ANNONCE
Skræddersyede skoler
Katja Viltoft har som partner i JJW Arkitekter arbejdet med skolebyggeri i mange år og fortæller her om erfaringer og nye tendenser.
Martin Keiding
Chefredaktør
Arkitekt MAA
Hvem sætter rammerne for, hvordan man bygger skoler?
Det er kommunerne, der lægger niveauet. I Københavns Kommune er der vedtaget nogle faste principper, som rulles ud over alle skoler, så det er ikke til diskussion. I indskolingen og på mellemtrinnet har eleverne egentlige klasseværelser og faste pladser, mens udskolingen deler områder. Det er ud fra princippet: Vi tror, at egentlige klasser er vigtigt for de mindste. Det er deres hjem, deres ramme, de har ikke så stor en radius. I de ældste klasser er eleverne en stor del af tiden i faglokaler, arbejder i grupper eller har undervisning, der vender sig ud i verden. Og derfor vurderer man, at der ikke behøves et klasselokale til hver klasse, men snarere mere varierede undervisningsmiljøer.
Et vigtigt fokus i Københavns Kommune er, at man kombinerer SFO og skole, primært for at optimere brugen af kvadratmeter. Det vil sige, at de samme lokaler bruges til skole om dagen og til fritid om eftermiddagen.
I de skolebyggerier, vi har været involveret i, har vi derfor arbejdet meget med, hvordan man kan transformere lokalerne, så de har mere skolepræg i skoletiden og mere fritidspræg om eftermiddagen og om aftenen.
Tidligere lå der ofte ideologiske og samfundsforandrende tanker bag skolebyggeriet. Den slags ideer synes jeg ikke, man møder så mange af for tiden?
Det afhænger meget af, hvilke kommuner man arbejder sammen med. Vi har lige vundet en skolekonkurrence om ombygningen og udvidelsen af Søborg Skole. Her minder skolebygningerne på mange måder om Grøndalsvængets Skole (også istandsat og udvidet af JJW Arkitekter, red.). Gladsaxe Kommune arbejder dog meget mere vidtgående i forhold til at skabe nye typer læringsrum end Københavns Kommune, De går efter årgangsundervisning i samlede områder med det, de kalder ‘en lille kerne’, som er et område for hver klasse, men ikke et egentligt klasseværelse, som så suppleres med mange forskellige læringsområder. De har i det hele taget nogle andre måder at arbejde på, som tager udgangspunkt i en politisk skolestrategi, baseret på de såkaldte 21st Century Learning Skills,[1] der har fokus på samarbejde, innovation, selvevaluering, it og videnkonstruktion. Det kan minde noget om de ideer om åbenhed, som lå bag Hellerup Skole, men det er alligevel langt mere differentieret, både i forhold til indretning og aldersgruppe.
Martin Keiding
Chefredaktør
Arkitekt MAA
Note
1 21st Century Learning Skills er en række særlige kompetencer, som kan være vigtige for eleverne at have til deres kommende voksenliv. De består af: samarbejde, it og læring, videnskonstruktion, innovation, selvevaluering og kompetent kommunikation. Kilde: ucc.dk
Udgivelse
Interviewet blev udgivet første gang i Arkitekten 09/2020.
ANNONCE
Hvis vi tager Sydhavns Skole (se også anmeldelse i Arkitekten 10/2015), så var den modsat Grøndalsvængets Skole, der er bygget som en udvidelse af en eksisterende skole i et allerede etableret byrum, opført på en bar mark. Det giver vel forskellige betingelser for udformning og indretning?
Ja, i Sydhavnen skulle vi etablere et nyt sted. Og også et tilhørssted for de nye beboere, der flyttede derud. Det er en meget bevidst del af det. Det blev planlagt under finanskrisen, og man sagde: ‘Vi får aldrig gang i det her område i Sydhavnen og Sluseholmen, hvis ikke der er nogen, der tror på, at det bliver til et område. Så vi er nødt til at vise, at vi som kommune tror på det. Så tør investorerne også komme herud bagefter’. Det, man så også opdagede, var, at fordi skolen er lavet med åbne udearealer og trapper hele vejen op uden på skolen, så flyttede de første beboere jo ind, og helt naturligt så legede deres børn på skolens udearealer. Det var det lokale samlingssted, og pludselig fik de også et tilhørsforhold. Og så var det selvfølgelig også naturligt at melde sit barn ind i skolen.
Der er jo gået noget tid, siden I byggede Skolen i Sydhavnen. Er der sket ændringer i mellemtiden?
Den er i gang med at blive udvidet, fordi området er vokset så ekstremt meget. Og der kommer vi jo til at lave en ny tilføjelse til skolen, hvor den fra starten var tænkt som en fuld skole fra de mindste til de store. Nu rykker man de store over i et andet afsnit. Det er det, man også ser mange andre steder i Københavns Kommune.
Det, der jo sker, er, at totalskolerne får så mange elever, at man nu vælger at bygge to skoler lige ved siden af hinanden for at opfylde kvarterets behov. Den ene er primært for de små, og den anden er for de store. På Katrinedals Skole (istandsættelse og udvidelse 2013-17, red.) har vi lavet et særligt afsnit kun til de store børn, fordi man har indset, at hvis man skal holde på de store børn i folkeskolen, så er man nødt til at lave et miljø, som meget mere er et ungemiljø. Et miljø, der stimulerer og understreger, at de ikke bare er nogle små rollinger, der er blevet et par år ældre. Det skal minde meget mere om gymnasiet.
Hvor ligger barriererne, når man skal bygge en skole?
Det er ikke altid, at de visioner, der er vedtaget på rådhuset i den enkelte kommune, også er dem, den enkelte lærer drømmer om. Nogle lærere siger: ‘Jamen, jeg har undervist i 40 år, jeg plejede altså at gøre det på denne her måde; jeg ved, hvad der virker’. Der er selvfølgelig en udfordring, for vi står som arkitekter lige midt imellem visionerne på rådhuset og brugernes bekymringer.
Nogle gange får de nye skolebyggerier en lidt infantil arkitektur. Man fornemmer, at nogle arkitekter har tænkt: ‘Nu skal vi bygge et sjovt hus for børn, så skal vinduerne nok sidde skævt’. Men alle aldre skal jo se på huset i 100 år?
Jeg tror, at vores tilgang på tegnestuen er, at vi skal ramme det mere almengyldige med det rigtig lange perspektiv. Vi kigger også på nogle fine skoler, der er 100 år, som vi stadig bygger videre på og bygger om på. Vi håber jo, at de skoler, vi laver, også står i 100 år. Og i den periode vil de være blevet bygget om fire gange, fordi der vil være kommet nye måder at undervise på. Så vi skal lave noget, der på en måde er relevant nu, men som også har en lang levetid. Derfor kigger vi på sådan nogle generelle ting som at sætte vinduerne lidt nede, så små børn kan kigge ud. Når vi går rundt og kigger på gamle skoler, så starter vinduerne for det meste i 1,40 meters højde! Du skulle endelig ikke blive forstyrret. Det er der, vi skal vise, at det, vi bygger i dag, er lavet for børn. Derfor er vi også så optaget af det faste inventar, fordi rum nu engang er store i forhold til små mennesker. Med det faste inventar kan man gå ind og lave nogle af de rumligheder, som passer meget bedre til de små.
Er der ved at danne sig noget holdbar viden om skolebyggeri i forhold til pandemien?
Det sætter sig igennem på lidt forskellige måder. Jeg tror, at de er ved at gøre sig deres erfaringer alle sammen. På nogle måder er det da rigtigt, at jo mere der er åbent, jo større er smitterisikoen. På den anden side, jo mere du har samlet nogen i samme lokale, jo mere kan du også sige, at det kun var dem i det her lokale, vi skal sende hjem. Der er fordele og ulemper til begge sider. I det materiale, vi sidder med lige nu, har man ikke justeret eller ændret i forhold til corona-epidemien.
