordi både arkitekt og billedkunstner har ladet sig inspirere af grundtonerne i Koppels arkitektur.

I dag er det lavloftede indgangsområde blevet til et attraktivt sted at opholde sig. Der er kommet ovenlys i loftet over arealet og mere sidelys, idet der er kommet vinduer i den del af foyeren, hvor der tidligere var en lukket garderobe, fra Koppels tid.

I den gedigne monografi om Eva og Nils Koppel omtales Bygning 116 kun i en billedtekst, dog betegnet som områdets smukkeste specialhus. Det er det stadigvæk, og når man i dag taler om, at arkitektur skal være robust og kunne tåle forandringer, så er transformationen af Bygning 116 et godt eksempel. I 1980erne og 90erne rev man tilfældige, billige byggevarer ned fra hylderne, når institutionerne skulle vedligeholdes; rærlige nedhængte lofter, hæslige gennemgående kabelbakker i grå plast, grå maling på beton og mur, triste vinylgulve, jammerlige belysningsarmaturer, gyselige gardiner – hvad tænkte arkitekterne mon på dengang? Det er en trist affære at studere den 3D-optagelse af alle rum fra umiddelbart før ombygningen af 116, som arkitekterne bag den aktuelle istandsættelse har givet denne anmelder mulighed for at se. Men som beskrevet var intet mere spoleret, end at man har været i stand til at skrælle det meste sjask af grundarkitekturen. Hvad farverne angår, har der ifølge billedkunstneren været visse optegnelser og notater, nok til at kunne lade sig inspirere, men ikke tiltrækkeligt til, at der ligefrem har foreligget en tvangsmæssig designmanual.

Det nye er for mig at se de skiferbelagte gulvflader, i fællesarealerne gjort brugbare og bragt i spil som det rumdannende element, de jo bare er! Vandrehallen er blevet et rum – og kernen med auditorier er blevet en monolit. Lyset, i særlig grad sollyset, som på en god dag strømmer ind fra de højtsiddende sidelys, fanges ind af de nedhængte tekstiler, som igen lægger sig i koppelske tonearter, og opsprosningen i de højtsiddende vinduer er genopmalet i de varianter af de røde toner, som de er født med både ude og inde. Det skrånende loft i hallen har fået sine trælameller nyfortolket – tidligere sad de tæt sammen, nu er der et mellemrum, som tillader ventilation og samtidig sikrer en bedre akustik i rummet.

Ude i sidefløjene er kontorer og laboratorier transformeret til lysere lokaler med farver, der fremkommer som spil i de nye gardiner, der også er en del af det kunstneriske bidrag. I Auditorium 81 er der et nyt fortæppe, og møblerne er genpolstret. Det er smukt gjort, dog er de små vindfang til auditoriet nu malet gule og udstyret med hulplader for akustisk dæmpning. Her var sidevæggene oprindelig beklædt med lodrette fyrretræsbrædder. Også i selve auditoriet var der på væggene lodret fyrretræsbeklædning. Her sider i dag fine, smalle trælameller. I sig selv elegant og med akustisk forbedrende virkning. Men det rustikke, som knyttede sig til oprindelige, er forsvundet her. I det store billede er det en mindre del. Koppel designede selv læderbetrukne brikse til foyerområderne på DTU  – og afslørede dermed et krukkeriet med den bekendte danske prunkløshed, som hele fortællingen om DTU var svøbt ind i.

Men som sagt – i perioder har man ikke givet fem flade øre for forgængernes arbejder – nu har man så at sige bragt sig selv i familie med Eva og Niels Koppels arkitektur og på den måde bevaret og fornyet uden at ramme ved siden af.