Sommerhusdrømmene har sejret ad helvede til

“Drømmer du også om et sommerhus?”. Boligannoncerne lokker forførende med løfter om lune aftener på terrassen og kold rosé i glassene. Sommerhussalget gik corona-amok i 2020, og der er hverken ledige huse eller byggegrunde nok til alle de danskere, der drømmer om en fritid i pagt med naturen.

Men det er ikke kun den nye naturbegejstring, der driver sommerhussalget opad. Det er også udsigten til mere hjemmearbejde i fremtiden og muligheden for at få dækket en del af omkostningerne til huset gennem udlejning med fordelagtigt rentefradrag. Og derfor ser den lille, brun-sorte træhytte, der ellers i årevis har været indbegrebet af dansk sommerhuskultur og voldsomt hypet overalt i livsstilsmagasinerne, nu ud til at skulle vige pladsen for en ny generation sommerhuse – huse, der er mere komfortable, bedre isoleret og frem for alt større. De skyder op på grunde, der enten frastykkes et eksisterende hus, eller på steder, hvor der tidligere stod en beskeden sommerhytte på 50 m² med tagpap på taget og mos mellem cementfliserne. 

De nye sommerhuse leveres som typehus eller – endnu bedre – som skræddersyet løsning af en arkitekt. For dybest set gider ingen have en standardmodel i det senmoderne menneskes jagt på den singulære livsførelse. I begge tilfælde signalerer sommerhuset det stik modsatte af 1950erne og 60ernes prunkløse fritidshus, nemlig overskud. Økonomisk (= stort og prangende), socialt (= stort og med plads til mange mennesker) eller kulturelt (= stort og tegnet af en kendt arkitekt). 

Paradokset er, at jo flere af den slags huse, der bygges, jo mere smadres de herlighedsværdier, der oprindeligt tændte sommer­drømmene. Hvor sommerhusidealet tidligere var less is more, ser size matters nu ud til at blive en afgørende faktor, når huset skal udlejes, hjemmearbejdspladsen etableres eller naboen imponeres. 

Man kunne næsten fristes til at grave det gamle arkitektur-politi, der førhen udgjorde redaktionen i Politikens håndbog Mit sommerhus, frem igen. I den 3. reviderede udgave fra 1963 hedder det bl.a.: 

“Bymennesket føler trang til rekreation i det smukke landskab, fordi naturen rummer en harmoni, der virker beroligende på de belastede nerver, men desværre afløses trangen til at færdes i det smukke, danske landskab ofte i en hæmningsløs ødelæggelse af skønhedsværdierne […] Men naturen virker netop så værdifuld for os, fordi hver og én må underordne sig helheden. Her må individualismen tøjles og underordne sig landskabets æstetiske skønhedsværdier.” 

Bogens forfattere hviler forbløffende godt i rollen som smagsdommere og har ingen berøringsangst, når det gælder fordømmelse af små byggegrunde, ‘uskønne’ bebyggelser eller forlorne detaljer, og der udslynges bandbuller mod ethvert indgreb, der kan true de naturskønne kyststrækninger. Et helt kapitel er tilegnet sommerhushaven, der jo i dag ofte skal kompensere for bristede husdrømme og derfor har mere til fælles med en velplejet parcelhushave end en vild naturgrund: 

“Medens en byhave er en udpræget privatsag og kan indrettes og tilpasses helt uden hensyn til omgivelserne, er forholdene anderledes for haven ude på landet og specielt for haven ved feriehuset i helt naturlige omgivelser. Herude har vi alle pligt til at følge en uskreven lov, der siger, at både hus og have i så høj grad som muligt skal harmonere med omgivelserne.”

Den slags løftede pegefingre er ikke just comme il faut i en tid, hvor et sommerhus er en direkte forlængelse af jeg’et og udtrykker dets identitet. En ny udgave af den gamle sommerhusbog er derfor næppe lige på trapperne, og tilsyneladende er der ikke politisk vilje (eller administrative ressourcer) til at udarbejde mere detaljerede lokalplaner, der kan dæmme op for problemet. I stedet bør man måske igen begynde at anvende noget så gammeldags som ejerlaugs-servitutter. Ja, knastørre juridiske dokumenter, hvor civilsamfundet selv tager smagsdommerhatten på og gennem privatretlige bestemmelser forhindrer ødelæggelser, når huset sælges, eller grunden udstykkes. De har virket før – og har forhindret mange glade sommerhusentusiaster i at gøre ubodelig skade på vores fælles natur.